Efterårsrejsen 2009

Vi ankom den 22/12-09 til Daneborg efter ca. 3 uger i nationalparkens polarnat. Det har været en god tur, selv om vi har måttet kæmpe for vores kilometre, specielt turens sidste dage har været hårde.

Den 29/11-09 kørte vi fra Daneborg mod syd, til vores patruljeområde. Selv om vi tog en enkelt vejrfast efter et par dage, kom vi hurtigt frem på det gode føre, med 13 friske hunde. Efter en lille uge med kørsel på havisen, begyndte vores landoverkørsler. Sidste efterår havde vi en generel sneknaphed, og kunne køre, forholdsvist nemt over land, dette var ikke tilfældet i år…
Vi nåede kun 15 km. om dagen, med en gennemsnitshastighed på 2-3 km/t. Vi gik foran og trampede spor og hundene blev stille og roligt tappet for kræfter. Især vores nye førerhund Snehvide, havde svært ved at holde dampen oppe. Jeg savner lidt den stamina vores gamle førerhund Djarnis besad, men han vejede også ca. det dobbelte. Vi forsøgte at smide forskellige hunde op foran, men lige lidt hjalp det. Mimer (vores bas) løb lidt men besluttede så at det var tid til en lur, det gik altså ikke. Efter 4 dage og 69 km. nåede vi en hytte, og kunne tage en hviledag, det var tiltrængt! Næste etape førte os ned langs yderkysten til Myggbukta, en af områdets største hytter, på hele to etager. Desværre måtte vi køre hele strækningen på land, da der var både baks og usikker is, igen nåede vi kun 15 km. om dagen.

Som sammenligningsgrundlag kan jeg fortælle, at man på godt føre, kan køre denne distance på halvanden time. Derfor var jeg rimeligt frustreret ved at bruge hele dage på disse korte distancer, med hunde som ikke rigtigt gad trække. Som altid er det en dårlig cocktail med vrede fupper, for hundene bliver bange og usikre, det er en nedadgående spiral, som jeg kender alt for godt…

Uddrag fra dagbog:
11/12-09 15 km. 5 ½ timer.
”Så nåede vi endelig den hyggelige gamle hytte. Det har været endnu en lang dag i ringe føre. I nat har vi fået ca. 20 cm. sne, og det har haft en stor indvirkning på dagens fart. Midt på dagen stak Julius lige pludseligt af, han røg direkte op i fjeldet, med mig halsende efter. Det viste sig at der stod en flok på otte moskusokser, som han derefter muntrede sig med. De fandt det dog ikke morsomt og jeg tror de fik stanget lidt til ham. Men han kom dog uskadt hen til mig, med et triumferende blik i øjet – så var han klar til at køre videre!”

Vi endte med at tilbringe to dage i hytten med dårligt vejr. Dagene gik med at læse og få fyldt lidt på depoterne. Det er ufatteligt, hvad man kan kreere i en rusten, gammel kulovn: Pandekager, slædepizza, muffins og boller – ja vi havde det godt. Vi havde også Snehvide inde som hyttehund, men det var ingen god idé. Slædehunde indeholder tilsyneladende meget ildelugtende luft, som den første nat forgiftede hele hytten. Hun blev derfor, til hendes store fortvivlelse lagt ud igen.

Da vi kørte fra hytten var der, efter 100 m. tumult i nomen*. I mørket var det vanskeligt at se, hvad der foregik, men at der var slagsmål, herskede der ingen tvivl om. Vi sprang op til hundene og fik dem skilt ad, Arvid lå nederst i bunken og var den, det var gået værst ud over. For at skåne ham lagde vi ham på læsset og kørte videre. I løbet af de følgende dage blev hans tilstand værre og værre, jeg talte dagligt med vores dyrlæge, men vi var i tvivl om hvad der var galt med ham. Han havde ikke nogen bidmærker, skaden var indvendig og derved sværere at diagnosticere.
Efter 3 dage nåede vi en hytte med SH4 og SH7, Arvids tilstand var ikke forbedret, men han havde fået selskab på slæden af Kikuk, som var blevet mulet af Mimer. Vi endte med at ligge vejrfast i tre døgn, hvor begge hunde viste tegn på bedring.
På grund af den mistede tid, var vi tvunget til at køre minimum 50 km. om dagen, for at nå hjem til jul, vi var derfor forberedt på et par lange dage.

Uddrag fra dagbog:
20/12-09 59 km. 8 ½ timer.
”Så kom vi endeligt af sted. Det har været en lang dag med svingende føre, sidst på dagen blev det dog godt. Vi har haft et par slagsmål undervejs, men er dog sluppet for skader. Kikuk er kommet frem i nomen, og det nyder han! Arvid har det også meget bedre og jeg er ikke længere i tvivl, om han klarer den – heldigvis. Midt på dagen havde vi en fantastisk solrøde mod syd. Det var et nærmest apokalyptisk syn, hvor skyerne brændte i den røde farve. Senere på dagen kørte vi under nordlysets grønne glød. Hvem skulle have troet at polarnatten kunne rumme så mange farver?”

Uddrag fra dagbog:
21/12-09 59 km. 12 timer.
”Det har været en meget lang dag! Vi har haft flere slagsmål, vi (slæden) er væltet 3 gange og vi er kørt forkert en enkelt gang også. Det være sagt, har hundene ydet en god indsats de sidste to dage. Nu glæder vi os alle til at komme hjem i morgen. Vi har kun 23 km. så det bør ikke tage alt for lang tid, vi har også lidt travlt da der er lovet meget kraftig vind i morgen over middag.”

Nu sidder jeg i varmen og nyder alle stationens goder. Udenfor blæser det 40-60 knob med kraftig sne og fygning, sigten er nede på ganske få meter, og man skal passe på at man ikke farer vild mellem bygningerne. Men spise det skal man, appetitten fejler ingenting og der skal fyldes lidt på depoterne inden næste tur. I løbet af de sidste tre uger har jeg tabt mig otte kg. så jeg har lidt at indhente…


Rigtig glædelig jul til Jer alle.


*Nomen er en formation, hvor hundene løber to og to, i én lang række. Den er god i løs sne, da de lette hunde oppe foran, træder spor til de stærke hunde længere nede.