Endeligt hjemme på Daneborg

Så er alle slædeholdene kommet hjem efter nogle gode efterårspatruljer. Alle yngstefupperne har lært en masse om slædekørsel, og alt der hører sig til denne diciplin. Ikke mindst er skiene begyndt at føles, som om de er en del af kroppen, og jeg væltede færre gange, hen mod slutningen af patruljen. Men jeg har ikke sluppet for at ligge og ømme mig og tænke over, hvad det er man har gang i. På vej mod Mestersvig krydsede vi den første revne, som ikke var mere end 1/2 m, men når man ved at der er 500 m. dybt under vandet, skal man lige overvinde sig selv. Mens jeg gjorde netop det, gav jeg slip på slæden, væltede og slog hovedet hårdt ned i isen, det betød hovedpine i en uge. Der er en masse små hændelser hvor jeg burde have kommet mere til skade, men heldet tilsmiler tilsyneladende den klodsede...

Efter at have kørt på knaldeføre ned til Mestersvig vendte vejret og således også føret, der var mange dage med ringe føre og vejr. Mange dage gik vi på kompaskurs i komplet whiteout, hvilket betyder at der ingen konjukturer er, det føles lidt som at gå ind i et stykke hvidt papir og kan være meget desorienterende. Når føret ovenikøbet er ringe er der ikke meget ved det, men det kan ikke altsammen være lige sjovt og sådanne dage skal bare overstås. Selv dage med ringe føre kan dog også være gode. Vi havde en dag med salttræg sne (dvs. at saltet fra vandet trænger op gennem isen og videre op i sneen, med træski er glidet reduceret til stort set nul), Men denne dag havde vi fuldmåne, stjerner og nordlys hele dagen, månen føltes så skarp at man næsten ikke kunne se lige på den. Det var helt stille og da føret var dårligt skiftedes vi til at gå foran slæden og lave spor til hundene. Den lille pause jag havde deroppe var fantastisk og det var et af de sjældne øjeblikke hvor fortid, nutid og fremtid smeltede sammen til blot at være til. Det er sådanne dage hvor man går og lader op, så man har noget at give af på de mindre gode dage.

Hjemturen var dog primært præget af dage med ringe vejr og føre, på de dage bliver der ikke snakket så meget, så man står bare og styrer hundene og lukker sig inde i sig selv - dejligt.

Hen imod slutningen af rejsen mødte vi andre slædehold og vi kunne derfor køre i spor, det er rart da man slipper for hele tiden at råbe kommandoer. Det er dog ikke alle førerhunde som er lige gode, og til tider kunne det bedre svare sig at køre ud af sporet, for at køre lige ud - det føltes nærmest som om man kørte i en labyrint så meget som de zigzaggede.

Det gode ved at køre i spor er dog også at man slipper for at køre de dårlige steder. SH2 måtte slå teltet op da de var kørt i vand ved et landbræk, de var gået i til knæene. Det slap vi heldigvis for, vi er jo ikke frømænd...

Våde fødder slap jeg dog ikke for. Vi kørte i et område med meget vand under isen og da vi kørte forbi en plet sagde Gormsen:"Frederik stik lige en ski i, for at se hvor dybt der er". Uerfaren som jeg var kørte jeg for langt ud i det og blev suget i. Der stod jeg så med en våd fod og skulede skummelt til min grinene ældstemand, det var dog ikke koldere end at vi kørte videre.

Der er generelt mange ting, man ikke tænker over, når det hele skal gå hurtigt. Under et hundeslagsmål løb jeg op til den voksende klump, med skieen og begyndte at banke løs, men jeg råbte og skreg. Selv om det var effektivt, holdt skien ikke til det og med et højt knæk røg spidsen, vi har dog reserveski med og jeg fik hurtigt løst problemet. Jeg tror trods alt det er de færreste, som har knækket en ski ved at tæve hunde, det skal dog siges at det lyder voldsommere end det er, de er utroligt hårdføre og lider ingen skade ved det.

