Efter knap 26 måneder er min tid på Daneborg nu slut. I de kommende 19 dage skal jeg lægge depoter ud og lave ekspeditionskontrol i sydområdet. Herefter bliver vi fløjet til Island, hvor vi bliver et par dage, den 4/9 ankommer jeg forventeligt til Kastrup lufthavn.
Vi ses om 3 uger...
tirsdag den 10. august 2010
søndag den 11. april 2010
Forårsrejsens sidste halvdel
Forårsrejsen 2010Så er vi hjemme igen efter to måneder i nationalparken. Jeg vil nedenfor fortælle lidt om turens sidste halvdel, samt lidt om gnistlivet, som har budt på en masse forskellige oplevelser.
Efter Danmarkshavn var hundene og fupperne godt udhvilet, og det var rart at komme af sted efter fire hviledage. Føret var helt perfekt og vi skød en god fart mod syd. Langs Store Koldewey havde vi lidt baks (isskruninger), som dog hurtigt opløstes. Vi begyndte langsomt at kunne mærke en temperaturforskel mellem sol og skygge, og der var små stigninger hver dag. Med det gode føre kunne vi slappe af køre nogle lidt kortere dage. Vi kunne uden problemer følge planlægningen og det var rart at kunne tilbringe længere tid ved depoterne. Da vi nåede ned til Hochstetter Forland og Shannon Sund, var det dog slut med det gode føre. Vi skulle ud til Shannon ø, som er notorisk kendt for sin baks, jeg har i to år forsøgt at undgå den, men nu gik den ikke længere…
Det krævede arbejde at køre de godt 15 km. ud til øen, men det værste var endnu i vente.
Da vi nåede derud blev vejret dårligt og det begyndte at blæse. Desværre kunne vi ikke blive i teltet, da der var varslet kraftig storm, det gjaldt derfor om at fortsætte til nærmeste hytte.
Med småforfrysninger i ansigtet kæmpede vi os igennem blæsten.
Uddrag fra dagbog:
4/3-10 Pansch depot 46 km. 7 t. –25 C.
BAKS, BAKS & BAKS!
Vi kom lidt sent af sted, da det blæste kraftigt i morges. Da vi så endelig kørste nåede vi rundt om det første kap, da det igen blæste op, her mødte vi dagens første baks. Vi kørte imod den historiske Alabama hytte, 3 km., derfra besluttede vi at tage den sidste etape som fodpatrulje. Jeg blev ved hundene mens Anders tog turen, det var ret koldt at stå i en time i 20 knob. Herfra kørte vi mod depotet, med en position indenom nogle øer, da isen kan være rådden herude. Resten af dagen foregik i baks. Det værste var ikke isskruningerne, men de dybe snehuller de forårsagede, nogle steder var de to meter dybe. Vi væltede flere gange og kom i perioder kun langsomt frem, med fodrecce, for at finde de ”bedste” veje. På et tidspunkt gik jeg bagved slæden, da slæbetorvet fik fat i min binding og rev mig omkuld. Jeg blev slæbt et par meter og slog mit venstre knæ mod en isskods. Da jeg mærkede efter troede jeg at knæet var ødelagt, det gjorde ondt ad H. til. Resten af dagen har jeg sparet det så vidt muligt, men det er meget ømt. (Det skulle vise sig at være ømt resten af slæderejsen). Anders måtte gå de sidste km., da han har brækket alle sine ski i baksen.
Shannon ø er beviset på at helvede godt kan fryse til is!
Vi blev ved depotet i 3 dage, da kysten blev ramt af en voldsom snestorm. Vi sneede inde og måtte i løbet af natten krybe ud af vinduet, for at se til hundene. På Danmarkshavn havde de målt vindhastigheder på 90 knob, selv om det ikke var helt så kraftigt hos os, var det ikke desto mindre voldsomt. Man føler sig pludseligt meget lille når man bliver ramt af de arktiske storme.
Efter et par dages kørsel kunne vi endeligt se land igen, og det var med høj sol og stille vejr.
Vi skulle ind og besøge Ardencaplehytten, som jeg var med til at bygge i sommer, heldigvis stod den der endnu. Det er en af de varmeste hytter jeg har besøgt, med termoruder og en helt ny ovn, den var som en sauna! Det var svært at sige farvel til den lækre hytte, men vi skulle ind og bunde Smallefjord, som viste sig at være meget flot. Den 12/3 kørte vi mod fjorden og føret var med os, vi fik således kørt 72 km. på 7 timer, en sjælden høj gennemsnitsfart. Hundene kørte fantastisk og efter to dage var vi tilbage ved hytten, som stadigvæk var lun! Det blev fejret med en hviledag, som blev turens sidste.
Nordlys over hytten
Føret blev nu dårligere og de sidste dage trampede vi spor til hundene. Det blev til nogle lange dage, men på Daneborg stod SH2, som også gerne ville køre lidt slæde. Vi skulle oprindeligt have været hjemme den 25/3, men med det gode føre nåede vi Daneborg den 20/3, efter en spændende slæderejse.Det var så min sidste lange tur og det var vemodigt at køre de sidste km. ind til Daneborg. Den frihed jeg har oplevet i den store nationalpark har været fantastisk, og den vil jeg savne.
GNISTEN
Nu sidder vi så her på Daneborg, med alt hvad det indebærer. For det er dejligt at være tilbage i ”civilisationen”, brusebade, internet, fjernsyn og ikke mindst rigtig mad. Men, men med de moderne faciliteter følger også problemer. Der er meget som kan gå i stykker og for to ”studenter” er det ikke alt sammen lige nemt. Under forrige uges snestorm røg strømforsyningen, vi fløj ud til vores generator, som ikke ville starte igen. Vi kørte derfor rundt til alle stationens bygninger og slog relæerne over på nødgeneratorerne, som vi havde startet i mellemtiden. I løbet af natten syntes jeg godt nok det blev lidt køligt, men tænkte ikke nærmere over det. Næste morgen fik vi svaret, oliefyret i bygningen havde ikke kørt i et døgn! Det var ikke så heldigt eftersom hele vandforsyningen befinder sig i samme bygning. Vi fik klaret problemet og bygningen blev varm igen, heldigvis frøs vandet ikke. For at komme tilbage på den elektriske normalforsyning, måtte vi skille dele af generatoren ad og tætne nogle pakninger, da den smed en over en liter kølevæske i døgnet. Midt i alt dette røg internetforbindelsen, som også liiige krævede lidt tid. Puha!
Nu kører vi igen på normalforsyningen og stationen kører som den skal. Det er længe siden jeg har lært så meget, på så kort tid…
Den føromtalte snestorm har holdt os inden døre i over en uge, men nu er vejret blevet godt og de sidste par dage er blevet tilbragt i fjeldet, med kamera, riffel og snowboard.
Nu sidder vi så her på Daneborg, med alt hvad det indebærer. For det er dejligt at være tilbage i ”civilisationen”, brusebade, internet, fjernsyn og ikke mindst rigtig mad. Men, men med de moderne faciliteter følger også problemer. Der er meget som kan gå i stykker og for to ”studenter” er det ikke alt sammen lige nemt. Under forrige uges snestorm røg strømforsyningen, vi fløj ud til vores generator, som ikke ville starte igen. Vi kørte derfor rundt til alle stationens bygninger og slog relæerne over på nødgeneratorerne, som vi havde startet i mellemtiden. I løbet af natten syntes jeg godt nok det blev lidt køligt, men tænkte ikke nærmere over det. Næste morgen fik vi svaret, oliefyret i bygningen havde ikke kørt i et døgn! Det var ikke så heldigt eftersom hele vandforsyningen befinder sig i samme bygning. Vi fik klaret problemet og bygningen blev varm igen, heldigvis frøs vandet ikke. For at komme tilbage på den elektriske normalforsyning, måtte vi skille dele af generatoren ad og tætne nogle pakninger, da den smed en over en liter kølevæske i døgnet. Midt i alt dette røg internetforbindelsen, som også liiige krævede lidt tid. Puha!
Nu kører vi igen på normalforsyningen og stationen kører som den skal. Det er længe siden jeg har lært så meget, på så kort tid…
Den føromtalte snestorm har holdt os inden døre i over en uge, men nu er vejret blevet godt og de sidste par dage er blevet tilbragt i fjeldet, med kamera, riffel og snowboard.
Man kan se på vildtet at foråret er på vej og der kæmpes allerede om hunnernes gunst.
NB.
Jeg har lagt lidt flere billeder over i fotoalbummet.
fredag den 19. februar 2010
Forårsturen 2010
Halvvejsberetning.
Så er Slædehold 5 nået til Danmarkshavn. Vi har kørt i en måned og er nu halvvejs i vores tur. Vi har rundet det nordligste punkt og nu går det sydover, med den nyligt opståede sol i ansigtet. Turen er forløbet godt men vi har haft lidt småproblemer, som desværre har kostet slæde og grej lidt skrammer.
Efter blot een dag nåede vi turens første hytte, en rar og nem begyndelse på nationalparkens strabadser. Som sædvanligt hængte vi vores støvler til tørre ved siden af kulovnen, som tilsyneladende kunne blive meget varm. Da vi morgenen efter skulle afsted var sålerne smeltet af skistøvlerne, vi fik kontakt til gnistholdet på Daneborg som kom med skruemaskiner og skruer. Vi fik skruet støvlerne sammen og kunne køre afsted næste dag, jeg skal indrømme at vi var lidt betænkelige ved situationen, men efter en måned sidder skruerne heldigvis stadigvæk.
Vi fik nu et ordentligt lag sne, hvilket forsinkede os tilstrækkeligt til, at vi måtte afvige fra ruten for at genproviantere. Da vi nåede hytten fik vi en kraftig storm som ændrede føret igen, til et fint hårdføgent underlag. Dette har vi stadigvæk og det betyder at vi kan flytte os ca. 40 km om dagen, og så er der nogetved at køre slæde!
På vej nordover skulle vi køre i kanten af en stor bræ, det var et fantastisk flot og
dramatisk syn, men vi måtte arbejde hårdt for hver km. Det var årets bjergetape og meget af tiden måtte vi smide skiene og løbe på sten og klipper, der var store stigninger og de tog hårdt på hundene. Mimer, vores bas/alfa, var i disse dage meget gavmild med at uddele tæsk til sine undersåtter. I et af disse slagsmål endte jeg mellem hundene, her der var tilsyneladende en enkelt som tog mit lår for en hunds og satte tænderne i. Det resulterede i et hul i bukserne, en stivkrampevaccination og et meget blåt mærke på låret med fire huller fra hjørnetænderne. Heldigvis for hunden slap den meget hurtigt og jeg nåede aldrig at finde ud, hvem synderen var.
Endelig kom vi ned på havisen, hvorfra vi skulle køre i lidt nemmere terræn, troede vi...
På vej op gennem et smalt elvleje røg slæden i et 1.5 m. dybt snehul og landede på en klippe. Det resulterede i en brækket opstander og et enkelt bundbræt. Vi nødsurrede slæden og humpede til det nærmeste depot, for at finde en god løsning på problemet. Det lykkedes heldigvis, men den hårde tur havde tærret på hundenes kræfter, og så blev de syge. Vi endte med at blive ved depotet i 2 dage, hvor vi lavede adskillelige portioner "suppe" til de små kræ. Kuren virkede og de blev allesammen raske, undtagen Arvid. Han havde været syg i længere tid og efter aftale med vores dyrlæge, aflivede jeg ham. Han var en af vores bedste hunde og en god kammerat gennem 2 år, det var derfor trist, men der var desværre ikke mere vi kunne gøre for ham.
Vi forsatte turen nordpå med 12 friske hunde, her havde vi endnu lidt brækørsel, som heldigvis forløb fhv. nemt. Den 14. februar så vi solen for første gang i 3 1/2 måned og gensynet varmede, dagene tiltager med 20 min. hver dag og man mærker tydeligt forandringerne.
Den varmer dog ikke helt nok til at undgå forfrysningerne. Jeg har været uforsigtig og har fået frostskader på næsen, som nu er helt rød og lidt øm. Fingrene er også lidt mærkede, men det er svært at undgå, så nu skal det hele "bare" holdes varmt og tørt.
Vi har i dag reppet slæden og de småting som stille og roligt har hobet sig op, og nu er vi klar til den sidste etape hjem mod Daneborg og det arktiske forår.
Jeg håber I alle har det godt.
Piskesmæld
Frederik
Så er Slædehold 5 nået til Danmarkshavn. Vi har kørt i en måned og er nu halvvejs i vores tur. Vi har rundet det nordligste punkt og nu går det sydover, med den nyligt opståede sol i ansigtet. Turen er forløbet godt men vi har haft lidt småproblemer, som desværre har kostet slæde og grej lidt skrammer.
Efter blot een dag nåede vi turens første hytte, en rar og nem begyndelse på nationalparkens strabadser. Som sædvanligt hængte vi vores støvler til tørre ved siden af kulovnen, som tilsyneladende kunne blive meget varm. Da vi morgenen efter skulle afsted var sålerne smeltet af skistøvlerne, vi fik kontakt til gnistholdet på Daneborg som kom med skruemaskiner og skruer. Vi fik skruet støvlerne sammen og kunne køre afsted næste dag, jeg skal indrømme at vi var lidt betænkelige ved situationen, men efter en måned sidder skruerne heldigvis stadigvæk.
Vi fik nu et ordentligt lag sne, hvilket forsinkede os tilstrækkeligt til, at vi måtte afvige fra ruten for at genproviantere. Da vi nåede hytten fik vi en kraftig storm som ændrede føret igen, til et fint hårdføgent underlag. Dette har vi stadigvæk og det betyder at vi kan flytte os ca. 40 km om dagen, og så er der nogetved at køre slæde!
På vej nordover skulle vi køre i kanten af en stor bræ, det var et fantastisk flot og
dramatisk syn, men vi måtte arbejde hårdt for hver km. Det var årets bjergetape og meget af tiden måtte vi smide skiene og løbe på sten og klipper, der var store stigninger og de tog hårdt på hundene. Mimer, vores bas/alfa, var i disse dage meget gavmild med at uddele tæsk til sine undersåtter. I et af disse slagsmål endte jeg mellem hundene, her der var tilsyneladende en enkelt som tog mit lår for en hunds og satte tænderne i. Det resulterede i et hul i bukserne, en stivkrampevaccination og et meget blåt mærke på låret med fire huller fra hjørnetænderne. Heldigvis for hunden slap den meget hurtigt og jeg nåede aldrig at finde ud, hvem synderen var.
Endelig kom vi ned på havisen, hvorfra vi skulle køre i lidt nemmere terræn, troede vi...
På vej op gennem et smalt elvleje røg slæden i et 1.5 m. dybt snehul og landede på en klippe. Det resulterede i en brækket opstander og et enkelt bundbræt. Vi nødsurrede slæden og humpede til det nærmeste depot, for at finde en god løsning på problemet. Det lykkedes heldigvis, men den hårde tur havde tærret på hundenes kræfter, og så blev de syge. Vi endte med at blive ved depotet i 2 dage, hvor vi lavede adskillelige portioner "suppe" til de små kræ. Kuren virkede og de blev allesammen raske, undtagen Arvid. Han havde været syg i længere tid og efter aftale med vores dyrlæge, aflivede jeg ham. Han var en af vores bedste hunde og en god kammerat gennem 2 år, det var derfor trist, men der var desværre ikke mere vi kunne gøre for ham.
Vi forsatte turen nordpå med 12 friske hunde, her havde vi endnu lidt brækørsel, som heldigvis forløb fhv. nemt. Den 14. februar så vi solen for første gang i 3 1/2 måned og gensynet varmede, dagene tiltager med 20 min. hver dag og man mærker tydeligt forandringerne.
Den varmer dog ikke helt nok til at undgå forfrysningerne. Jeg har været uforsigtig og har fået frostskader på næsen, som nu er helt rød og lidt øm. Fingrene er også lidt mærkede, men det er svært at undgå, så nu skal det hele "bare" holdes varmt og tørt.
Vi har i dag reppet slæden og de småting som stille og roligt har hobet sig op, og nu er vi klar til den sidste etape hjem mod Daneborg og det arktiske forår.
Jeg håber I alle har det godt.
Piskesmæld
Frederik
torsdag den 24. december 2009
Efterårsrejsen 2009
Vi ankom den 22/12-09 til Daneborg efter ca. 3 uger i nationalparkens polarnat. Det har været en god tur, selv om vi har måttet kæmpe for vores kilometre, specielt turens sidste dage har været hårde.
Den 29/11-09 kørte vi fra Daneborg mod syd, til vores patruljeområde. Selv om vi tog en enkelt vejrfast efter et par dage, kom vi hurtigt frem på det gode føre, med 13 friske hunde. Efter en lille uge med kørsel på havisen, begyndte vores landoverkørsler. Sidste efterår havde vi en generel sneknaphed, og kunne køre, forholdsvist nemt over land, dette var ikke tilfældet i år…
Vi nåede kun 15 km. om dagen, med en gennemsnitshastighed på 2-3 km/t. Vi gik foran og trampede spor og hundene blev stille og roligt tappet for kræfter. Især vores nye førerhund Snehvide, havde svært ved at holde dampen oppe. Jeg savner lidt den stamina vores gamle førerhund Djarnis besad, men han vejede også ca. det dobbelte. Vi forsøgte at smide forskellige hunde op foran, men lige lidt hjalp det. Mimer (vores bas) løb lidt men besluttede så at det var tid til en lur, det gik altså ikke. Efter 4 dage og 69 km. nåede vi en hytte, og kunne tage en hviledag, det var tiltrængt! Næste etape førte os ned langs yderkysten til Myggbukta, en af områdets største hytter, på hele to etager. Desværre måtte vi køre hele strækningen på land, da der var både baks og usikker is, igen nåede vi kun 15 km. om dagen.
Som sammenligningsgrundlag kan jeg fortælle, at man på godt føre, kan køre denne distance på halvanden time. Derfor var jeg rimeligt frustreret ved at bruge hele dage på disse korte distancer, med hunde som ikke rigtigt gad trække. Som altid er det en dårlig cocktail med vrede fupper, for hundene bliver bange og usikre, det er en nedadgående spiral, som jeg kender alt for godt…
Uddrag fra dagbog:
11/12-09 15 km. 5 ½ timer.
”Så nåede vi endelig den hyggelige gamle hytte. Det har været endnu en lang dag i ringe føre. I nat har vi fået ca. 20 cm. sne, og det har haft en stor indvirkning på dagens fart. Midt på dagen stak Julius lige pludseligt af, han røg direkte op i fjeldet, med mig halsende efter. Det viste sig at der stod en flok på otte moskusokser, som han derefter muntrede sig med. De fandt det dog ikke morsomt og jeg tror de fik stanget lidt til ham. Men han kom dog uskadt hen til mig, med et triumferende blik i øjet – så var han klar til at køre videre!”
Vi endte med at tilbringe to dage i hytten med dårligt vejr. Dagene gik med at læse og få fyldt lidt på depoterne. Det er ufatteligt, hvad man kan kreere i en rusten, gammel kulovn: Pandekager, slædepizza, muffins og boller – ja vi havde det godt. Vi havde også Snehvide inde som hyttehund, men det var ingen god idé. Slædehunde indeholder tilsyneladende meget ildelugtende luft, som den første nat forgiftede hele hytten. Hun blev derfor, til hendes store fortvivlelse lagt ud igen.
Da vi kørte fra hytten var der, efter 100 m. tumult i nomen*. I mørket var det vanskeligt at se, hvad der foregik, men at der var slagsmål, herskede der ingen tvivl om. Vi sprang op til hundene og fik dem skilt ad, Arvid lå nederst i bunken og var den, det var gået værst ud over. For at skåne ham lagde vi ham på læsset og kørte videre. I løbet af de følgende dage blev hans tilstand værre og værre, jeg talte dagligt med vores dyrlæge, men vi var i tvivl om hvad der var galt med ham. Han havde ikke nogen bidmærker, skaden var indvendig og derved sværere at diagnosticere.
Efter 3 dage nåede vi en hytte med SH4 og SH7, Arvids tilstand var ikke forbedret, men han havde fået selskab på slæden af Kikuk, som var blevet mulet af Mimer. Vi endte med at ligge vejrfast i tre døgn, hvor begge hunde viste tegn på bedring.
På grund af den mistede tid, var vi tvunget til at køre minimum 50 km. om dagen, for at nå hjem til jul, vi var derfor forberedt på et par lange dage.
Uddrag fra dagbog:
20/12-09 59 km. 8 ½ timer.
”Så kom vi endeligt af sted. Det har været en lang dag med svingende føre, sidst på dagen blev det dog godt. Vi har haft et par slagsmål undervejs, men er dog sluppet for skader. Kikuk er kommet frem i nomen, og det nyder han! Arvid har det også meget bedre og jeg er ikke længere i tvivl, om han klarer den – heldigvis. Midt på dagen havde vi en fantastisk solrøde mod syd. Det var et nærmest apokalyptisk syn, hvor skyerne brændte i den røde farve. Senere på dagen kørte vi under nordlysets grønne glød. Hvem skulle have troet at polarnatten kunne rumme så mange farver?”
Uddrag fra dagbog:
21/12-09 59 km. 12 timer.
”Det har været en meget lang dag! Vi har haft flere slagsmål, vi (slæden) er væltet 3 gange og vi er kørt forkert en enkelt gang også. Det være sagt, har hundene ydet en god indsats de sidste to dage. Nu glæder vi os alle til at komme hjem i morgen. Vi har kun 23 km. så det bør ikke tage alt for lang tid, vi har også lidt travlt da der er lovet meget kraftig vind i morgen over middag.”
Nu sidder jeg i varmen og nyder alle stationens goder. Udenfor blæser det 40-60 knob med kraftig sne og fygning, sigten er nede på ganske få meter, og man skal passe på at man ikke farer vild mellem bygningerne. Men spise det skal man, appetitten fejler ingenting og der skal fyldes lidt på depoterne inden næste tur. I løbet af de sidste tre uger har jeg tabt mig otte kg. så jeg har lidt at indhente…
Rigtig glædelig jul til Jer alle.
*Nomen er en formation, hvor hundene løber to og to, i én lang række. Den er god i løs sne, da de lette hunde oppe foran, træder spor til de stærke hunde længere nede.
søndag den 22. november 2009
fredag den 20. november 2009
Efteråret 2009
Det er efterhånden alt for længe siden jeg sidst har skrevet på min blog, så jeg vil nedenfor skrive lidt om sommeren og efteråret på kysten.
Da vi kom hjem fra slæderejserne havde vi alle et par hyggelige dage med afrigning og afslapning. Alle de små cravings vi havde haft under slæderejserne blev opfyldt, mens vi fortalte røverhistorier om turene. Stationen skulle dog efterses og renoveres efter en lang og hård vinter. Vi fik malet næsten alt træværket på stationen, det var meget, og hundegårdene blev efterset og repareret. Det blev en vappetjans og der var ikke mange hundegårde, som var skånet for moskusoksernes alternative ruter. Vi endte med at bruge en lille uge på at støbe huller til nye stolper, sætte hegn og reppe huller. Jeg behøver vist ikke sige at jeg var rimeligt træt af hippiekøerne til sidst..
I juli fik ældsteholdet pårørendebesøg, forældre, søskende og kærester væltede ud af det lille Twinotter fly, til stor glæde for dem alle. I den følgende uge arbejde yngsteholdet på højtryk for at give dem alle en god oplevelse, vi holdt stationen kørende og lavede mad, så ældsteholdet kunne dedikere deres tid til deres familier. Vores tanker var dog allerede en uge længere fremme, hvor vi skulle til det årlige tandlægebesøg på Island.
Vi tog af sted sammen med de pårørende efter en uge og havde nu en hel uges ferie. Det skulle dog vise sig at jeg, efter en uge, havde brug for endnu en ferie...
Caroline og nogle af de nærmeste venner mødte mig på Island, Vi endte med at være en gruppe på ni, der turede rundt på øen og gav den gas i Reykjaviks natteliv. Det er uden tvivl en af de bedste, men hårdeste ferier jeg nogensinde har haft.
Hjemme på kysten ventede vores nye yngstehold, som sammen med ældstefolkene var gået i gang med sommerens depotsejladser.
Forsyningsskibet, som kom med alle vores bestillinger, var næste store projekt på kysten. I de 3-4 dage containerskibet ligger for anker, er der tryk på.
Inspektionsskibet Hvidbjørnen, som skulle støtte med depotsejladser i nordområdet, ankom næsten samtidigt med forsyningsskibet.
Her skulle fire fupper sejle med den følgende uge, jeg selv var heldig og havde fået tildelt en plads. Storisen lå som et tykt panser og besværliggjorde al sejlads langs kysten, men vi kom langsomt gennem isen, og op til hytterne, der skulle genforsynes.
Ved Ardencaple Fjord byggede vi et nyt depot med hjælp fra to gaster.
Efter 14 timer stod der en ny hytte, med alt fra madrasser og proviant til olieovn.
Da vi nåede hjem til Daneborg fortsatte depotsejladserne med vores egne kuttere (Tutterne).
I august sejlede vi det sidste depot ud, vi skulle ydermere gå fodpatruljer i området omkring hytten. Efter et par gode dage med ture i de omkringliggende fjelde, skulle vi sejle hjem, det var dog ikke helt problemfrit. For det første havde en af tutterne i et stormvejr drevet ind i bunden af fjorden, hvor den havde det sat sig på en sandbanke. Ved højeste vande lykkes det endeligt at få den fri og vi kunne påbegynde sejladsen hjemover. Stormen havde dog presset isbælter ind mod land og vi forcerede adskillelige bælter på vej hjem. Vi snoede ind mellem opskruninger og skubbede drivis væk med bådshager, vi sneg os inden om skær og små øer. Efter en lang og udmattende sejltur nåede vi endelig Daneborg - det er ikke altid lige let at sejle i isfyldt farvand.
I slutningen af august tog vores ældstehold hjem. Det var vemodigt at sige farvel ved flyet, og lige pludseligt stod vi som de erfarne ældstefolk.
Efter slædeholdenes inddeling i september, blev der tid til at reppe grejer og bygge slæder. Den nye mand i SH5 hedder Anders og har derhjemme læst psykologi, dvs. at vi nu er to studenterfupper i SH5. Til trods for dette fik vi dog bygget en ny slæde, som fik navnet Die Eisbären. Den er blevet prøvekørt og levede heldigvis op til idealet om tysk effektivitet.
I oktober blev tiden brugt på fagområderne, hvor vi i vappe fik tilgang af fire nye hunde. To tæver og to hanhunde. De var og er stadigvæk ikke til at stå for, de tumler rundt, leger og opdager hele tiden nye måder at drive vappefolkene til vanvid. I slutningen af oktober kom der mere og mere fokus på de kommende slæderejser, som skulle tage deres begyndelse den 1. november. Desværre var issituationen endnu for dårlig og slædeholdene kom afsted en uge for sent.
Dette år skal jeg køre som gnist og skal derved kun køre en halv slædesæson. Vi er to slædehold som skiftes til at være på Daneborg, vi foretager radiokommunikationen mellem slædeholdene og Grønlandskommando. Vi har kontakt til de øvrige slædehold to gange om dagen og i den mellemliggende tid kan vi stort set gøre hvad der passer os. Stationen skal dog fungere og vi to mand sørger nu selv for vandproduktion, elektricitet fra vores generatorer og varme fra vores mange oliefyr.
Den 1. december tager vi afsted på vores efterårsrejse, vi forventer at være hjemme den 22. december igen, så det bliver en kort tur i det tiltagende mørke. Vi glæder os dog begge til nye eventyr i nationalparken.
PS.
Jeg lægger lidt billeder op i løbet af de nærmeste dage.
Da vi kom hjem fra slæderejserne havde vi alle et par hyggelige dage med afrigning og afslapning. Alle de små cravings vi havde haft under slæderejserne blev opfyldt, mens vi fortalte røverhistorier om turene. Stationen skulle dog efterses og renoveres efter en lang og hård vinter. Vi fik malet næsten alt træværket på stationen, det var meget, og hundegårdene blev efterset og repareret. Det blev en vappetjans og der var ikke mange hundegårde, som var skånet for moskusoksernes alternative ruter. Vi endte med at bruge en lille uge på at støbe huller til nye stolper, sætte hegn og reppe huller. Jeg behøver vist ikke sige at jeg var rimeligt træt af hippiekøerne til sidst..
