Så nåede vi atter tilbage på Daneborg, efter en lang tur hjem fra Danmarkshavn.
Vi så solen for første gang den 11/2 og siden har den været stigende i horisonten mod syd. Det er en ganske speciel følelse, første gang man ser den store projektør, efter flere måneder under stjernerne. Nu kan vi nyde den helt indtil november næste år, over de næste par måneder vil den fortsætte med at tiltage, indtil vi har døgnsol en gang i april.
For en uge siden havde vi slagsmål i hundekæden og Mimer, som er spandet bas måtte under kniven. Kikuk havde bidt en trædepude op, en skade som er lang tid om at hele. Jeg gav ham 5 sting og han har siden ligget på slæden om dagen og i hytten eller teltet om aftenen. Det er meget irriterende at have en hund på læsset, de hyler og føler sig generelt meget forudrettede over deres stuation. Mimer har ovenikøbet haft dårlig mave og det har flere gange resulteret i lort på liggeunderlagene og min ydersovepose - møghund!!! Det har dog været hyggeligt at have en hyttehund, det er først når man får en slædehund indenfor at man virkelig ser hvor store de er. Jeg har svært ved at forestille mig at han nogensinde bliver slædehund igen, efter hans tilvænning til det søde liv indenfor, med en masse kæleri og opmærksomhed.
Turen hjem fra Danmarkshavn har været præget af meget forskelligt føre, med alt fra hårdføgent til 1/2 m. blød sne. Den sidste 5-6 dage har vi fulgtes med SH2 (Anders og Flemming), det har været hyggeligt og spændende at se hvordan de andre slædeholds rutiner er. Det har også været fint med et par mand mere, eftersom vi har gået foran siden vi mødte SH2. Det har været et helvedes føre, med sne med op til 1/2 meter, vi er gået to mand foran for at trampe spor og de sidste to mand har gået nede ved hundene. Dagene har ligeledes været lange, nogle af dagene har vi gået over 9 timer og det sætter spor i kroppen. En af dagene gik vi 9.30 timer og nåede kun at køre 35 km., til sammenligning kørte vi i efteråret 60 km. på kun syv timer.
I går gik jeg foran sammen med Anders og bi nåede et godt stykke foran slædene. Jeg døjede lidt med kulden selv om det "kun" var -26C, sådan fortsatte vi lidt tid indtil jeg til sidst måtte have varmen. Mine fingre havde jeg især problemer med at få varmen i, uanset hvad jeg gjorde ville de ikke rigtigt makke ret. Endeligt nåede slæderne op til os og vi kunne få en velfortjent pause efter at have gået foran i et par timer. Jeg fik en jakke på og varmen kom stille og roligt tilbage i kroppen, bortstet fra min venstre hånd. Da jeg lavede et par kuskeslag (det gør vi meget) Kunne jeg mærke at der var noget galt med en af mine fingre, og da den ved et tilfælde ramte slæden lød det som når man banker to stykker træ sammen. Jeg blev naturligvis lidt bekymret og tog handsken af for at se til fingeren, den yderste centimeter var hvid.
Der var ikke andet at gøre end at varme den op igen, og med lidt ængstelse tog jeg mine forholdsregler og kørte videre. Den følgende time holdt jeg fingeren inde i min knyttede hånd og lidt efter lidt kom varmen og farven tilbage. Det var heldigvis ingen dybere forfrysning, men det er lesson learned, men skal altid holde øje med ekstremiteterne når man er ude og især når man tramper spor. I dag er min finger øm og der kommer til at gå et par måneder før jeg får alt følelsen tilbage. Efter et par dag vil det yderste hud begynde at skalde af og så er den så god som ny.
Da vi endeligt ko hjem havde vi kørt i ca. 10 timer, da jeg lagde mig i min seng efter et kæmpe måltid mad og et par dåsecolaer, gik der ikke mange øjeblikke før jeg gik ud som et lys.
Nu har vi ca. 10 dage på stationen, hvor vi skal have styr på alle vores grejer og så kører vi sydover og er hjemm igen til juni.
Jeg har taget lidt billeder og jeg lægger dem op på bloggen i løbet af de næste par dage.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar