I begyndelsen af 2011 oprettede Anders Møller og jeg K.G.Teambuilding.
Med base på Kattrup Gods arrangerer vi teambuilding en time fra København.
Vores produkter inkluderer: Teambuilding øvelser, stor forhindringsbane i skov, mødefaciliteter og foredrag om Slædepatruljen Sirius.
Besøg vores Hjemmeside på
www.kgteambuilding.dk
eller læs om kommende arrangementer på vores Facebook side.
Vi ser frem til at modtage Jer.
Med venlig hilsen
Frederik N. Nexøe-Larsen
fredag den 18. marts 2011
tirsdag den 10. august 2010
Sidste dag på Daneborg
Efter knap 26 måneder er min tid på Daneborg nu slut. I de kommende 19 dage skal jeg lægge depoter ud og lave ekspeditionskontrol i sydområdet. Herefter bliver vi fløjet til Island, hvor vi bliver et par dage, den 4/9 ankommer jeg forventeligt til Kastrup lufthavn.
Vi ses om 3 uger...
Vi ses om 3 uger...
søndag den 11. april 2010
Forårsrejsens sidste halvdel
Forårsrejsen 2010Så er vi hjemme igen efter to måneder i nationalparken. Jeg vil nedenfor fortælle lidt om turens sidste halvdel, samt lidt om gnistlivet, som har budt på en masse forskellige oplevelser.
Efter Danmarkshavn var hundene og fupperne godt udhvilet, og det var rart at komme af sted efter fire hviledage. Føret var helt perfekt og vi skød en god fart mod syd. Langs Store Koldewey havde vi lidt baks (isskruninger), som dog hurtigt opløstes. Vi begyndte langsomt at kunne mærke en temperaturforskel mellem sol og skygge, og der var små stigninger hver dag. Med det gode føre kunne vi slappe af køre nogle lidt kortere dage. Vi kunne uden problemer følge planlægningen og det var rart at kunne tilbringe længere tid ved depoterne. Da vi nåede ned til Hochstetter Forland og Shannon Sund, var det dog slut med det gode føre. Vi skulle ud til Shannon ø, som er notorisk kendt for sin baks, jeg har i to år forsøgt at undgå den, men nu gik den ikke længere…
Det krævede arbejde at køre de godt 15 km. ud til øen, men det værste var endnu i vente.
Da vi nåede derud blev vejret dårligt og det begyndte at blæse. Desværre kunne vi ikke blive i teltet, da der var varslet kraftig storm, det gjaldt derfor om at fortsætte til nærmeste hytte.
Med småforfrysninger i ansigtet kæmpede vi os igennem blæsten.
Uddrag fra dagbog:
4/3-10 Pansch depot 46 km. 7 t. –25 C.
BAKS, BAKS & BAKS!
Vi kom lidt sent af sted, da det blæste kraftigt i morges. Da vi så endelig kørste nåede vi rundt om det første kap, da det igen blæste op, her mødte vi dagens første baks. Vi kørte imod den historiske Alabama hytte, 3 km., derfra besluttede vi at tage den sidste etape som fodpatrulje. Jeg blev ved hundene mens Anders tog turen, det var ret koldt at stå i en time i 20 knob. Herfra kørte vi mod depotet, med en position indenom nogle øer, da isen kan være rådden herude. Resten af dagen foregik i baks. Det værste var ikke isskruningerne, men de dybe snehuller de forårsagede, nogle steder var de to meter dybe. Vi væltede flere gange og kom i perioder kun langsomt frem, med fodrecce, for at finde de ”bedste” veje. På et tidspunkt gik jeg bagved slæden, da slæbetorvet fik fat i min binding og rev mig omkuld. Jeg blev slæbt et par meter og slog mit venstre knæ mod en isskods. Da jeg mærkede efter troede jeg at knæet var ødelagt, det gjorde ondt ad H. til. Resten af dagen har jeg sparet det så vidt muligt, men det er meget ømt. (Det skulle vise sig at være ømt resten af slæderejsen). Anders måtte gå de sidste km., da han har brækket alle sine ski i baksen.
Shannon ø er beviset på at helvede godt kan fryse til is!
Vi blev ved depotet i 3 dage, da kysten blev ramt af en voldsom snestorm. Vi sneede inde og måtte i løbet af natten krybe ud af vinduet, for at se til hundene. På Danmarkshavn havde de målt vindhastigheder på 90 knob, selv om det ikke var helt så kraftigt hos os, var det ikke desto mindre voldsomt. Man føler sig pludseligt meget lille når man bliver ramt af de arktiske storme.
Efter et par dages kørsel kunne vi endeligt se land igen, og det var med høj sol og stille vejr.
Vi skulle ind og besøge Ardencaplehytten, som jeg var med til at bygge i sommer, heldigvis stod den der endnu. Det er en af de varmeste hytter jeg har besøgt, med termoruder og en helt ny ovn, den var som en sauna! Det var svært at sige farvel til den lækre hytte, men vi skulle ind og bunde Smallefjord, som viste sig at være meget flot. Den 12/3 kørte vi mod fjorden og føret var med os, vi fik således kørt 72 km. på 7 timer, en sjælden høj gennemsnitsfart. Hundene kørte fantastisk og efter to dage var vi tilbage ved hytten, som stadigvæk var lun! Det blev fejret med en hviledag, som blev turens sidste.
Nordlys over hytten
Føret blev nu dårligere og de sidste dage trampede vi spor til hundene. Det blev til nogle lange dage, men på Daneborg stod SH2, som også gerne ville køre lidt slæde. Vi skulle oprindeligt have været hjemme den 25/3, men med det gode føre nåede vi Daneborg den 20/3, efter en spændende slæderejse.Det var så min sidste lange tur og det var vemodigt at køre de sidste km. ind til Daneborg. Den frihed jeg har oplevet i den store nationalpark har været fantastisk, og den vil jeg savne.
GNISTEN
Nu sidder vi så her på Daneborg, med alt hvad det indebærer. For det er dejligt at være tilbage i ”civilisationen”, brusebade, internet, fjernsyn og ikke mindst rigtig mad. Men, men med de moderne faciliteter følger også problemer. Der er meget som kan gå i stykker og for to ”studenter” er det ikke alt sammen lige nemt. Under forrige uges snestorm røg strømforsyningen, vi fløj ud til vores generator, som ikke ville starte igen. Vi kørte derfor rundt til alle stationens bygninger og slog relæerne over på nødgeneratorerne, som vi havde startet i mellemtiden. I løbet af natten syntes jeg godt nok det blev lidt køligt, men tænkte ikke nærmere over det. Næste morgen fik vi svaret, oliefyret i bygningen havde ikke kørt i et døgn! Det var ikke så heldigt eftersom hele vandforsyningen befinder sig i samme bygning. Vi fik klaret problemet og bygningen blev varm igen, heldigvis frøs vandet ikke. For at komme tilbage på den elektriske normalforsyning, måtte vi skille dele af generatoren ad og tætne nogle pakninger, da den smed en over en liter kølevæske i døgnet. Midt i alt dette røg internetforbindelsen, som også liiige krævede lidt tid. Puha!
Nu kører vi igen på normalforsyningen og stationen kører som den skal. Det er længe siden jeg har lært så meget, på så kort tid…
Den føromtalte snestorm har holdt os inden døre i over en uge, men nu er vejret blevet godt og de sidste par dage er blevet tilbragt i fjeldet, med kamera, riffel og snowboard.
Nu sidder vi så her på Daneborg, med alt hvad det indebærer. For det er dejligt at være tilbage i ”civilisationen”, brusebade, internet, fjernsyn og ikke mindst rigtig mad. Men, men med de moderne faciliteter følger også problemer. Der er meget som kan gå i stykker og for to ”studenter” er det ikke alt sammen lige nemt. Under forrige uges snestorm røg strømforsyningen, vi fløj ud til vores generator, som ikke ville starte igen. Vi kørte derfor rundt til alle stationens bygninger og slog relæerne over på nødgeneratorerne, som vi havde startet i mellemtiden. I løbet af natten syntes jeg godt nok det blev lidt køligt, men tænkte ikke nærmere over det. Næste morgen fik vi svaret, oliefyret i bygningen havde ikke kørt i et døgn! Det var ikke så heldigt eftersom hele vandforsyningen befinder sig i samme bygning. Vi fik klaret problemet og bygningen blev varm igen, heldigvis frøs vandet ikke. For at komme tilbage på den elektriske normalforsyning, måtte vi skille dele af generatoren ad og tætne nogle pakninger, da den smed en over en liter kølevæske i døgnet. Midt i alt dette røg internetforbindelsen, som også liiige krævede lidt tid. Puha!