I juli fik ældsteholdet pårørendebesøg, forældre, søskende og kærester væltede ud af det lille Twinotter fly, til stor glæde for dem alle. I den følgende uge arbejde yngsteholdet på højtryk for at give dem alle en god oplevelse, vi holdt stationen kørende og lavede mad, så ældsteholdet kunne dedikere deres tid til deres familier. Vores tanker var dog allerede en uge længere fremme, hvor vi skulle til det årlige tandlægebesøg på Island.
Vi tog af sted sammen med de pårørende efter en uge og havde nu en hel uges ferie. Det skulle dog vise sig at jeg, efter en uge, havde brug for endnu en ferie...
Caroline og nogle af de nærmeste venner mødte mig på Island, Vi endte med at være en gruppe på ni, der turede rundt på øen og gav den gas i Reykjaviks natteliv. Det er uden tvivl en af de bedste, men hårdeste ferier jeg nogensinde har haft.
Hjemme på kysten ventede vores nye yngstehold, som sammen med ældstefolkene var gået i gang med sommerens depotsejladser.
Forsyningsskibet, som kom med alle vores bestillinger, var næste store projekt på kysten. I de 3-4 dage containerskibet ligger for anker, er der tryk på.
Inspektionsskibet Hvidbjørnen, som skulle støtte med depotsejladser i nordområdet, ankom næsten samtidigt med forsyningsskibet.
Her skulle fire fupper sejle med den følgende uge, jeg selv var heldig og havde fået tildelt en plads. Storisen lå som et tykt panser og besværliggjorde al sejlads langs kysten, men vi kom langsomt gennem isen, og op til hytterne, der skulle genforsynes.
Ved Ardencaple Fjord byggede vi et nyt depot med hjælp fra to gaster.
Efter 14 timer stod der en ny hytte, med alt fra madrasser og proviant til olieovn.
Da vi nåede hjem til Daneborg fortsatte depotsejladserne med vores egne kuttere (Tutterne).
I august sejlede vi det sidste depot ud, vi skulle ydermere gå fodpatruljer i området omkring hytten. Efter et par gode dage med ture i de omkringliggende fjelde, skulle vi sejle hjem, det var dog ikke helt problemfrit. For det første havde en af tutterne i et stormvejr drevet ind i bunden af fjorden, hvor den havde det sat sig på en sandbanke. Ved højeste vande lykkes det endeligt at få den fri og vi kunne påbegynde sejladsen hjemover. Stormen havde dog presset isbælter ind mod land og vi forcerede adskillelige bælter på vej hjem. Vi snoede ind mellem opskruninger og skubbede drivis væk med bådshager, vi sneg os inden om skær og små øer. Efter en lang og udmattende sejltur nåede vi endelig Daneborg - det er ikke altid lige let at sejle i isfyldt farvand.
I slutningen af august tog vores ældstehold hjem. Det var vemodigt at sige farvel ved flyet, og lige pludseligt stod vi som de erfarne ældstefolk.
Efter slædeholdenes inddeling i september, blev der tid til at reppe grejer og bygge slæder. Den nye mand i SH5 hedder Anders og har derhjemme læst psykologi, dvs. at vi nu er to studenterfupper i SH5. Til trods for dette fik vi dog bygget en ny slæde, som fik navnet Die Eisbären. Den er blevet prøvekørt og levede heldigvis op til idealet om tysk effektivitet.
I oktober blev tiden brugt på fagområderne, hvor vi i vappe fik tilgang af fire nye hunde. To tæver og to hanhunde. De var og er stadigvæk ikke til at stå for, de tumler rundt, leger og opdager hele tiden nye måder at drive vappefolkene til vanvid. I slutningen af oktober kom der mere og mere fokus på de kommende slæderejser, som skulle tage deres begyndelse den 1. november. Desværre var issituationen endnu for dårlig og slædeholdene kom afsted en uge for sent.
Dette år skal jeg køre som gnist og skal derved kun køre en halv slædesæson. Vi er to slædehold som skiftes til at være på Daneborg, vi foretager radiokommunikationen mellem slædeholdene og Grønlandskommando. Vi har kontakt til de øvrige slædehold to gange om dagen og i den mellemliggende tid kan vi stort set gøre hvad der passer os. Stationen skal dog fungere og vi to mand sørger nu selv for vandproduktion, elektricitet fra vores generatorer og varme fra vores mange oliefyr.
Den 1. december tager vi afsted på vores efterårsrejse, vi forventer at være hjemme den 22. december igen, så det bliver en kort tur i det tiltagende mørke. Vi glæder os dog begge til nye eventyr i nationalparken.
PS.
Jeg lægger lidt billeder op i løbet af de nærmeste dage.
tirsdag den 2. juni 2009
Forårsrejse 2009
Så er slædeholdene kommet hjem, vi er nu samlet igen for første gang siden oktober. Vi kom hjem tre dage før de øvrige slædehold, da vi har kørt i sydområdet. Den sidste uge var præget af tiltagende afsmeltning og brede revner i havisen. Desuden skulle vi skynde os nordpå. for at recce for en overkørsel, de andre skulle over, det gik heldigvis fint selv om der var lidt våde fødder.
Forud for denne sidste våde uge har der været flere måneders slædekørsel, i de næste par afsnit vil jeg fortælle lidt om ruten og de oplevelser vi har haft undervejs.
I midten af april nåede vi til Mestersvig station, hvor vi havde et par dejlige dage med god mad og afslapning.
Det er fantastisk at komme til en station efter en måneds kørsel. Man bliver hurtigt forvent når man har alle dagligdagens goder omkring sig, men når de bliver taget væk i længere perioder, finder man ud af hvor lækre de faktisk er. Vi kunne således nyde en seng med dyne, i mit tilfælde med prinsessemotiver, et bad, et toilet og alle de andre små ting. Det kan godt være lidt svært at køre af sted igen, men det lykkedes og vi kunne køre det første stykke i gamle spor. Vi nåede uden problemer en gammel fangstmandshytte, som var dagens mål. Opstemt over det gode føre, begyndte jeg at drømme om alle de kilometer vi kunne nå i de kommende måneder.
Jeg har været en ukuelig optimist. I perioder med ringe føre har jeg således været overbevist om at føret nok skulle blive bedre ved næste kap, eller fjord. Denne optimisme er dog, gennem erfaring, blevet til en forsigtig forhåbningsfuldhed. I dette tilfælde skulle jeg igen blive klogere…
Efter et par dage begyndte føret at blive værre og værre, indtil vi til sidst kørte i 50-60 cm. puddersne. Hundene var heldigvis udhvilede og kunne tage deres del af arbejdet, mens vi gik foran. Vi skulle køre en landoverkørsel gennem Polhelmsdal, som er kendt for at være lidt blød. Den levede op til sit navn, og efter to dage med vendelæs var jeg ikke længere optimistisk eller forhåbningsfuld. Vi kom dog omsider op i vandskellet (dalens højeste punkt), her blev vi overrasket af løbende vand og sjap. Vi slog teltet op på en sø, hvor der var ca. 150 m. hen til sjappet, da vi vågnede næste morgen var der kun 20 m. Efter hurtigt at have gjort klar til at køre var det nået hundene og vi lagde ud med våde fødder. Af sted gik det dog, og dette var sidste dag i dalen, det var en fed fornemmelse at nå havisen igen, men håbet om knaldeføre blev dog gjort til skamme. Vi måtte gå i et par timer før føret blev godt igen, men så kunne vi til gengæld stå ved slæden for første gang i en uge - fantastisk! Målet var Ella Ø Station, hvor vi tilbringer en del af sommeren, under depotudlægningerne, her skulle vi have to hviledage. De gik alt for hurtigt, men dagen inden vi skulle af sted igen fik vi en melding fra SH3, som havde været udsat for et lille uheld. Torben var faldet på en skarpsten, han havde fået to sting af hans slædemakker, men døjede med en del smerter. De lå kun et par kilometer fra stationen og Gormsen kørte over med en tom slæde for at hente ham.
Vi havde en hyggelig aften, med det uheldige slædehold, men så skulle vi til gengæld også af sted. Det kom vi dog ikke, jeg lagde mig med en maveforgiftning og var ikke i stand til at køre slæde de næste par dage. Herefter kom lavtrykkene med slud og temp. helt op til +5C, efter at have afleveret 50 cm. tøsne, klarede vejret endeligt op. Vi besluttede os for at vende døgn og komme af sted, da havde vi ligget der i 8 dage. Det er helt almindeligt at vende døgn og det hænger sammen med at det er noget koldere om natten, med bedre føre. Det tager dog et par dage før kroppen har vænnet sig til det, det føles lidt som at feste en uges tid, bare uden tømmermænd.
Efter Ella Ø skulle vi ind og bunde endnu en fjord og her begyndte tøbruddet for alvor at sætte ind. Vi passerede flere brede revner og sneen væltede ned fra fjeldene, i store og små laviner. Føret var ikke særligt godt efter det massive snefald, men med de høje temp. om dagen kunne der ikke gå lang tid, før sneen faldt nok sammen til at kunne holde slæden. Til at begynde med kunne skorpen dog ikke holde til hunde eller slæde og det var stort umuligt at bryde den, med skiene. Vi besluttede derfor at smide os og bunde fjorden som en fodpatrulje i det gode vejr. Valget faldt på mig og jeg begav mig hurtigt af sted mens Gormsen slog teltet op. Det blev til en dejlig dag med lune temp. og høj sol, jeg nåede dog ikke helt ind i bunden pga. af åbent vand. 8-9 timer senere nåede jeg tilbage til teltet efter en tur på ca. 35 km., da var jeg også klar til at hoppe i posen.
Lidt efter lidt blev føret bedre og snart kunne skorpen holde både hunde og slæde, nu kunne vi endelig køre slæde. det tidlige tøbrud bekymrede dog Grønlandskommandoen og efter mange telefonsamtaler med Chef Sirius, blev slædeholdene beordret sydover mod Daneborg. Det gjaldt også os, som kørte under de lunere himmelstrøg. Vi kunne dog begynde at køre 40 km om dagen og kom derfor godt fremefter. En nat vågnede vi i teltet ved et værre spektakel fra hundene, af vane råbte vi bare efter dem og vendte os om på siden, men de blev ved, derfor gik Gormsen ud for at give dem en omgang med bremsetovet. Det viste sig dog at være en bjørn der forårsagede balladen, den lå lidt tilbage i sporet og hyggede sig. Da vi kom ud af teltet forsvandt den dog hurtigt og var således ikke indstillet på at få sit billede i slædeposten. Næste morgen kunne vi se at den havde været inde på 100 m. af teltet, en reminder til fupperne om at være lidt mere på mærkerne.
Vi nåede hurtigt nordpå og efter et par uger var vi ”næsten” hjemme, vi manglede kun et par hundrede km. til Daneborg. Disse skulle til gengæld køres hurtigt, da vi som bekendt skulle recce en landoverkørsel for nordholdene. Vi fik kørt ca. 250 km. på 6 dage, vi strøg derudaf, men det var lange dage og de tog hårdt på hundene, men de skal jo ligge stille de kommende måneder, så den fik lidt ekstra. Lige pludselig var det min fødselsdag, det var også dagen vi skulle ramme Zackenberg depot, der indeholdt øl. Dagen lagde ud med at jeg gik gennem isen med min ene fod, fantastisk at starte dagen på… Vi kørte af sted men efter kort tid begyndte der at komme mange revner, hundene var dog blevet gode til selv at springe over, så vi klarede den fint til at starte med. Vi nåede dog et bælte med flere revner, hundene sprang over den første, men standsede ved den næste, det passede tilfældigvis med at slæden kun var kommet halvvejs over den første, før også den standsede. Vi stod på vingen (det bagerste bundbræt er forlænget så man kan stå på det), den forskubbede balance betød at vi gled langsomt tilbage, ned i det kolde vand. Vi kom hurtigt op fra vores synkronsvømning og måtte grine af situationen og de forbavsede hunde. Resten af dagen fortsatte uden problemer og vi nåede hytten, hvor de kolde øl ventede. Efter et par dage i hytten med forskellige fodpatruljer, kørte vi den sidste strækning til Daneborg. En slædesæson er slut og nu begynder sommerens aktiviteter og en hverdag på Daneborg. Vi skal i gang på vores fareområder og der er en masse arbejde at tage fat på, inden forældrebesøg og de nye fuppers ankomst. Det er dog rart at være samlet igen, tale turene igennem og fortælle røvere om alle de ting vi har oplevet.
Og det bliver til røverhistorier, for er der én ting en Siriusmand kan, er det at lægge mindst 50 % til alle historier.
De følgende indlæg vil indeholde historier fra min dagbog, samt billeder knyttet til disse notater. Der vil ligeledes følge lidt data ang. antal kilometer mm.
Forud for denne sidste våde uge har der været flere måneders slædekørsel, i de næste par afsnit vil jeg fortælle lidt om ruten og de oplevelser vi har haft undervejs.
I midten af april nåede vi til Mestersvig station, hvor vi havde et par dejlige dage med god mad og afslapning.
Det er fantastisk at komme til en station efter en måneds kørsel. Man bliver hurtigt forvent når man har alle dagligdagens goder omkring sig, men når de bliver taget væk i længere perioder, finder man ud af hvor lækre de faktisk er. Vi kunne således nyde en seng med dyne, i mit tilfælde med prinsessemotiver, et bad, et toilet og alle de andre små ting. Det kan godt være lidt svært at køre af sted igen, men det lykkedes og vi kunne køre det første stykke i gamle spor. Vi nåede uden problemer en gammel fangstmandshytte, som var dagens mål. Opstemt over det gode føre, begyndte jeg at drømme om alle de kilometer vi kunne nå i de kommende måneder.
Jeg har været en ukuelig optimist. I perioder med ringe føre har jeg således været overbevist om at føret nok skulle blive bedre ved næste kap, eller fjord. Denne optimisme er dog, gennem erfaring, blevet til en forsigtig forhåbningsfuldhed. I dette tilfælde skulle jeg igen blive klogere…
Efter et par dage begyndte føret at blive værre og værre, indtil vi til sidst kørte i 50-60 cm. puddersne. Hundene var heldigvis udhvilede og kunne tage deres del af arbejdet, mens vi gik foran. Vi skulle køre en landoverkørsel gennem Polhelmsdal, som er kendt for at være lidt blød. Den levede op til sit navn, og efter to dage med vendelæs var jeg ikke længere optimistisk eller forhåbningsfuld. Vi kom dog omsider op i vandskellet (dalens højeste punkt), her blev vi overrasket af løbende vand og sjap. Vi slog teltet op på en sø, hvor der var ca. 150 m. hen til sjappet, da vi vågnede næste morgen var der kun 20 m. Efter hurtigt at have gjort klar til at køre var det nået hundene og vi lagde ud med våde fødder. Af sted gik det dog, og dette var sidste dag i dalen, det var en fed fornemmelse at nå havisen igen, men håbet om knaldeføre blev dog gjort til skamme. Vi måtte gå i et par timer før føret blev godt igen, men så kunne vi til gengæld stå ved slæden for første gang i en uge - fantastisk! Målet var Ella Ø Station, hvor vi tilbringer en del af sommeren, under depotudlægningerne, her skulle vi have to hviledage. De gik alt for hurtigt, men dagen inden vi skulle af sted igen fik vi en melding fra SH3, som havde været udsat for et lille uheld. Torben var faldet på en skarpsten, han havde fået to sting af hans slædemakker, men døjede med en del smerter. De lå kun et par kilometer fra stationen og Gormsen kørte over med en tom slæde for at hente ham.
Vi havde en hyggelig aften, med det uheldige slædehold, men så skulle vi til gengæld også af sted. Det kom vi dog ikke, jeg lagde mig med en maveforgiftning og var ikke i stand til at køre slæde de næste par dage. Herefter kom lavtrykkene med slud og temp. helt op til +5C, efter at have afleveret 50 cm. tøsne, klarede vejret endeligt op. Vi besluttede os for at vende døgn og komme af sted, da havde vi ligget der i 8 dage. Det er helt almindeligt at vende døgn og det hænger sammen med at det er noget koldere om natten, med bedre føre. Det tager dog et par dage før kroppen har vænnet sig til det, det føles lidt som at feste en uges tid, bare uden tømmermænd.
Efter Ella Ø skulle vi ind og bunde endnu en fjord og her begyndte tøbruddet for alvor at sætte ind. Vi passerede flere brede revner og sneen væltede ned fra fjeldene, i store og små laviner. Føret var ikke særligt godt efter det massive snefald, men med de høje temp. om dagen kunne der ikke gå lang tid, før sneen faldt nok sammen til at kunne holde slæden. Til at begynde med kunne skorpen dog ikke holde til hunde eller slæde og det var stort umuligt at bryde den, med skiene. Vi besluttede derfor at smide os og bunde fjorden som en fodpatrulje i det gode vejr. Valget faldt på mig og jeg begav mig hurtigt af sted mens Gormsen slog teltet op. Det blev til en dejlig dag med lune temp. og høj sol, jeg nåede dog ikke helt ind i bunden pga. af åbent vand. 8-9 timer senere nåede jeg tilbage til teltet efter en tur på ca. 35 km., da var jeg også klar til at hoppe i posen.
Lidt efter lidt blev føret bedre og snart kunne skorpen holde både hunde og slæde, nu kunne vi endelig køre slæde. det tidlige tøbrud bekymrede dog Grønlandskommandoen og efter mange telefonsamtaler med Chef Sirius, blev slædeholdene beordret sydover mod Daneborg. Det gjaldt også os, som kørte under de lunere himmelstrøg. Vi kunne dog begynde at køre 40 km om dagen og kom derfor godt fremefter. En nat vågnede vi i teltet ved et værre spektakel fra hundene, af vane råbte vi bare efter dem og vendte os om på siden, men de blev ved, derfor gik Gormsen ud for at give dem en omgang med bremsetovet. Det viste sig dog at være en bjørn der forårsagede balladen, den lå lidt tilbage i sporet og hyggede sig. Da vi kom ud af teltet forsvandt den dog hurtigt og var således ikke indstillet på at få sit billede i slædeposten. Næste morgen kunne vi se at den havde været inde på 100 m. af teltet, en reminder til fupperne om at være lidt mere på mærkerne.
Vi nåede hurtigt nordpå og efter et par uger var vi ”næsten” hjemme, vi manglede kun et par hundrede km. til Daneborg. Disse skulle til gengæld køres hurtigt, da vi som bekendt skulle recce en landoverkørsel for nordholdene. Vi fik kørt ca. 250 km. på 6 dage, vi strøg derudaf, men det var lange dage og de tog hårdt på hundene, men de skal jo ligge stille de kommende måneder, så den fik lidt ekstra. Lige pludselig var det min fødselsdag, det var også dagen vi skulle ramme Zackenberg depot, der indeholdt øl. Dagen lagde ud med at jeg gik gennem isen med min ene fod, fantastisk at starte dagen på… Vi kørte af sted men efter kort tid begyndte der at komme mange revner, hundene var dog blevet gode til selv at springe over, så vi klarede den fint til at starte med. Vi nåede dog et bælte med flere revner, hundene sprang over den første, men standsede ved den næste, det passede tilfældigvis med at slæden kun var kommet halvvejs over den første, før også den standsede. Vi stod på vingen (det bagerste bundbræt er forlænget så man kan stå på det), den forskubbede balance betød at vi gled langsomt tilbage, ned i det kolde vand. Vi kom hurtigt op fra vores synkronsvømning og måtte grine af situationen og de forbavsede hunde. Resten af dagen fortsatte uden problemer og vi nåede hytten, hvor de kolde øl ventede. Efter et par dage i hytten med forskellige fodpatruljer, kørte vi den sidste strækning til Daneborg. En slædesæson er slut og nu begynder sommerens aktiviteter og en hverdag på Daneborg. Vi skal i gang på vores fareområder og der er en masse arbejde at tage fat på, inden forældrebesøg og de nye fuppers ankomst. Det er dog rart at være samlet igen, tale turene igennem og fortælle røvere om alle de ting vi har oplevet.
Og det bliver til røverhistorier, for er der én ting en Siriusmand kan, er det at lægge mindst 50 % til alle historier.
De følgende indlæg vil indeholde historier fra min dagbog, samt billeder knyttet til disse notater. Der vil ligeledes følge lidt data ang. antal kilometer mm.
onsdag den 15. april 2009
Hviledage på Mestersvig Station
Så er vi nået til Mestersvig, den dejlige oase midt i sneørkenen. Vi skulle egentligt have været til Constable Pynt, som ligger et par hundrede kilometer sydligere, men vi er blevet omdirrigeret for at blive vist frem ved et VIP besøg. Det er naturligvis ærgeligt ikke at kunne køre vores planlagte rute, men det er ikke noget vi kan ændre og det giver mere luft i forhold til vores kilometerskema. Men inden jeg kommer for godt i gang med en masse små historier, så lad mig begynde fra en ende af med, hvordan det er gået os indtil videre.
Som I kunne læse havde vi et par vejrfaste inden vi kom afsted fra DNB. Føret Lagde fint ud og den første uge gik med at køre gennem store dale og dybe søer. Det var et fantastisk smukt landskab, med stejle fjeldsider og blankis, hvor man kunne se igennem den 2 meter tykke is som var det glas, det føles lidt mærkeligt når man kører over søens mørke. En dag var jeg så heldig at skyde en snehare under en jagttur i fjeldet, den blev brækket i sneen og spist samme aften, det var en fantastisk følelse af jagt i den traditionelle forstand og den smagte fantastisk. Det var desværre også det eneste vildt vi har spist, der har været forbløffende få jagtmuligheder, så vi har levet af vores tørkost istedet. Det er en såre simpel måde at lave mad på, vi koger en ltr. vand og hælder en kuvert med pulver ud over, efter at have rørt det sammen har man et måltid - mmm. lækkert!
De sidste tre uger har vi været ramt af dårligt føre, med snedybder på op til 50 cm. Det har været udtroligt hårdt, og desværre ser det ikke ud til at blive bedre foreløbigt. En af dagene kørte vi i en halv meter sne og nåede sølle 7 km., det var til trods for at vi kørte i 9 timer. Jeg behøver vist ikke skrive, at det ikke var den bedste dag i min hidtidige slædekarriere. Vi kørte vendelæs, hvilket vil sige at man smider halvdelen af læsset for at hente det senere, dette er noget vi gør hvis hundene ikke kan trække hele læsset på een gang. Efter at have gået foran en time, med høje knæløft, skiftede jeg med Gormsen og kørte hundene tilbage for at hente haldelen af læsset. Da jeg kom derned fik jeg pakket slæden og vendt hundene, men lige pludseligt gik de i sort og ville slet ingenting. Vi har kørt dem hårdt og de har naturligvis været trætte, men det var ikke noget der gik i den pågældende situation, frem de skulle vi! Jeg kunne næsten ikke starte dem, og da det endeligt lykkedes standsede de efter 10 meter. Selv min store tålmodighed måtte til sidste give fortabt, og over den næste halve time fik jeg adskildelige raserianfald af dimensioner. Jeg bandede og råbte og skreg af de forbandede møghunde der ikke magtede noget som helst, og lige så stille begyndte hundene af blive både bange og forvirrede, hvilket eskalerede situationen yderligere... Til sidst standsede jeg op og tænkte lidt over, hvad det egentligt var jeg var i gang med, det kunne jeg ikke lige svare på og jeg satte mig ned på slæden og røg en cigaret. Jeg nåede frem til en erkendelse af at jeg greb situationen helt forkert an og at jeg ikke fik noget som helst ud af det. I dag kan jeg se at det var udtryk for flere frustrationer, det elendige føre og vejr som tærrede på energien. Men jeg lærte utroligt meget i de få timer og nåede frem til adskillelige erkendelser, som jeg kan bruge fremadrettet. I enhver situation er der noget positivt og det skal man fokusere på, i stedet for at brænde sammen over det negative. Det lyder unægteligt som noget fra en bog med titlen: "Kend dig selv" eller lignende, men for mig har det været meget givende.
Vi kommer nok ikke til at køre hele vores planlagte rute og vi kommer højst sansynligt til at gå foran resten af forårsturen, det er selvfølgeligt ærgeligt. Det er ikke noget vi kan ændre så der er ingen grund til at dvæle ved det, til gengæld begynder sælsæsonen nu og med dem, kommer bamserne. I stedet for at køre en masse kilometer, kan vi i stedet koncentrere os om de gode jagtmuligheder.
Det slædehold som kørte hernede i sydområdet sidste år, fodrede deres hunde med sælkød stort set hver dag, men det var ikke kun sæler det vrimlede med, de så over 30 bjørne. Jeg fik fortalt en historie om en hun med to unger som var blevet tiltrukket af færten fra en skudt sæl. Ungerne var ca. et år og meget nysgerrige og tumlede rundt ti meter fra slæden og legede som hvalpe, der ikke helt har styr på motorikken. Moderen holdt sig lidt på afstand og havde problemer med at kalde ungerne til sig, til sidst fik slædeholdet dog også nok og da fik de et par knaldskud. Forleden så vi også et par friske bjørnespor, det var også en hun med to unger, de så meget små ud og de er sikkert kommet ud af hi for nyligt. I de kommende to måneder håber vi på at se en masse bjørne og sæler, jeg vil selvfølgelig tage en masse billeder, som vil blive lagt op på bloggen når vi kommer hjem. Solen er nu så meget fremme, at vi næsten kan tage billeder og film hele døgnet, så der kommer en hel del materiale på nettet.
Inden jeg slutter kan jeg fortælle, at temperaturen ligger på ca. -15 i dagtimerne og -20-25 i nattetimerne. I solen kommer vi helt op på +15 og når der ingen vind er, kan vi gå uden hue og halstørklæde - fantastisk!!!
Jeg håber I alle har det rigtigt godt derhjemme og at I har haft en god påske.
Som I kunne læse havde vi et par vejrfaste inden vi kom afsted fra DNB. Føret Lagde fint ud og den første uge gik med at køre gennem store dale og dybe søer. Det var et fantastisk smukt landskab, med stejle fjeldsider og blankis, hvor man kunne se igennem den 2 meter tykke is som var det glas, det føles lidt mærkeligt når man kører over søens mørke. En dag var jeg så heldig at skyde en snehare under en jagttur i fjeldet, den blev brækket i sneen og spist samme aften, det var en fantastisk følelse af jagt i den traditionelle forstand og den smagte fantastisk. Det var desværre også det eneste vildt vi har spist, der har været forbløffende få jagtmuligheder, så vi har levet af vores tørkost istedet. Det er en såre simpel måde at lave mad på, vi koger en ltr. vand og hælder en kuvert med pulver ud over, efter at have rørt det sammen har man et måltid - mmm. lækkert!
De sidste tre uger har vi været ramt af dårligt føre, med snedybder på op til 50 cm. Det har været udtroligt hårdt, og desværre ser det ikke ud til at blive bedre foreløbigt. En af dagene kørte vi i en halv meter sne og nåede sølle 7 km., det var til trods for at vi kørte i 9 timer. Jeg behøver vist ikke skrive, at det ikke var den bedste dag i min hidtidige slædekarriere. Vi kørte vendelæs, hvilket vil sige at man smider halvdelen af læsset for at hente det senere, dette er noget vi gør hvis hundene ikke kan trække hele læsset på een gang. Efter at have gået foran en time, med høje knæløft, skiftede jeg med Gormsen og kørte hundene tilbage for at hente haldelen af læsset. Da jeg kom derned fik jeg pakket slæden og vendt hundene, men lige pludseligt gik de i sort og ville slet ingenting. Vi har kørt dem hårdt og de har naturligvis været trætte, men det var ikke noget der gik i den pågældende situation, frem de skulle vi! Jeg kunne næsten ikke starte dem, og da det endeligt lykkedes standsede de efter 10 meter. Selv min store tålmodighed måtte til sidste give fortabt, og over den næste halve time fik jeg adskildelige raserianfald af dimensioner. Jeg bandede og råbte og skreg af de forbandede møghunde der ikke magtede noget som helst, og lige så stille begyndte hundene af blive både bange og forvirrede, hvilket eskalerede situationen yderligere... Til sidst standsede jeg op og tænkte lidt over, hvad det egentligt var jeg var i gang med, det kunne jeg ikke lige svare på og jeg satte mig ned på slæden og røg en cigaret. Jeg nåede frem til en erkendelse af at jeg greb situationen helt forkert an og at jeg ikke fik noget som helst ud af det. I dag kan jeg se at det var udtryk for flere frustrationer, det elendige føre og vejr som tærrede på energien. Men jeg lærte utroligt meget i de få timer og nåede frem til adskillelige erkendelser, som jeg kan bruge fremadrettet. I enhver situation er der noget positivt og det skal man fokusere på, i stedet for at brænde sammen over det negative. Det lyder unægteligt som noget fra en bog med titlen: "Kend dig selv" eller lignende, men for mig har det været meget givende.