Nu kører vi igen på normalforsyningen og stationen kører som den skal. Det er længe siden jeg har lært så meget, på så kort tid…
Den føromtalte snestorm har holdt os inden døre i over en uge, men nu er vejret blevet godt og de sidste par dage er blevet tilbragt i fjeldet, med kamera, riffel og snowboard.
Man kan se på vildtet at foråret er på vej og der kæmpes allerede om hunnernes gunst.
NB.
Jeg har lagt lidt flere billeder over i fotoalbummet.
fredag den 19. februar 2010
Forårsturen 2010
Halvvejsberetning.
Så er Slædehold 5 nået til Danmarkshavn. Vi har kørt i en måned og er nu halvvejs i vores tur. Vi har rundet det nordligste punkt og nu går det sydover, med den nyligt opståede sol i ansigtet. Turen er forløbet godt men vi har haft lidt småproblemer, som desværre har kostet slæde og grej lidt skrammer.
Efter blot een dag nåede vi turens første hytte, en rar og nem begyndelse på nationalparkens strabadser. Som sædvanligt hængte vi vores støvler til tørre ved siden af kulovnen, som tilsyneladende kunne blive meget varm. Da vi morgenen efter skulle afsted var sålerne smeltet af skistøvlerne, vi fik kontakt til gnistholdet på Daneborg som kom med skruemaskiner og skruer. Vi fik skruet støvlerne sammen og kunne køre afsted næste dag, jeg skal indrømme at vi var lidt betænkelige ved situationen, men efter en måned sidder skruerne heldigvis stadigvæk.
Vi fik nu et ordentligt lag sne, hvilket forsinkede os tilstrækkeligt til, at vi måtte afvige fra ruten for at genproviantere. Da vi nåede hytten fik vi en kraftig storm som ændrede føret igen, til et fint hårdføgent underlag. Dette har vi stadigvæk og det betyder at vi kan flytte os ca. 40 km om dagen, og så er der nogetved at køre slæde!
På vej nordover skulle vi køre i kanten af en stor bræ, det var et fantastisk flot og
dramatisk syn, men vi måtte arbejde hårdt for hver km. Det var årets bjergetape og meget af tiden måtte vi smide skiene og løbe på sten og klipper, der var store stigninger og de tog hårdt på hundene. Mimer, vores bas/alfa, var i disse dage meget gavmild med at uddele tæsk til sine undersåtter. I et af disse slagsmål endte jeg mellem hundene, her der var tilsyneladende en enkelt som tog mit lår for en hunds og satte tænderne i. Det resulterede i et hul i bukserne, en stivkrampevaccination og et meget blåt mærke på låret med fire huller fra hjørnetænderne. Heldigvis for hunden slap den meget hurtigt og jeg nåede aldrig at finde ud, hvem synderen var.
Endelig kom vi ned på havisen, hvorfra vi skulle køre i lidt nemmere terræn, troede vi...
På vej op gennem et smalt elvleje røg slæden i et 1.5 m. dybt snehul og landede på en klippe. Det resulterede i en brækket opstander og et enkelt bundbræt. Vi nødsurrede slæden og humpede til det nærmeste depot, for at finde en god løsning på problemet. Det lykkedes heldigvis, men den hårde tur havde tærret på hundenes kræfter, og så blev de syge. Vi endte med at blive ved depotet i 2 dage, hvor vi lavede adskillelige portioner "suppe" til de små kræ. Kuren virkede og de blev allesammen raske, undtagen Arvid. Han havde været syg i længere tid og efter aftale med vores dyrlæge, aflivede jeg ham. Han var en af vores bedste hunde og en god kammerat gennem 2 år, det var derfor trist, men der var desværre ikke mere vi kunne gøre for ham.
Vi forsatte turen nordpå med 12 friske hunde, her havde vi endnu lidt brækørsel, som heldigvis forløb fhv. nemt. Den 14. februar så vi solen for første gang i 3 1/2 måned og gensynet varmede, dagene tiltager med 20 min. hver dag og man mærker tydeligt forandringerne.
Den varmer dog ikke helt nok til at undgå forfrysningerne. Jeg har været uforsigtig og har fået frostskader på næsen, som nu er helt rød og lidt øm. Fingrene er også lidt mærkede, men det er svært at undgå, så nu skal det hele "bare" holdes varmt og tørt.