Vi kommer nok ikke til at køre hele vores planlagte rute og vi kommer højst sansynligt til at gå foran resten af forårsturen, det er selvfølgeligt ærgeligt. Det er ikke noget vi kan ændre så der er ingen grund til at dvæle ved det, til gengæld begynder sælsæsonen nu og med dem, kommer bamserne. I stedet for at køre en masse kilometer, kan vi i stedet koncentrere os om de gode jagtmuligheder.
Det slædehold som kørte hernede i sydområdet sidste år, fodrede deres hunde med sælkød stort set hver dag, men det var ikke kun sæler det vrimlede med, de så over 30 bjørne. Jeg fik fortalt en historie om en hun med to unger som var blevet tiltrukket af færten fra en skudt sæl. Ungerne var ca. et år og meget nysgerrige og tumlede rundt ti meter fra slæden og legede som hvalpe, der ikke helt har styr på motorikken. Moderen holdt sig lidt på afstand og havde problemer med at kalde ungerne til sig, til sidst fik slædeholdet dog også nok og da fik de et par knaldskud. Forleden så vi også et par friske bjørnespor, det var også en hun med to unger, de så meget små ud og de er sikkert kommet ud af hi for nyligt. I de kommende to måneder håber vi på at se en masse bjørne og sæler, jeg vil selvfølgelig tage en masse billeder, som vil blive lagt op på bloggen når vi kommer hjem. Solen er nu så meget fremme, at vi næsten kan tage billeder og film hele døgnet, så der kommer en hel del materiale på nettet.
Inden jeg slutter kan jeg fortælle, at temperaturen ligger på ca. -15 i dagtimerne og -20-25 i nattetimerne. I solen kommer vi helt op på +15 og når der ingen vind er, kan vi gå uden hue og halstørklæde - fantastisk!!!
Jeg håber I alle har det rigtigt godt derhjemme og at I har haft en god påske.
lørdag den 7. marts 2009
Forårsrejsen Del 2
Vi lægger selvfølgelig ud med en vejrfast på Daneborg, udenfor blæser det 30 knob, og i det vejr køres der ingen steder. Det betyder dog at vi bliver et par dage forsinkede og at vi højst sandsynligt kommer til at skære noget af turen fra. Martsbesøget har været præget af travlhed og høj aktivitet, det var ikke mange sldegrejer vi fik lavet under besøget, men nu er vi til gengæld klar til afrejse. Foran os venter det arktiske forår som er præget af store temp.stigninger og nærmest kaotiske tilstande af tilrejsende fugleliv. Gæssene kommer tilbage til kysten, i store og små flokke overflyver de slæderne, så det næsten tager livet af en ivrig jæger - de må desværre ikke skydes i nationalparken. Snespurvene kommer også tilbage, de smukke små fugle vil kunne ses ved hytterne, hvor man kan komme ganske tæt på dem. Til sidst kommer edderfuglene, som nervøst sidder og afventer isens brud på de snebare pletter. Alt dette begynder inden for de næste par måneder og i takt med de stigene temp. kan det kun bliver et skønt forår, fyldt med spændende landskeber og en masse god jagt.
Vi kommer til at køre i områder med god jagt på rype, snehare og sæl. Sidstnævnte er dog endnu umulige at komme på skudhold af, men når temp. stiger og de bliver døsige i solen, kan man for alvor spæde noget kraftfoder til hundenes pemikanplader.
Da martsbesøget ankom, havde de min nye riffel med, og i går havde jeg endeligt tid til at afprøve den. Der er ingen tvivl om at jeg har gjort et godt køb, den skyder helt fantastisk og jeg kan ikke lade være med at sidde med et smøret smil når jeg sidder med den i hånden. Det er en rigtig drengeriffel. Rekylet i den er stort set noneksistent, til dem der har brugt forsvarets M95, ligger den forbløffende tæt på. Aftrækket er ligeledes bygget op på denne måde, med trygpunktsaftræk, det er en af de ting jeg sætter stor pris på, selv om mange jægere ser skævt til det.
Under alle omstændigheder skal vildtet i nationalparken, passe meget på i det kommende 1,5 år...
mandag den 23. februar 2009
Tilbage på Daneborg
Så nåede vi atter tilbage på Daneborg, efter en lang tur hjem fra Danmarkshavn.
Vi så solen for første gang den 11/2 og siden har den været stigende i horisonten mod syd. Det er en ganske speciel følelse, første gang man ser den store projektør, efter flere måneder under stjernerne. Nu kan vi nyde den helt indtil november næste år, over de næste par måneder vil den fortsætte med at tiltage, indtil vi har døgnsol en gang i april.
For en uge siden havde vi slagsmål i hundekæden og Mimer, som er spandet bas måtte under kniven. Kikuk havde bidt en trædepude op, en skade som er lang tid om at hele. Jeg gav ham 5 sting og han har siden ligget på slæden om dagen og i hytten eller teltet om aftenen. Det er meget irriterende at have en hund på læsset, de hyler og føler sig generelt meget forudrettede over deres stuation. Mimer har ovenikøbet haft dårlig mave og det har flere gange resulteret i lort på liggeunderlagene og min ydersovepose - møghund!!! Det har dog været hyggeligt at have en hyttehund, det er først når man får en slædehund indenfor at man virkelig ser hvor store de er. Jeg har svært ved at forestille mig at han nogensinde bliver slædehund igen, efter hans tilvænning til det søde liv indenfor, med en masse kæleri og opmærksomhed.
Turen hjem fra Danmarkshavn har været præget af meget forskelligt føre, med alt fra hårdføgent til 1/2 m. blød sne. Den sidste 5-6 dage har vi fulgtes med SH2 (Anders og Flemming), det har været hyggeligt og spændende at se hvordan de andre slædeholds rutiner er. Det har også været fint med et par mand mere, eftersom vi har gået foran siden vi mødte SH2. Det har været et helvedes føre, med sne med op til 1/2 meter, vi er gået to mand foran for at trampe spor og de sidste to mand har gået nede ved hundene. Dagene har ligeledes været lange, nogle af dagene har vi gået over 9 timer og det sætter spor i kroppen. En af dagene gik vi 9.30 timer og nåede kun at køre 35 km., til sammenligning kørte vi i efteråret 60 km. på kun syv timer.
I går gik jeg foran sammen med Anders og bi nåede et godt stykke foran slædene. Jeg døjede lidt med kulden selv om det "kun" var -26C, sådan fortsatte vi lidt tid indtil jeg til sidst måtte have varmen. Mine fingre havde jeg især problemer med at få varmen i, uanset hvad jeg gjorde ville de ikke rigtigt makke ret. Endeligt nåede slæderne op til os og vi kunne få en velfortjent pause efter at have gået foran i et par timer. Jeg fik en jakke på og varmen kom stille og roligt tilbage i kroppen, bortstet fra min venstre hånd. Da jeg lavede et par kuskeslag (det gør vi meget) Kunne jeg mærke at der var noget galt med en af mine fingre, og da den ved et tilfælde ramte slæden lød det som når man banker to stykker træ sammen. Jeg blev naturligvis lidt bekymret og tog handsken af for at se til fingeren, den yderste centimeter var hvid.
Der var ikke andet at gøre end at varme den op igen, og med lidt ængstelse tog jeg mine forholdsregler og kørte videre. Den følgende time holdt jeg fingeren inde i min knyttede hånd og lidt efter lidt kom varmen og farven tilbage. Det var heldigvis ingen dybere forfrysning, men det er lesson learned, men skal altid holde øje med ekstremiteterne når man er ude og især når man tramper spor. I dag er min finger øm og der kommer til at gå et par måneder før jeg får alt følelsen tilbage. Efter et par dag vil det yderste hud begynde at skalde af og så er den så god som ny.
Da vi endeligt ko hjem havde vi kørt i ca. 10 timer, da jeg lagde mig i min seng efter et kæmpe måltid mad og et par dåsecolaer, gik der ikke mange øjeblikke før jeg gik ud som et lys.
Nu har vi ca. 10 dage på stationen, hvor vi skal have styr på alle vores grejer og så kører vi sydover og er hjemm igen til juni.
Jeg har taget lidt billeder og jeg lægger dem op på bloggen i løbet af de næste par dage.
Vi så solen for første gang den 11/2 og siden har den været stigende i horisonten mod syd. Det er en ganske speciel følelse, første gang man ser den store projektør, efter flere måneder under stjernerne. Nu kan vi nyde den helt indtil november næste år, over de næste par måneder vil den fortsætte med at tiltage, indtil vi har døgnsol en gang i april.
For en uge siden havde vi slagsmål i hundekæden og Mimer, som er spandet bas måtte under kniven. Kikuk havde bidt en trædepude op, en skade som er lang tid om at hele. Jeg gav ham 5 sting og han har siden ligget på slæden om dagen og i hytten eller teltet om aftenen. Det er meget irriterende at have en hund på læsset, de hyler og føler sig generelt meget forudrettede over deres stuation. Mimer har ovenikøbet haft dårlig mave og det har flere gange resulteret i lort på liggeunderlagene og min ydersovepose - møghund!!! Det har dog været hyggeligt at have en hyttehund, det er først når man får en slædehund indenfor at man virkelig ser hvor store de er. Jeg har svært ved at forestille mig at han nogensinde bliver slædehund igen, efter hans tilvænning til det søde liv indenfor, med en masse kæleri og opmærksomhed.
Turen hjem fra Danmarkshavn har været præget af meget forskelligt føre, med alt fra hårdføgent til 1/2 m. blød sne. Den sidste 5-6 dage har vi fulgtes med SH2 (Anders og Flemming), det har været hyggeligt og spændende at se hvordan de andre slædeholds rutiner er. Det har også været fint med et par mand mere, eftersom vi har gået foran siden vi mødte SH2. Det har været et helvedes føre, med sne med op til 1/2 meter, vi er gået to mand foran for at trampe spor og de sidste to mand har gået nede ved hundene. Dagene har ligeledes været lange, nogle af dagene har vi gået over 9 timer og det sætter spor i kroppen. En af dagene gik vi 9.30 timer og nåede kun at køre 35 km., til sammenligning kørte vi i efteråret 60 km. på kun syv timer.
I går gik jeg foran sammen med Anders og bi nåede et godt stykke foran slædene. Jeg døjede lidt med kulden selv om det "kun" var -26C, sådan fortsatte vi lidt tid indtil jeg til sidst måtte have varmen. Mine fingre havde jeg især problemer med at få varmen i, uanset hvad jeg gjorde ville de ikke rigtigt makke ret. Endeligt nåede slæderne op til os og vi kunne få en velfortjent pause efter at have gået foran i et par timer. Jeg fik en jakke på og varmen kom stille og roligt tilbage i kroppen, bortstet fra min venstre hånd. Da jeg lavede et par kuskeslag (det gør vi meget) Kunne jeg mærke at der var noget galt med en af mine fingre, og da den ved et tilfælde ramte slæden lød det som når man banker to stykker træ sammen. Jeg blev naturligvis lidt bekymret og tog handsken af for at se til fingeren, den yderste centimeter var hvid.
Der var ikke andet at gøre end at varme den op igen, og med lidt ængstelse tog jeg mine forholdsregler og kørte videre. Den følgende time holdt jeg fingeren inde i min knyttede hånd og lidt efter lidt kom varmen og farven tilbage. Det var heldigvis ingen dybere forfrysning, men det er lesson learned, men skal altid holde øje med ekstremiteterne når man er ude og især når man tramper spor. I dag er min finger øm og der kommer til at gå et par måneder før jeg får alt følelsen tilbage. Efter et par dag vil det yderste hud begynde at skalde af og så er den så god som ny.
Da vi endeligt ko hjem havde vi kørt i ca. 10 timer, da jeg lagde mig i min seng efter et kæmpe måltid mad og et par dåsecolaer, gik der ikke mange øjeblikke før jeg gik ud som et lys.
Nu har vi ca. 10 dage på stationen, hvor vi skal have styr på alle vores grejer og så kører vi sydover og er hjemm igen til juni.
Jeg har taget lidt billeder og jeg lægger dem op på bloggen i løbet af de næste par dage.
lørdag den 7. februar 2009
Hviledage på Danmarkshavn
Så er vi nået til det historiske Danmarkshavn. Det var her Danmarksekspeditionen havde sin base, hvorfra slædeerne kørte ud.
Vi nåede frem i går aftes ved 21-tiden efter en meget lang dag på 53 km som tog ca. 9.30 timer. Planen var at slå teltet op efter 28 km., da føret mildest talt var ringe, 5-15 cm. blød sne med skorpe. Det er er hårdt at gå i da skiene skal løftes op gennem skorpen for hvert skidt man tager, sådan var de første 28 km. Da vi nåede til vores destination så vi signalskud mod nord og det viste sig at det var Danmarkshavnere, som var kørt os i møde. På det tidspunkt havde vi 27 km. ind og da de fortalte at føret blev bedre, besluttede vi os for at køre det sidste stræk. Heldigvis havde vi månen til at lyse for os, hvilket var rart eftersom dette er et knudepunkt for kystens bjørne.
På de sidste 27 km fik jeg en forfrysning på næsen, det gik forbavsende hurtigt og føltes som en forbræning. Det er dog ikke noget at himle op over da den bare er lidt øm, jeg trak rørhalstørklædet op over snudeskaftet og så var det det. Lidt mere irriterende er en af mine fingre dog, hvor jeg mangler følelsen ude på spidsen, det er flossede nerver pga. kulden og det tager lidt tid før de vokser ud igen, men så mærker man det tilgengæld ikke når man brænder sig på primussen.
Turen nordpå har været præget af meget dårligt føre. Hele første uge gik vi foran og bevægede os kun langsomt fremad, et hårdt arbejde og man kunne mærke julefedtet forsvinde dag for dag. Langs Hochstetter blev føret bedre og vi havde et par dage med knaldeføre, Da vi ramte Dovebugt blev det så igen ringe, men nu er vi nået frem og kan fylde depoterne igen.
Mandag eller tirsdag kører vi igen mod Daneborg, solen er næsten over horisonten og kommer til syne i løbet af et par dage, det bliver fantastisk at se den igen!
Hundene klarer det fint, selv om det kolde vejr er hårdt for dem, de har svært ved at holde koncentrationen og vi råber flittigt af dem hele tiden:"Kom hundene, fine hunde ja, kom så for helvede i gang eller I bliver skudt!"
Det er et hundeliv ved Slædepatruljen Sirius.
Vi nåede frem i går aftes ved 21-tiden efter en meget lang dag på 53 km som tog ca. 9.30 timer. Planen var at slå teltet op efter 28 km., da føret mildest talt var ringe, 5-15 cm. blød sne med skorpe. Det er er hårdt at gå i da skiene skal løftes op gennem skorpen for hvert skidt man tager, sådan var de første 28 km. Da vi nåede til vores destination så vi signalskud mod nord og det viste sig at det var Danmarkshavnere, som var kørt os i møde. På det tidspunkt havde vi 27 km. ind og da de fortalte at føret blev bedre, besluttede vi os for at køre det sidste stræk. Heldigvis havde vi månen til at lyse for os, hvilket var rart eftersom dette er et knudepunkt for kystens bjørne.
På de sidste 27 km fik jeg en forfrysning på næsen, det gik forbavsende hurtigt og føltes som en forbræning. Det er dog ikke noget at himle op over da den bare er lidt øm, jeg trak rørhalstørklædet op over snudeskaftet og så var det det. Lidt mere irriterende er en af mine fingre dog, hvor jeg mangler følelsen ude på spidsen, det er flossede nerver pga. kulden og det tager lidt tid før de vokser ud igen, men så mærker man det tilgengæld ikke når man brænder sig på primussen.
Turen nordpå har været præget af meget dårligt føre. Hele første uge gik vi foran og bevægede os kun langsomt fremad, et hårdt arbejde og man kunne mærke julefedtet forsvinde dag for dag. Langs Hochstetter blev føret bedre og vi havde et par dage med knaldeføre, Da vi ramte Dovebugt blev det så igen ringe, men nu er vi nået frem og kan fylde depoterne igen.
Mandag eller tirsdag kører vi igen mod Daneborg, solen er næsten over horisonten og kommer til syne i løbet af et par dage, det bliver fantastisk at se den igen!
Hundene klarer det fint, selv om det kolde vejr er hårdt for dem, de har svært ved at holde koncentrationen og vi råber flittigt af dem hele tiden:"Kom hundene, fine hunde ja, kom så for helvede i gang eller I bliver skudt!"
Det er et hundeliv ved Slædepatruljen Sirius.
tirsdag den 20. januar 2009
Forårsrejse
Kystens årstider er bestemt af slæderejserne, og i morgen tager vi afsted på forårsrejsens del 1. Det føles dog ikke meget som forår, da vi de sidste 5 dage har haft snestorm, med en masse vind og sne til følge. Det kan føles meget voldsomt at være ude i et sådant vejr, når sigten er nede på ganske få meter mister man hurtigt orienteringen. For at afhjælpe dette har vi stormreb mellem de fleste bygninger, men desværre kan man ikke altid finde dem. I disse tilfælde må man blot standse op og vente på at kunne skimte de nødlys der tændes under ringe vejr.
Da stormen lagde sig i morges fik vi det første lys at se i 5 dage. Dagene tiltager dagligt med 20 minutter, dvs. at vi har vundet ca. halvanden times lys under det dårlige vejr - og det kan mærkes. Der er ingen tvivl om at solen er på vej op, og om blot 3 uger ser vi den for første gang. Selv om den kun er oppe over horisonten i 2-3 minutter er dette en festdag for alle på kysten.
Vi kommer allerede tilbage til Daneborg den 23/2, da vi får besøg fra Grønlandskommandoen og Logistik Center Grønland. Besøget kommer til at ligne det i oktober så der sker intet nyt, men det bliver nu rart at se nogle andre mennesker.
Efter et par dage på stationen kører SH5 sydover og kommer først hjem omokring den 10/6.
Janua måned er gået hurtigt, vi har haft travlt med optællinger og bestillinger til sommerens skib. I vappe er der ikke sket meget og vi har stort set ikke haft nogen hunde der skulle repareres, så er det jo en smal sag at være vappemand.
Jeg har også haft kokketjans, et arbejde der som sidste gang var hårdt men lærerigt, men jeg må indrømme at der var noget mere overskud denne gang. Der var også mulighed for at eksperimentere i køkkenet, hvor jeg forsøgte mig med både sushi og and á l'orange. Det er nok meget godt at der ikke er nogen der kritiserer kokken (da man jo ellers får strafkager).
Som I kan læse har der ikke været nogle store begivenheder på kysten. Det mest dramatiske der er sket var at vi havde en moskusokse i hundegården. Den fik ødelagt hegnet endnu mere, nu er der snart så mange moskushuller at de kan vandre lige igennem, men det gør de jo alligevel - satans til hippiekøer!
Desværre fik den stanget Poul et par gange, den selvsamme hund som måtte bliver hjemme fra efterårsrejsen pga. skade og ovenikøbet har tabt det meste af pelsen på halen - stakkels hund.
Der skete dog ikke noget men ham og han er heldigvis klar til i morgen, med en kampvægt på 46 kg. er han en af de stærke hunde i spandet.
Piskesmæld og hundelort
fra
Slædehelten
Da stormen lagde sig i morges fik vi det første lys at se i 5 dage. Dagene tiltager dagligt med 20 minutter, dvs. at vi har vundet ca. halvanden times lys under det dårlige vejr - og det kan mærkes. Der er ingen tvivl om at solen er på vej op, og om blot 3 uger ser vi den for første gang. Selv om den kun er oppe over horisonten i 2-3 minutter er dette en festdag for alle på kysten.
Vi kommer allerede tilbage til Daneborg den 23/2, da vi får besøg fra Grønlandskommandoen og Logistik Center Grønland. Besøget kommer til at ligne det i oktober så der sker intet nyt, men det bliver nu rart at se nogle andre mennesker.
Efter et par dage på stationen kører SH5 sydover og kommer først hjem omokring den 10/6.
Janua måned er gået hurtigt, vi har haft travlt med optællinger og bestillinger til sommerens skib. I vappe er der ikke sket meget og vi har stort set ikke haft nogen hunde der skulle repareres, så er det jo en smal sag at være vappemand.
Jeg har også haft kokketjans, et arbejde der som sidste gang var hårdt men lærerigt, men jeg må indrømme at der var noget mere overskud denne gang. Der var også mulighed for at eksperimentere i køkkenet, hvor jeg forsøgte mig med både sushi og and á l'orange. Det er nok meget godt at der ikke er nogen der kritiserer kokken (da man jo ellers får strafkager).
Som I kan læse har der ikke været nogle store begivenheder på kysten. Det mest dramatiske der er sket var at vi havde en moskusokse i hundegården. Den fik ødelagt hegnet endnu mere, nu er der snart så mange moskushuller at de kan vandre lige igennem, men det gør de jo alligevel - satans til hippiekøer!
Desværre fik den stanget Poul et par gange, den selvsamme hund som måtte bliver hjemme fra efterårsrejsen pga. skade og ovenikøbet har tabt det meste af pelsen på halen - stakkels hund.
Der skete dog ikke noget men ham og han er heldigvis klar til i morgen, med en kampvægt på 46 kg. er han en af de stærke hunde i spandet.
Piskesmæld og hundelort
fra
Slædehelten
fredag den 26. december 2008
Endeligt hjemme på Daneborg
Så er alle slædeholdene kommet hjem efter nogle gode efterårspatruljer. Alle yngstefupperne har lært en masse om slædekørsel, og alt der hører sig til denne diciplin. Ikke mindst er skiene begyndt at føles, som om de er en del af kroppen, og jeg væltede færre gange, hen mod slutningen af patruljen. Men jeg har ikke sluppet for at ligge og ømme mig og tænke over, hvad det er man har gang i. På vej mod Mestersvig krydsede vi den første revne, som ikke var mere end 1/2 m, men når man ved at der er 500 m. dybt under vandet, skal man lige overvinde sig selv. Mens jeg gjorde netop det, gav jeg slip på slæden, væltede og slog hovedet hårdt ned i isen, det betød hovedpine i en uge. Der er en masse små hændelser hvor jeg burde have kommet mere til skade, men heldet tilsmiler tilsyneladende den klodsede...
Efter at have kørt på knaldeføre ned til Mestersvig vendte vejret og således også føret, der var mange dage med ringe føre og vejr. Mange dage gik vi på kompaskurs i komplet whiteout, hvilket betyder at der ingen konjukturer er, det føles lidt som at gå ind i et stykke hvidt papir og kan være meget desorienterende. Når føret ovenikøbet er ringe er der ikke meget ved det, men det kan ikke altsammen være lige sjovt og sådanne dage skal bare overstås. Selv dage med ringe føre kan dog også være gode. Vi havde en dag med salttræg sne (dvs. at saltet fra vandet trænger op gennem isen og videre op i sneen, med træski er glidet reduceret til stort set nul), Men denne dag havde vi fuldmåne, stjerner og nordlys hele dagen, månen føltes så skarp at man næsten ikke kunne se lige på den. Det var helt stille og da føret var dårligt skiftedes vi til at gå foran slæden og lave spor til hundene. Den lille pause jag havde deroppe var fantastisk og det var et af de sjældne øjeblikke hvor fortid, nutid og fremtid smeltede sammen til blot at være til. Det er sådanne dage hvor man går og lader op, så man har noget at give af på de mindre gode dage.
Hjemturen var dog primært præget af dage med ringe vejr og føre, på de dage bliver der ikke snakket så meget, så man står bare og styrer hundene og lukker sig inde i sig selv - dejligt.
Hen imod slutningen af rejsen mødte vi andre slædehold og vi kunne derfor køre i spor, det er rart da man slipper for hele tiden at råbe kommandoer. Det er dog ikke alle førerhunde som er lige gode, og til tider kunne det bedre svare sig at køre ud af sporet, for at køre lige ud - det føltes nærmest som om man kørte i en labyrint så meget som de zigzaggede.
Det gode ved at køre i spor er dog også at man slipper for at køre de dårlige steder. SH2 måtte slå teltet op da de var kørt i vand ved et landbræk, de var gået i til knæene. Det slap vi heldigvis for, vi er jo ikke frømænd...
Våde fødder slap jeg dog ikke for. Vi kørte i et område med meget vand under isen og da vi kørte forbi en plet sagde Gormsen:"Frederik stik lige en ski i, for at se hvor dybt der er". Uerfaren som jeg var kørte jeg for langt ud i det og blev suget i. Der stod jeg så med en våd fod og skulede skummelt til min grinene ældstemand, det var dog ikke koldere end at vi kørte videre.
Der er generelt mange ting, man ikke tænker over, når det hele skal gå hurtigt. Under et hundeslagsmål løb jeg op til den voksende klump, med skieen og begyndte at banke løs, men jeg råbte og skreg. Selv om det var effektivt, holdt skien ikke til det og med et højt knæk røg spidsen, vi har dog reserveski med og jeg fik hurtigt løst problemet. Jeg tror trods alt det er de færreste, som har knækket en ski ved at tæve hunde, det skal dog siges at det lyder voldsommere end det er, de er utroligt hårdføre og lider ingen skade ved det.
Generelt har vi været forskånet for hundeskader, det er ikke mange slåskampe vi har haft, og de få der har været er blevet syet i teltet.
Inden jeg slutter af, kommer en lille historie om et bjørneangreb. Da SH4 var ved at slå TP begyndte hundene at gø i den samme retning, fupperne fik hurtigt fat på en lygte og så et par lysene øjne. De tilhørte en bamse som kom i hurtigt løb mod slæden, Roland trak sin riffel mens Asbjørn holdt lygten og sendte et signalskud mod den. Det var den dog ligeglad med og Roland måtte sende en kugle afsted ud i mørket mod bamsen, selv om der ikke var lys til at sigte ramte han den i brystet. Den standsede op og blottede sin side, hvorefter den fik en bladkugle, med endnu et skud lagde den sig. Rystet gik de to fupper hen til den og gav et hovedskud for at sikre sig dens død. Det var en ung bjørn med en smuk pels og det er naturligvis ærgeligt at den måtte lade livet, men omstændighederne var ikke til at tage fejl af. Sidste år måtte Asjbørn skyde en anden bjørn i nødværge, det er ekstremt sjældent at samme mand er ude for dette to gange, ikke desto mindre har jeg nu omdøbt SH2 for Bjørnebrødrene.
onsdag den 3. december 2008
Hviledage på Mestersvig Station
Så nåede Slædehold 5 til Mestersvig, som er det sydligste vi kommer på efterårsturen. Indtil videre har vi kørt ca. 700 km. men vi mangler stadigvæk hjemturen. Det har været en god tur sydpå, med knaldeføre og godt vejr (vi har kun haft to vejrfaste med kraftig vind). Vi har oplevet en masse spændende ting og jeg har plukket et par af de mest interessante frem.