Vi har i dag reppet slæden og de småting som stille og roligt har hobet sig op, og nu er vi klar til den sidste etape hjem mod Daneborg og det arktiske forår.
Jeg håber I alle har det godt.
Piskesmæld
Frederik
Så er Slædehold 5 nået til Danmarkshavn. Vi har kørt i en måned og er nu halvvejs i vores tur. Vi har rundet det nordligste punkt og nu går det sydover, med den nyligt opståede sol i ansigtet. Turen er forløbet godt men vi har haft lidt småproblemer, som desværre har kostet slæde og grej lidt skrammer.
Efter blot een dag nåede vi turens første hytte, en rar og nem begyndelse på nationalparkens strabadser. Som sædvanligt hængte vi vores støvler til tørre ved siden af kulovnen, som tilsyneladende kunne blive meget varm. Da vi morgenen efter skulle afsted var sålerne smeltet af skistøvlerne, vi fik kontakt til gnistholdet på Daneborg som kom med skruemaskiner og skruer. Vi fik skruet støvlerne sammen og kunne køre afsted næste dag, jeg skal indrømme at vi var lidt betænkelige ved situationen, men efter en måned sidder skruerne heldigvis stadigvæk.
Vi fik nu et ordentligt lag sne, hvilket forsinkede os tilstrækkeligt til, at vi måtte afvige fra ruten for at genproviantere. Da vi nåede hytten fik vi en kraftig storm som ændrede føret igen, til et fint hårdføgent underlag. Dette har vi stadigvæk og det betyder at vi kan flytte os ca. 40 km om dagen, og så er der nogetved at køre slæde!
På vej nordover skulle vi køre i kanten af en stor bræ, det var et fantastisk flot og
dramatisk syn, men vi måtte arbejde hårdt for hver km. Det var årets bjergetape og meget af tiden måtte vi smide skiene og løbe på sten og klipper, der var store stigninger og de tog hårdt på hundene. Mimer, vores bas/alfa, var i disse dage meget gavmild med at uddele tæsk til sine undersåtter. I et af disse slagsmål endte jeg mellem hundene, her der var tilsyneladende en enkelt som tog mit lår for en hunds og satte tænderne i. Det resulterede i et hul i bukserne, en stivkrampevaccination og et meget blåt mærke på låret med fire huller fra hjørnetænderne. Heldigvis for hunden slap den meget hurtigt og jeg nåede aldrig at finde ud, hvem synderen var.
Endelig kom vi ned på havisen, hvorfra vi skulle køre i lidt nemmere terræn, troede vi...
På vej op gennem et smalt elvleje røg slæden i et 1.5 m. dybt snehul og landede på en klippe. Det resulterede i en brækket opstander og et enkelt bundbræt. Vi nødsurrede slæden og humpede til det nærmeste depot, for at finde en god løsning på problemet. Det lykkedes heldigvis, men den hårde tur havde tærret på hundenes kræfter, og så blev de syge. Vi endte med at blive ved depotet i 2 dage, hvor vi lavede adskillelige portioner "suppe" til de små kræ. Kuren virkede og de blev allesammen raske, undtagen Arvid. Han havde været syg i længere tid og efter aftale med vores dyrlæge, aflivede jeg ham. Han var en af vores bedste hunde og en god kammerat gennem 2 år, det var derfor trist, men der var desværre ikke mere vi kunne gøre for ham.
Vi forsatte turen nordpå med 12 friske hunde, her havde vi endnu lidt brækørsel, som heldigvis forløb fhv. nemt. Den 14. februar så vi solen for første gang i 3 1/2 måned og gensynet varmede, dagene tiltager med 20 min. hver dag og man mærker tydeligt forandringerne.
Den varmer dog ikke helt nok til at undgå forfrysningerne. Jeg har været uforsigtig og har fået frostskader på næsen, som nu er helt rød og lidt øm. Fingrene er også lidt mærkede, men det er svært at undgå, så nu skal det hele "bare" holdes varmt og tørt.
Vi har i dag reppet slæden og de småting som stille og roligt har hobet sig op, og nu er vi klar til den sidste etape hjem mod Daneborg og det arktiske forår.
Jeg håber I alle har det godt.
Piskesmæld
Frederik
torsdag den 24. december 2009
Efterårsrejsen 2009
Vi ankom den 22/12-09 til Daneborg efter ca. 3 uger i nationalparkens polarnat. Det har været en god tur, selv om vi har måttet kæmpe for vores kilometre, specielt turens sidste dage har været hårde.
Den 29/11-09 kørte vi fra Daneborg mod syd, til vores patruljeområde. Selv om vi tog en enkelt vejrfast efter et par dage, kom vi hurtigt frem på det gode føre, med 13 friske hunde. Efter en lille uge med kørsel på havisen, begyndte vores landoverkørsler. Sidste efterår havde vi en generel sneknaphed, og kunne køre, forholdsvist nemt over land, dette var ikke tilfældet i år…
Vi nåede kun 15 km. om dagen, med en gennemsnitshastighed på 2-3 km/t. Vi gik foran og trampede spor og hundene blev stille og roligt tappet for kræfter. Især vores nye førerhund Snehvide, havde svært ved at holde dampen oppe. Jeg savner lidt den stamina vores gamle førerhund Djarnis besad, men han vejede også ca. det dobbelte. Vi forsøgte at smide forskellige hunde op foran, men lige lidt hjalp det. Mimer (vores bas) løb lidt men besluttede så at det var tid til en lur, det gik altså ikke. Efter 4 dage og 69 km. nåede vi en hytte, og kunne tage en hviledag, det var tiltrængt! Næste etape førte os ned langs yderkysten til Myggbukta, en af områdets største hytter, på hele to etager. Desværre måtte vi køre hele strækningen på land, da der var både baks og usikker is, igen nåede vi kun 15 km. om dagen.
Som sammenligningsgrundlag kan jeg fortælle, at man på godt føre, kan køre denne distance på halvanden time. Derfor var jeg rimeligt frustreret ved at bruge hele dage på disse korte distancer, med hunde som ikke rigtigt gad trække. Som altid er det en dårlig cocktail med vrede fupper, for hundene bliver bange og usikre, det er en nedadgående spiral, som jeg kender alt for godt…
Uddrag fra dagbog:
11/12-09 15 km. 5 ½ timer.
”Så nåede vi endelig den hyggelige gamle hytte. Det har været endnu en lang dag i ringe føre. I nat har vi fået ca. 20 cm. sne, og det har haft en stor indvirkning på dagens fart. Midt på dagen stak Julius lige pludseligt af, han røg direkte op i fjeldet, med mig halsende efter. Det viste sig at der stod en flok på otte moskusokser, som han derefter muntrede sig med. De fandt det dog ikke morsomt og jeg tror de fik stanget lidt til ham. Men han kom dog uskadt hen til mig, med et triumferende blik i øjet – så var han klar til at køre videre!”
Vi endte med at tilbringe to dage i hytten med dårligt vejr. Dagene gik med at læse og få fyldt lidt på depoterne. Det er ufatteligt, hvad man kan kreere i en rusten, gammel kulovn: Pandekager, slædepizza, muffins og boller – ja vi havde det godt. Vi havde også Snehvide inde som hyttehund, men det var ingen god idé. Slædehunde indeholder tilsyneladende meget ildelugtende luft, som den første nat forgiftede hele hytten. Hun blev derfor, til hendes store fortvivlelse lagt ud igen.
Da vi kørte fra hytten var der, efter 100 m. tumult i nomen*. I mørket var det vanskeligt at se, hvad der foregik, men at der var slagsmål, herskede der ingen tvivl om. Vi sprang op til hundene og fik dem skilt ad, Arvid lå nederst i bunken og var den, det var gået værst ud over. For at skåne ham lagde vi ham på læsset og kørte videre. I løbet af de følgende dage blev hans tilstand værre og værre, jeg talte dagligt med vores dyrlæge, men vi var i tvivl om hvad der var galt med ham. Han havde ikke nogen bidmærker, skaden var indvendig og derved sværere at diagnosticere.
Efter 3 dage nåede vi en hytte med SH4 og SH7, Arvids tilstand var ikke forbedret, men han havde fået selskab på slæden af Kikuk, som var blevet mulet af Mimer. Vi endte med at ligge vejrfast i tre døgn, hvor begge hunde viste tegn på bedring.
På grund af den mistede tid, var vi tvunget til at køre minimum 50 km. om dagen, for at nå hjem til jul, vi var derfor forberedt på et par lange dage.