Efter en landoverkørsel den 24/11 nåede vi bunden af Moskusoksefjorden, navnet stammer fra en af de store ekspeditioner i begyndelsen af 1900-tallet. Strømforholdene medfører at der ofte er strømskårent is (tynd is), det betyder også at der her er sæler. Da vi kom kørende så vi på afstand en sæl på isen et par hundrede meter fremme, vi råbte eeli eeli til Djarnis vores førerhund, for at dreje ham til højre så vi kunne udnytte vinden. Vi stod og talte om hvor lækkert det ville være med en sælmørbrad til aften, men nu skulle vi først lige skyde den først. Da vi kom lidt nærmere rejste der sig en bjørn fra sælen, så vi kom åbenbart for sent. Det var ordentlig bamse som hyggede sig gevaldigt med sin fangst, jeg må indrømme at det gippede lidt i mig da jeg så den, pga. af de ringe lysforhold er det svært at afstandsbedømme. Vi betragtede den lidt og så hvordan den skød poterne ind under maven og skubbede sig frem med bagbenene, den var godt tilfreds med livet. Vi var påpasselige, da vi ikke vidste hvor agressiv den ville være for at beskytte sit måltid, vi skød derfor et knaldskud efter den for at skræmme den væk. Det var den ret ligeglad med, så vi lod den være for at køre videre, Gormsen fortalte hvordan de til tider forfølger sporet af nysgerrighed, så den næste halve time så jeg mig tit over skulderen. Den lod os dog være og efter et par km. kunne vi i forholdsvis ro ordne hundenes skaglerne. Det er ikke så tit man oplever en bjørn med et kadaver og slet ikke om vinteren, så det var en spændende oplevelse.
Efter nogle dage med godt føre skulle vi have endnu en landoverkørsel gennem Zoologdal, vi kørte i et elvleje på ren is. Det var ikke nemt eftersom det stort set kun bestod af blankis med hældning. Hundene blev mere og mere frustrerede og det endte i et slagsmål - typisk! Vi forsatte og efter et par timer nåede vi vandskellet, dvs. det øverste af dalen (ca.200-300 m.o.h.). Vi fandt et forholdsvist stort sår under Coco's "armhule", vi bedøvede ham i teltet og syede ham, derefter røg han tilbage ud i kæden i den kolde nat - sikke et hundeliv.
Den aften oplevede jeg et fantastisk nordlys, som fyldte halvdelen af himlen, det flotteste jeg hidtil har set. Der var en masse bevægelse i det og det fór hen over himlen i skiftende former, fjorden blev badet i et smukt grønt skær.
Vi nåede ned og op over den næste dal, her gik det lidt bedre, men slæden havde desværre fået nogle hug. Det resulterede i at den ene mede lagde sig ned og vi måtte bruge et par timer på at surre den igen.
Næste dag, nåede vi at køre et par km. på nedkørslen fra dalen, før slæden væltede med høj fart på blankisen. Vi blev slynget med høj fart hen ad isen, men heldigvis var der ingen sten og vi slap uden skader. Desværre var meden igen ødelagt, vi brugte 1:30 t. på at surre og kunne endeligt køre videre. Den aften brugte vi endnu 2:30 t. men så var slæden også i orden igen.
Nu sidder vi så her på Mestersvig og har fået et varmt bad og et godt måltid, fantastisk hvordan man kan nyde så simple ting i hverdagen som et toilet eller rindende vand.
Om tre dage kører vi igen nordover mod Daneborg og julen så skal vi have julemad til vi triller.
Jeg skriver lidt mere når vi kommer hjem, indtil videre ønskes I alle en god julemåned.
PS. Hvis der er nogen der har lyst til at sende en mail, bliver den læst op over radioen til stor fornøjelse. Adressen er: sirius@mil.dk I emnefeltet skal der skrives "Frederik"
Efter en landoverkørsel den 24/11 nåede vi bunden af Moskusoksefjorden, navnet stammer fra en af de store ekspeditioner i begyndelsen af 1900-tallet. Strømforholdene medfører at der ofte er strømskårent is (tynd is), det betyder også at der her er sæler. Da vi kom kørende så vi på afstand en sæl på isen et par hundrede meter fremme, vi råbte eeli eeli til Djarnis vores førerhund, for at dreje ham til højre så vi kunne udnytte vinden. Vi stod og talte om hvor lækkert det ville være med en sælmørbrad til aften, men nu skulle vi først lige skyde den først. Da vi kom lidt nærmere rejste der sig en bjørn fra sælen, så vi kom åbenbart for sent. Det var ordentlig bamse som hyggede sig gevaldigt med sin fangst, jeg må indrømme at det gippede lidt i mig da jeg så den, pga. af de ringe lysforhold er det svært at afstandsbedømme. Vi betragtede den lidt og så hvordan den skød poterne ind under maven og skubbede sig frem med bagbenene, den var godt tilfreds med livet. Vi var påpasselige, da vi ikke vidste hvor agressiv den ville være for at beskytte sit måltid, vi skød derfor et knaldskud efter den for at skræmme den væk. Det var den ret ligeglad med, så vi lod den være for at køre videre, Gormsen fortalte hvordan de til tider forfølger sporet af nysgerrighed, så den næste halve time så jeg mig tit over skulderen. Den lod os dog være og efter et par km. kunne vi i forholdsvis ro ordne hundenes skaglerne. Det er ikke så tit man oplever en bjørn med et kadaver og slet ikke om vinteren, så det var en spændende oplevelse.
Efter nogle dage med godt føre skulle vi have endnu en landoverkørsel gennem Zoologdal, vi kørte i et elvleje på ren is. Det var ikke nemt eftersom det stort set kun bestod af blankis med hældning. Hundene blev mere og mere frustrerede og det endte i et slagsmål - typisk! Vi forsatte og efter et par timer nåede vi vandskellet, dvs. det øverste af dalen (ca.200-300 m.o.h.). Vi fandt et forholdsvist stort sår under Coco's "armhule", vi bedøvede ham i teltet og syede ham, derefter røg han tilbage ud i kæden i den kolde nat - sikke et hundeliv.
Den aften oplevede jeg et fantastisk nordlys, som fyldte halvdelen af himlen, det flotteste jeg hidtil har set. Der var en masse bevægelse i det og det fór hen over himlen i skiftende former, fjorden blev badet i et smukt grønt skær.
Vi nåede ned og op over den næste dal, her gik det lidt bedre, men slæden havde desværre fået nogle hug. Det resulterede i at den ene mede lagde sig ned og vi måtte bruge et par timer på at surre den igen.
Næste dag, nåede vi at køre et par km. på nedkørslen fra dalen, før slæden væltede med høj fart på blankisen. Vi blev slynget med høj fart hen ad isen, men heldigvis var der ingen sten og vi slap uden skader. Desværre var meden igen ødelagt, vi brugte 1:30 t. på at surre og kunne endeligt køre videre. Den aften brugte vi endnu 2:30 t. men så var slæden også i orden igen.
Nu sidder vi så her på Mestersvig og har fået et varmt bad og et godt måltid, fantastisk hvordan man kan nyde så simple ting i hverdagen som et toilet eller rindende vand.
Om tre dage kører vi igen nordover mod Daneborg og julen så skal vi have julemad til vi triller.
Jeg skriver lidt mere når vi kommer hjem, indtil videre ønskes I alle en god julemåned.
PS. Hvis der er nogen der har lyst til at sende en mail, bliver den læst op over radioen til stor fornøjelse. Adressen er: sirius@mil.dk I emnefeltet skal der skrives "Frederik"
søndag den 16. november 2008
Visit på Daneborg
Efter en uges tid på patrulje sneg SH35 sig retur til DNB med en ødelagt slæde. Efter at have kørt i noget voldsom baks (isskruninger) flækkede halvdelen af bundbrædderne, på SH3 slæden. Da det er disse der holder slæden sammen og samtidigt bærer læsset måtte vi køre hjem for at reppe - hvis der var røget et til bundbræt havde vi ikke kunnet fortsætte så det var en spændende, omend forsigtig, tur tilbage. Da vi ankom til stationen kunne Gnisterne (det SH som bliver tilbage for at varetage radiokontakt) fortælle at Troles fra SH7 var kørt med slæden ud over en 4m. høj skrænt. Heldigvis er der ikke sket noget alvorligt, men vi fik dirrigeret inspektionsskibet Vædderen mod nord, så han kunne blive hentet ud med helo. Det fik vi så klaret i dag og var så heldige at få lidt grøntsager fra skibet - lækkert. Christian som har kørt med Gormsen og mig, har erstattet Troels så SH5 afventer nu iskort og forventer en tur i sydområdet istedet. Det bliver spændende at se alle de gamle hytter, som gemmer på fascinerende historier om fangstmandsperioden på kysten.
I løbet af den sidste uge stak Gnisternes hunde af med slæden og der gik adskillelige timer før de fandt dem viklet ind mellem hinandens skagler. Omegahunden som er den lavestrangerende hund i spandet, var blevet sønderbidt og måtte sys med 52 sting, desværre overlevede den ikke sine skader. De er selvfølgeligt meget ærgelige over situationen, men det er desværre noget der sker fra tid til anden. Det bevidner også at det ikke er sofahunde vi har med at gøre - det er rovdyr som gør hvad de kan for at bibeholde deres rangorden.
Som I kan høre er der sket en masse i den første uge af året efterårspatrulje, vi håber nu bare at de værste uheld er overstået og at vi kan fortsætte i god ro og orden.
Vi kører igen på onsdag og påregner at være tilbage den 22/12, til julehygge på stationen.
Hvis der er nogen som har lyst til at sende en lille mail, til oplæsning over HFradioen er I meget velkomne, adressen er: sirius@mil.dk i emnefeltet skal der stå Frederik.
I løbet af den sidste uge stak Gnisternes hunde af med slæden og der gik adskillelige timer før de fandt dem viklet ind mellem hinandens skagler. Omegahunden som er den lavestrangerende hund i spandet, var blevet sønderbidt og måtte sys med 52 sting, desværre overlevede den ikke sine skader. De er selvfølgeligt meget ærgelige over situationen, men det er desværre noget der sker fra tid til anden. Det bevidner også at det ikke er sofahunde vi har med at gøre - det er rovdyr som gør hvad de kan for at bibeholde deres rangorden.
Som I kan høre er der sket en masse i den første uge af året efterårspatrulje, vi håber nu bare at de værste uheld er overstået og at vi kan fortsætte i god ro og orden.
Vi kører igen på onsdag og påregner at være tilbage den 22/12, til julehygge på stationen.
Hvis der er nogen som har lyst til at sende en lille mail, til oplæsning over HFradioen er I meget velkomne, adressen er: sirius@mil.dk i emnefeltet skal der stå Frederik.
torsdag den 6. november 2008
Patrulje
Det er nu endeligt blevet tid til året første patrulje, noget vi har set frem til med længsel.
Slæden er pakket og foran os venter en tur på omkring 600 km. Selvom det er en lang tur betragtes det kun som en træningstur, til forårets lange tur på et par tusind km. De sidste par dage er gået med hygge og et par fridage så vi kan lade op til strabadserne, men helt fri har vi dog ikke haft. Gormsen og jeg var i sidste uge på en prøveovernatning et stykke fra Daneborg, tanken med en sådan tur er at sikre at alt virker og vi ikke har glemt noget, men hundene var ude på ballade. Efter jeg var væltet efter slæden i de høje driver røg hundene på hinanden. Flere hunde fik lidt knubs, men Poul fik et dybt bid i en trædepude på venstre forpote. Vi har syet ham fire gange og givet ham skærm på endnu flere, men han har en raffineret teknik til at smadre dem og slikke såret op. Det lykkedes ham at smadre tre skærme på et døgn, i anfald af panik. Her til morgen er han igen blevet syet og er nu fikseret så han nærmest ikke kan bevæge sig. Det er synd for ham, men det værste er at han ikke kommer med på den kommende patrulje. Det er der dog ikke noget at gøre ved, det vigtigste er også at han er klar til januar og forårspatruljen.
De seneste dage har vi haft et fantastisk vejr. Vindstille og de fineste snefnug jeg nogensinde har set, i lampernes skær ligner det små stykker krystal, som stille finder deres vej til jorden. Lampernes skær er efterhånden vores eneste lyskilde, solen gik ned for sidste gang den 3/11 og det eneste vi ser til den er skæret fra en solnedgang midt på dagen. Nu går der et par måneder før vi igen får den at se.
Næste gang jeg har mulighed for at skrive bliver til december, og så er der igen en masse at berette om.
Slæden er pakket og foran os venter en tur på omkring 600 km. Selvom det er en lang tur betragtes det kun som en træningstur, til forårets lange tur på et par tusind km. De sidste par dage er gået med hygge og et par fridage så vi kan lade op til strabadserne, men helt fri har vi dog ikke haft. Gormsen og jeg var i sidste uge på en prøveovernatning et stykke fra Daneborg, tanken med en sådan tur er at sikre at alt virker og vi ikke har glemt noget, men hundene var ude på ballade. Efter jeg var væltet efter slæden i de høje driver røg hundene på hinanden. Flere hunde fik lidt knubs, men Poul fik et dybt bid i en trædepude på venstre forpote. Vi har syet ham fire gange og givet ham skærm på endnu flere, men han har en raffineret teknik til at smadre dem og slikke såret op. Det lykkedes ham at smadre tre skærme på et døgn, i anfald af panik. Her til morgen er han igen blevet syet og er nu fikseret så han nærmest ikke kan bevæge sig. Det er synd for ham, men det værste er at han ikke kommer med på den kommende patrulje. Det er der dog ikke noget at gøre ved, det vigtigste er også at han er klar til januar og forårspatruljen.
De seneste dage har vi haft et fantastisk vejr. Vindstille og de fineste snefnug jeg nogensinde har set, i lampernes skær ligner det små stykker krystal, som stille finder deres vej til jorden. Lampernes skær er efterhånden vores eneste lyskilde, solen gik ned for sidste gang den 3/11 og det eneste vi ser til den er skæret fra en solnedgang midt på dagen. Nu går der et par måneder før vi igen får den at se.
Næste gang jeg har mulighed for at skrive bliver til december, og så er der igen en masse at berette om.
onsdag den 29. oktober 2008
Ny hund i gården
Som billedet viser har vi fået ny hund i femmergården. Vi har forsøgt at sætte halsbånd på den, men vi har ikke rigtigt nogen som passer...
Da vi i morges gik ud til vappe, stod Poul og teede sig, men det gør han jo altid så vi gik blot videre. Da solen var stået op kunne jeg så se at der stod en moskus inde i gården. Det gippede lidt i mig eftersom der var blod omkring klovene og Snehvide ikke var til at se. Hun havde sprunget sin kæde og lå nu henne ved flokkens bas, Mimer. Kæderne vi bruger til hundene springer ikke uden videre, så hun har virkeligt kæmpet for at komme fri.