Uddrag fra dagbog:
20/12-09 59 km. 8 ½ timer.
”Så kom vi endeligt af sted. Det har været en lang dag med svingende føre, sidst på dagen blev det dog godt. Vi har haft et par slagsmål undervejs, men er dog sluppet for skader. Kikuk er kommet frem i nomen, og det nyder han! Arvid har det også meget bedre og jeg er ikke længere i tvivl, om han klarer den – heldigvis. Midt på dagen havde vi en fantastisk solrøde mod syd. Det var et nærmest apokalyptisk syn, hvor skyerne brændte i den røde farve. Senere på dagen kørte vi under nordlysets grønne glød. Hvem skulle have troet at polarnatten kunne rumme så mange farver?”
Uddrag fra dagbog:
21/12-09 59 km. 12 timer.
”Det har været en meget lang dag! Vi har haft flere slagsmål, vi (slæden) er væltet 3 gange og vi er kørt forkert en enkelt gang også. Det være sagt, har hundene ydet en god indsats de sidste to dage. Nu glæder vi os alle til at komme hjem i morgen. Vi har kun 23 km. så det bør ikke tage alt for lang tid, vi har også lidt travlt da der er lovet meget kraftig vind i morgen over middag.”
Nu sidder jeg i varmen og nyder alle stationens goder. Udenfor blæser det 40-60 knob med kraftig sne og fygning, sigten er nede på ganske få meter, og man skal passe på at man ikke farer vild mellem bygningerne. Men spise det skal man, appetitten fejler ingenting og der skal fyldes lidt på depoterne inden næste tur. I løbet af de sidste tre uger har jeg tabt mig otte kg. så jeg har lidt at indhente…
Rigtig glædelig jul til Jer alle.
*Nomen er en formation, hvor hundene løber to og to, i én lang række. Den er god i løs sne, da de lette hunde oppe foran, træder spor til de stærke hunde længere nede.
søndag den 22. november 2009
fredag den 20. november 2009
Efteråret 2009
Det er efterhånden alt for længe siden jeg sidst har skrevet på min blog, så jeg vil nedenfor skrive lidt om sommeren og efteråret på kysten.
Da vi kom hjem fra slæderejserne havde vi alle et par hyggelige dage med afrigning og afslapning. Alle de små cravings vi havde haft under slæderejserne blev opfyldt, mens vi fortalte røverhistorier om turene. Stationen skulle dog efterses og renoveres efter en lang og hård vinter. Vi fik malet næsten alt træværket på stationen, det var meget, og hundegårdene blev efterset og repareret. Det blev en vappetjans og der var ikke mange hundegårde, som var skånet for moskusoksernes alternative ruter. Vi endte med at bruge en lille uge på at støbe huller til nye stolper, sætte hegn og reppe huller. Jeg behøver vist ikke sige at jeg var rimeligt træt af hippiekøerne til sidst..
I juli fik ældsteholdet pårørendebesøg, forældre, søskende og kærester væltede ud af det lille Twinotter fly, til stor glæde for dem alle. I den følgende uge arbejde yngsteholdet på højtryk for at give dem alle en god oplevelse, vi holdt stationen kørende og lavede mad, så ældsteholdet kunne dedikere deres tid til deres familier. Vores tanker var dog allerede en uge længere fremme, hvor vi skulle til det årlige tandlægebesøg på Island.
Vi tog af sted sammen med de pårørende efter en uge og havde nu en hel uges ferie. Det skulle dog vise sig at jeg, efter en uge, havde brug for endnu en ferie...
Caroline og nogle af de nærmeste venner mødte mig på Island, Vi endte med at være en gruppe på ni, der turede rundt på øen og gav den gas i Reykjaviks natteliv. Det er uden tvivl en af de bedste, men hårdeste ferier jeg nogensinde har haft.
Hjemme på kysten ventede vores nye yngstehold, som sammen med ældstefolkene var gået i gang med sommerens depotsejladser.
Forsyningsskibet, som kom med alle vores bestillinger, var næste store projekt på kysten. I de 3-4 dage containerskibet ligger for anker, er der tryk på.
Inspektionsskibet Hvidbjørnen, som skulle støtte med depotsejladser i nordområdet, ankom næsten samtidigt med forsyningsskibet.
Her skulle fire fupper sejle med den følgende uge, jeg selv var heldig og havde fået tildelt en plads. Storisen lå som et tykt panser og besværliggjorde al sejlads langs kysten, men vi kom langsomt gennem isen, og op til hytterne, der skulle genforsynes.
Ved Ardencaple Fjord byggede vi et nyt depot med hjælp fra to gaster.
Efter 14 timer stod der en ny hytte, med alt fra madrasser og proviant til olieovn.
Da vi nåede hjem til Daneborg fortsatte depotsejladserne med vores egne kuttere (Tutterne).
I august sejlede vi det sidste depot ud, vi skulle ydermere gå fodpatruljer i området omkring hytten. Efter et par gode dage med ture i de omkringliggende fjelde, skulle vi sejle hjem, det var dog ikke helt problemfrit. For det første havde en af tutterne i et stormvejr drevet ind i bunden af fjorden, hvor den havde det sat sig på en sandbanke. Ved højeste vande lykkes det endeligt at få den fri og vi kunne påbegynde sejladsen hjemover. Stormen havde dog presset isbælter ind mod land og vi forcerede adskillelige bælter på vej hjem. Vi snoede ind mellem opskruninger og skubbede drivis væk med bådshager, vi sneg os inden om skær og små øer. Efter en lang og udmattende sejltur nåede vi endelig Daneborg - det er ikke altid lige let at sejle i isfyldt farvand.
I slutningen af august tog vores ældstehold hjem. Det var vemodigt at sige farvel ved flyet, og lige pludseligt stod vi som de erfarne ældstefolk.
Efter slædeholdenes inddeling i september, blev der tid til at reppe grejer og bygge slæder. Den nye mand i SH5 hedder Anders og har derhjemme læst psykologi, dvs. at vi nu er to studenterfupper i SH5. Til trods for dette fik vi dog bygget en ny slæde, som fik navnet Die Eisbären. Den er blevet prøvekørt og levede heldigvis op til idealet om tysk effektivitet.
I oktober blev tiden brugt på fagområderne, hvor vi i vappe fik tilgang af fire nye hunde. To tæver og to hanhunde. De var og er stadigvæk ikke til at stå for, de tumler rundt, leger og opdager hele tiden nye måder at drive vappefolkene til vanvid. I slutningen af oktober kom der mere og mere fokus på de kommende slæderejser, som skulle tage deres begyndelse den 1. november. Desværre var issituationen endnu for dårlig og slædeholdene kom afsted en uge for sent.
Dette år skal jeg køre som gnist og skal derved kun køre en halv slædesæson. Vi er to slædehold som skiftes til at være på Daneborg, vi foretager radiokommunikationen mellem slædeholdene og Grønlandskommando. Vi har kontakt til de øvrige slædehold to gange om dagen og i den mellemliggende tid kan vi stort set gøre hvad der passer os. Stationen skal dog fungere og vi to mand sørger nu selv for vandproduktion, elektricitet fra vores generatorer og varme fra vores mange oliefyr.
Den 1. december tager vi afsted på vores efterårsrejse, vi forventer at være hjemme den 22. december igen, så det bliver en kort tur i det tiltagende mørke. Vi glæder os dog begge til nye eventyr i nationalparken.
PS.
Jeg lægger lidt billeder op i løbet af de nærmeste dage.
Da vi kom hjem fra slæderejserne havde vi alle et par hyggelige dage med afrigning og afslapning. Alle de små cravings vi havde haft under slæderejserne blev opfyldt, mens vi fortalte røverhistorier om turene. Stationen skulle dog efterses og renoveres efter en lang og hård vinter. Vi fik malet næsten alt træværket på stationen, det var meget, og hundegårdene blev efterset og repareret. Det blev en vappetjans og der var ikke mange hundegårde, som var skånet for moskusoksernes alternative ruter. Vi endte med at bruge en lille uge på at støbe huller til nye stolper, sætte hegn og reppe huller. Jeg behøver vist ikke sige at jeg var rimeligt træt af hippiekøerne til sidst..
I juli fik ældsteholdet pårørendebesøg, forældre, søskende og kærester væltede ud af det lille Twinotter fly, til stor glæde for dem alle. I den følgende uge arbejde yngsteholdet på højtryk for at give dem alle en god oplevelse, vi holdt stationen kørende og lavede mad, så ældsteholdet kunne dedikere deres tid til deres familier. Vores tanker var dog allerede en uge længere fremme, hvor vi skulle til det årlige tandlægebesøg på Island.