Nu skulle vi jo så have hippiekoen ud af gården, men det var ikke særligt nemt. Vi skød 3 riffelskud op i luften, jeg gav den en omgang med hundepisken og vi prøvede at lave udfald mod den. Da det ikke havde nogen effekt hentede Gormsen en signalpistol. Der belv skudt under den, ved siden af den, over den og til sidst på den, men intet virkede. Vi flyttede de nærmeste hunde op i vappe og klippede hegnet væk omkring den, efter to timer valsede den endeligt ud og op på fjeldet.
Mærkeligt dyr...
Da vi i morges gik ud til vappe, stod Poul og teede sig, men det gør han jo altid så vi gik blot videre. Da solen var stået op kunne jeg så se at der stod en moskus inde i gården. Det gippede lidt i mig eftersom der var blod omkring klovene og Snehvide ikke var til at se. Hun havde sprunget sin kæde og lå nu henne ved flokkens bas, Mimer. Kæderne vi bruger til hundene springer ikke uden videre, så hun har virkeligt kæmpet for at komme fri.
Nu skulle vi jo så have hippiekoen ud af gården, men det var ikke særligt nemt. Vi skød 3 riffelskud op i luften, jeg gav den en omgang med hundepisken og vi prøvede at lave udfald mod den. Da det ikke havde nogen effekt hentede Gormsen en signalpistol. Der belv skudt under den, ved siden af den, over den og til sidst på den, men intet virkede. Vi flyttede de nærmeste hunde op i vappe og klippede hegnet væk omkring den, efter to timer valsede den endeligt ud og op på fjeldet.
Mærkeligt dyr...
lørdag den 25. oktober 2008
Et par blæsende døgn
I de sidste par dage har vi haft meget blæsende vejr med sne og høj fygning. Middelvinden lå på omkring 25 m/sek med vindstød af orkanstyrke, (eller som vi måler det 50-70 knob). Det betød i praksis at al udendørs aktivitet stort set blev umuliggjort, både fordi sigten var ekstremt ringe og fordi det var svært at bevæge sig oprejst. Det var ikke nogen success at fodre hundende i det vejr... Efter to dage er det nu lettet lidt og vinden er nede på kulingstyrke, ødelæggelserne var næsten ikke til at bære. Isen på Young Sund er væk og vi kan nu begynde forfra igen. Der skal massive kræfter til for at blæse en iskappe på 15-20 cm. væk og det bevidner, hvad vi også lærte på vintertræningen, heroppe er det ikke os der bestemmer spillereglerne.
LCG (Logistik Center Grønland) har nu officielt opgivet at finde en afløser for Rasmus, som brækkede benet. Det betyder at SH5 og SH3 lægges sammen til efterårspatruljen. Min efterårsrejse bliver derfor kortet ned til 1 måned. I stedet er jeg hjemme på stationen hele december, hvor man alligevel ikke kan se en hånd for sig ude på suppen. Jeg kommer ligeledes til at opleve juledroppet, hvor en C130 Herkules i lav overflyvning smider juledroppet ud med faldskærm. Det skal nok blive meget sjovt at opleve. Hver syvende faldskærm folder sig ikke ud, så man skal ikke ønske sig glas i julegave...
Moskusokserne (hippiekøerne) som går fast og græsser på stationen er ved at blive mere og mere menneskevante. I morges stod de lige foran Sirihus og jeg er tilsyneladende løbet lige forbi dem uden at ænse dem, man skal jo nødig have en kage for at komme for sent til morgenskafningen. Da jeg lidt efter gik ud til Vappehuset, for at se til alle hundende stod de igen tæt på indgangen. Denne gang løb jeg lidt efter dem for at jage dem væk, men de er stort set ligeglade, de ved vidst udmærket hvor spidse deres horn er. Man skal være forsigtig for selv om de ser kluntede ud er de forbløffende adrætte.
I den kommende uge skal jeg to gange ud og tage en overnatning i telt. En med mine egne hunde og en gang med Christian fra SH5. Dette gør man altid for at sikre at man har alle tingene og at de virker. Det nytter ikke at køre hjemmefra med et defekt telt eller uden medicin til hunde eller mænd. Man bliver ikke hentet ud med fly i mørketiden, med mindre det er tvingende nødvendigt. Derfor er vores sygehjælpertasker pakket med ALT vi kan få brug for, og vi har altid morfin (Fentanyl) på os. Vi har også et præparat med der kan holde os vågne i mange timer, uden de bivirkninger som slører vores virklighedssans, så hvis vi mister slæden kan vi holde os gående indtil nærmeste hytte. Da vi kender placeringen på alle hytter og depoter på kysten, er dette derfor ikke noget stort problem. Vores 100 km. march på vintertræningen er god at have i baggagen.
Det var alt for nu. Jeg håber I alle har det godt derhjemme i varmen.
LCG (Logistik Center Grønland) har nu officielt opgivet at finde en afløser for Rasmus, som brækkede benet. Det betyder at SH5 og SH3 lægges sammen til efterårspatruljen. Min efterårsrejse bliver derfor kortet ned til 1 måned. I stedet er jeg hjemme på stationen hele december, hvor man alligevel ikke kan se en hånd for sig ude på suppen. Jeg kommer ligeledes til at opleve juledroppet, hvor en C130 Herkules i lav overflyvning smider juledroppet ud med faldskærm. Det skal nok blive meget sjovt at opleve. Hver syvende faldskærm folder sig ikke ud, så man skal ikke ønske sig glas i julegave...
Moskusokserne (hippiekøerne) som går fast og græsser på stationen er ved at blive mere og mere menneskevante. I morges stod de lige foran Sirihus og jeg er tilsyneladende løbet lige forbi dem uden at ænse dem, man skal jo nødig have en kage for at komme for sent til morgenskafningen. Da jeg lidt efter gik ud til Vappehuset, for at se til alle hundende stod de igen tæt på indgangen. Denne gang løb jeg lidt efter dem for at jage dem væk, men de er stort set ligeglade, de ved vidst udmærket hvor spidse deres horn er. Man skal være forsigtig for selv om de ser kluntede ud er de forbløffende adrætte.
I den kommende uge skal jeg to gange ud og tage en overnatning i telt. En med mine egne hunde og en gang med Christian fra SH5. Dette gør man altid for at sikre at man har alle tingene og at de virker. Det nytter ikke at køre hjemmefra med et defekt telt eller uden medicin til hunde eller mænd. Man bliver ikke hentet ud med fly i mørketiden, med mindre det er tvingende nødvendigt. Derfor er vores sygehjælpertasker pakket med ALT vi kan få brug for, og vi har altid morfin (Fentanyl) på os. Vi har også et præparat med der kan holde os vågne i mange timer, uden de bivirkninger som slører vores virklighedssans, så hvis vi mister slæden kan vi holde os gående indtil nærmeste hytte. Da vi kender placeringen på alle hytter og depoter på kysten, er dette derfor ikke noget stort problem. Vores 100 km. march på vintertræningen er god at have i baggagen.
Det var alt for nu. Jeg håber I alle har det godt derhjemme i varmen.
torsdag den 16. oktober 2008
update fra Daneborg
Det er nu blevet vinter på Grønland. Sneen har ligget et par uger og isen har nu endeligt også lagt sig på Young Sund. Vejret viser sig fra sin smukkeste side, og er primært præget af højtryk. Desværre har den hårde kulde ladet vente på sig, så vi er ikke sikre på at isen bliver frigivet til den 1/11, hvor vi egentligt skulle afsted. Men det kan vi ikke gøre noget ved, så tiden bliver i stedet brugt til forberedelser, og en masse træningsture med hundene.
Det er fantastisk at køre hundeslæde, man kan køre hvorhen man vil og bare lade hundene gøre det hårde arbejde, sikke en frihed. Helt afslappet kan man nu ikke være, for selv om hundene trækker skal vi hele tiden råbe kommandoer og opmuntre dem til at trække - der er meget egopleje i slædekørsel.
For I ikke er helt uvidende om hundene kommer her en lille introduktion til spandet:
Gaia er en af stationens ældste tæver, og selv om hun er meget hyggelig er hun ikke den der trækker mest.
Poul er en rigtig god hund, han trækker godt og er ekstremt fuppeglad - som de fleste andre hunde i øvrigt også er.
Vector er helt hvid og dejlig blød i sin tykke vinterpels, han trækker rigtigt fint.
Coco er helt sort og ligger nr. 2 i hierakiet. Han bruger hele frikvarteret på at knurre af alle de andre hunde, han er en fandens karl.
Frikvarteret er en halv time, som hver dag er dedikeret til hundene. Her kan de løbe frit rundt i løbegården og lege med hinanden.
Kikuk er hentet til Daneborg fra Illulisat på Vestkysten, for at undgå indavl. Han er indbegrebet på en Slædehund i grå og hvide nuancer, han er meget smuk. Som oftest står han og Coco og råber ad hinanden, de kaster sig frem i kæden og gør alt hvad de kan, for at få fat på hinanden. Når der så er frikvarter render de rundt og leger med hinanden, uden det mindste problem. Utroligt så kæk man kan være, når man ved den anden ikke kan nå...
Djarnis er vores førerhund. Det er ham vi råber kommandoer til når vi kører, derfor er hans skagle lige lidt længere end de andres. Han har kun en ven i spandet og er bange for alle de andre hunde. Han ligger på sin plads og når de andre kommer for tæt på i frikvarteret, går han helt amok. Han er for tyk og kaster op når vi kører lange ture, så han skal lige i lidt bedre form.
Arvid er en af de stille hunde i spandet, han arbejder godt og er en rigtig god og rar hund.
Mimer er flokkens bas, dvs. at han er øverst i hierakiet og alle andre har meget stor respekt for ham. Han slås aldrig, men formår stadig at opretholde sin autoritet, opskriften på en ægte leder. Han har et dejligt gemyt og vil altid gerne pettes.
Lynge er en stor tyk unghund på et år. Han er meget præget af sin unge alder, både når han trækker og når hundene dækkes af til fodring. Han er efterhånden blevet trukket på maven efter slæden et par gange, og det er et fantastisk syn at se den tykke dreng blive trukket med, helt forvirret. Det er nogle hårdføre hunde...
Når han en dag finder ud af at det er sjovt at trække slæde, skal han nok blive en god hund.
Alesi lider lidt af damp, ellers er han en god hund der trækker rigtigt fint. Han har een rigtig ven som han beskytter gennem tykt og tyndt.
Neger er denne ven og han har brug beskyttelsen, da han ligger lavest i hieraktiet.
Hvert spand har en omega og Neger er vores. Udover dette er han en dejlig hund, han er også for tyk og man vil ofte høre hans navn blive råbt, når vi kører. Godt der er langt til nærmeste nabo...
Hvert spand har en omega og Neger er vores. Udover dette er han en dejlig hund, han er også for tyk og man vil ofte høre hans navn blive råbt, når vi kører. Godt der er langt til nærmeste nabo...
Snehvide er vores anden førerhund. Hun løber lige bagved Djarnis og hvis der skulle ske ham noget overtager hun. Hun er ligeledes den hund i spandet, som trækker bedst. Det er utroligt hvordan hun arbejder, på alle vores træningsture har jeg kun set slap skagle på hende, en enkelt gang!
Hvide Henning er vores anden unghund på et år. Ligesom Lynge skal han køre sin første sæson og han er ved at lære faget. Han har et dejligt gemyt, til trods for hans forsigtige natur. Han er meget glad for Mimer, og når der er frikvarter løber han konstant og slikker ham i mundvigen, til Mimers store irritation. Han har nu fundet ud af at han er i sikkerhed i kæden, derfor er han begyndt at skælde meget ud på hans sidemand. Mon ikke han snart får en omgang hvis ikke han passer på.
John John er ny hund i gården og gammel problemhund fra SH4. Vi har dog ikke haft et eneste slagsmål med ham, han er faktisk en rigtig god hund. Han har fået lov til at starte på en frisk og det har han udnyttet. Han er ekstremt fuppeglad og er meget smuk med lange ben, helt perfekt hund.
Grisen er den sidste hund i spandet, navnet kommer af hendes griseøjne. Hun er lige blevet pinket (parret) så hun kommer ikke med på den kommende slæderejse. Hun er en dejlig hund som også er meget fuppeglad.
Jeg er meget tilfreds med spandet. Vi har aldrig slagsmål i gården og de trækker fint på træningsturene. Vi er også begyndt at kende hinanden lidt bedre nu og det kan mærkes tydeligt på lydigheden.
I sidste weekend havde vi oktoberbesøg fra Grønlandskommandoen (GLK) og Logistikcenter Grønland (LCG), udover disse havde vi to dyrelæger oppe for at se til hundene. Vi fik gennemgået fareområder og slæderuter for den næste sæson. Besøget gik godt og de var meget tilfredse med, hvordan det går heroppe. Vores slæderuter blev godkendt og jeg kan se frem til en lang men spændende sæson. Vi kommer igennem områder med meget stor koncentration af moskus og områder med mange bjørne, så der bliver rig mulighed for lidt fed film og gode billeder.
Desværre er mit videocamera blevet smadret af Henning, så inden der kan laves helteoptagelser skal jeg have købt et nyt.
Oktobersøget fik desværre en kedelig afslutning da Rasmus fra mit hold brækkede benet på en træningstur. Han er nu på vej til DK hvor han kan komme sig, så regner vi med at have ham tilbage til foråret igen. Det er simpelthen så ærgeligt, og slet ikke fair når man har lagt så meget arbejde og tid i at komme herop, men det vigtigste er at han kommer igen. Det giver også nogle operative problemer, da vi nu mangler en mand. LCG er i gang med at finde en afløsning, så må man håbe at de når det i tide.
Dagene går ellers med at få stationen klar inden efterårspatruljen, der er meget at se til og jeg har ikke problemer med at falde i søvn om aftenen.
Vi har en lille flok moskus gående og vi har lidt problemet med at få dem væk fra stationen, jeg prøvede forleden at jage dem væk med rendegraveren, men de kom hurtigt igen, om ikke andet var kanon at banke rundt i sneen efter dem.
Alt i alt går det rigtigt godt, jeg sætter meget stor pris på friheden og udsigten. Ligegyldigt hvor man kigger hen er her simpelthen så smukt.
Her er bare fantastisk.
mandag den 15. september 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)