Vi tog af sted sammen med de pårørende efter en uge og havde nu en hel uges ferie. Det skulle dog vise sig at jeg, efter en uge, havde brug for endnu en ferie...
Caroline og nogle af de nærmeste venner mødte mig på Island, Vi endte med at være en gruppe på ni, der turede rundt på øen og gav den gas i Reykjaviks natteliv. Det er uden tvivl en af de bedste, men hårdeste ferier jeg nogensinde har haft.
Hjemme på kysten ventede vores nye yngstehold, som sammen med ældstefolkene var gået i gang med sommerens depotsejladser.
Forsyningsskibet, som kom med alle vores bestillinger, var næste store projekt på kysten. I de 3-4 dage containerskibet ligger for anker, er der tryk på.
Inspektionsskibet Hvidbjørnen, som skulle støtte med depotsejladser i nordområdet, ankom næsten samtidigt med forsyningsskibet.
Her skulle fire fupper sejle med den følgende uge, jeg selv var heldig og havde fået tildelt en plads. Storisen lå som et tykt panser og besværliggjorde al sejlads langs kysten, men vi kom langsomt gennem isen, og op til hytterne, der skulle genforsynes.
Ved Ardencaple Fjord byggede vi et nyt depot med hjælp fra to gaster.
Efter 14 timer stod der en ny hytte, med alt fra madrasser og proviant til olieovn.
Da vi nåede hjem til Daneborg fortsatte depotsejladserne med vores egne kuttere (Tutterne).
I august sejlede vi det sidste depot ud, vi skulle ydermere gå fodpatruljer i området omkring hytten. Efter et par gode dage med ture i de omkringliggende fjelde, skulle vi sejle hjem, det var dog ikke helt problemfrit. For det første havde en af tutterne i et stormvejr drevet ind i bunden af fjorden, hvor den havde det sat sig på en sandbanke. Ved højeste vande lykkes det endeligt at få den fri og vi kunne påbegynde sejladsen hjemover. Stormen havde dog presset isbælter ind mod land og vi forcerede adskillelige bælter på vej hjem. Vi snoede ind mellem opskruninger og skubbede drivis væk med bådshager, vi sneg os inden om skær og små øer. Efter en lang og udmattende sejltur nåede vi endelig Daneborg - det er ikke altid lige let at sejle i isfyldt farvand.
I slutningen af august tog vores ældstehold hjem. Det var vemodigt at sige farvel ved flyet, og lige pludseligt stod vi som de erfarne ældstefolk.
Efter slædeholdenes inddeling i september, blev der tid til at reppe grejer og bygge slæder. Den nye mand i SH5 hedder Anders og har derhjemme læst psykologi, dvs. at vi nu er to studenterfupper i SH5. Til trods for dette fik vi dog bygget en ny slæde, som fik navnet Die Eisbären. Den er blevet prøvekørt og levede heldigvis op til idealet om tysk effektivitet.
I oktober blev tiden brugt på fagområderne, hvor vi i vappe fik tilgang af fire nye hunde. To tæver og to hanhunde. De var og er stadigvæk ikke til at stå for, de tumler rundt, leger og opdager hele tiden nye måder at drive vappefolkene til vanvid. I slutningen af oktober kom der mere og mere fokus på de kommende slæderejser, som skulle tage deres begyndelse den 1. november. Desværre var issituationen endnu for dårlig og slædeholdene kom afsted en uge for sent.
Dette år skal jeg køre som gnist og skal derved kun køre en halv slædesæson. Vi er to slædehold som skiftes til at være på Daneborg, vi foretager radiokommunikationen mellem slædeholdene og Grønlandskommando. Vi har kontakt til de øvrige slædehold to gange om dagen og i den mellemliggende tid kan vi stort set gøre hvad der passer os. Stationen skal dog fungere og vi to mand sørger nu selv for vandproduktion, elektricitet fra vores generatorer og varme fra vores mange oliefyr.
Den 1. december tager vi afsted på vores efterårsrejse, vi forventer at være hjemme den 22. december igen, så det bliver en kort tur i det tiltagende mørke. Vi glæder os dog begge til nye eventyr i nationalparken.
PS.
Jeg lægger lidt billeder op i løbet af de nærmeste dage.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