Generelt har vi været forskånet for hundeskader, det er ikke mange slåskampe vi har haft, og de få der har været er blevet syet i teltet.

Inden jeg slutter af, kommer en lille historie om et bjørneangreb. Da SH4 var ved at slå TP begyndte hundene at gø i den samme retning, fupperne fik hurtigt fat på en lygte og så et par lysene øjne. De tilhørte en bamse som kom i hurtigt løb mod slæden, Roland trak sin riffel mens Asbjørn holdt lygten og sendte et signalskud mod den. Det var den dog ligeglad med og Roland måtte sende en kugle afsted ud i mørket mod bamsen, selv om der ikke var lys til at sigte ramte han den i brystet. Den standsede op og blottede sin side, hvorefter den fik en bladkugle, med endnu et skud lagde den sig. Rystet gik de to fupper hen til den og gav et hovedskud for at sikre sig dens død. Det var en ung bjørn med en smuk pels og det er naturligvis ærgeligt at den måtte lade livet, men omstændighederne var ikke til at tage fejl af. Sidste år måtte Asjbørn skyde en anden bjørn i nødværge, det er ekstremt sjældent at samme mand er ude for dette to gange, ikke desto mindre har jeg nu omdøbt SH2 for Bjørnebrødrene.

Hviledage på Mestersvig Station

Så nåede Slædehold 5 til Mestersvig, som er det sydligste vi kommer på efterårsturen. Indtil videre har vi kørt ca. 700 km. men vi mangler stadigvæk hjemturen. Det har været en god tur sydpå, med knaldeføre og godt vejr (vi har kun haft to vejrfaste med kraftig vind). Vi har oplevet en masse spændende ting og jeg har plukket et par af de mest interessante frem.
Efter en landoverkørsel den 24/11 nåede vi bunden af Moskusoksefjorden, navnet stammer fra en af de store ekspeditioner i begyndelsen af 1900-tallet. Strømforholdene medfører at der ofte er strømskårent is (tynd is), det betyder også at der her er sæler. Da vi kom kørende så vi på afstand en sæl på isen et par hundrede meter fremme, vi råbte eeli eeli til Djarnis vores førerhund, for at dreje ham til højre så vi kunne udnytte vinden. Vi stod og talte om hvor lækkert det ville være med en sælmørbrad til aften, men nu skulle vi først lige skyde den først. Da vi kom lidt nærmere rejste der sig en bjørn fra sælen, så vi kom åbenbart for sent. Det var ordentlig bamse som hyggede sig gevaldigt med sin fangst, jeg må indrømme at det gippede lidt i mig da jeg så den, pga. af de ringe lysforhold er det svært at afstandsbedømme. Vi betragtede den lidt og så hvordan den skød poterne ind under maven og skubbede sig frem med bagbenene, den var godt tilfreds med livet. Vi var påpasselige, da vi ikke vidste hvor agressiv den ville være for at beskytte sit måltid, vi skød derfor et knaldskud efter den for at skræmme den væk. Det var den ret ligeglad med, så vi lod den være for at køre videre, Gormsen fortalte hvordan de til tider forfølger sporet af nysgerrighed, så den næste halve time så jeg mig tit over skulderen. Den lod os dog være og efter et par km. kunne vi i forholdsvis ro ordne hundenes skaglerne. Det er ikke så tit man oplever en bjørn med et kadaver og slet ikke om vinteren, så det var en spændende oplevelse.
Efter nogle dage med godt føre skulle vi have endnu en landoverkørsel gennem Zoologdal, vi kørte i et elvleje på ren is. Det var ikke nemt eftersom det stort set kun bestod af blankis med hældning. Hundene blev mere og mere frustrerede og det endte i et slagsmål - typisk! Vi forsatte og efter et par timer nåede vi vandskellet, dvs. det øverste af dalen (ca.200-300 m.o.h.). Vi fandt et forholdsvist stort sår under Coco's "armhule", vi bedøvede ham i teltet og syede ham, derefter røg han tilbage ud i kæden i den kolde nat - sikke et hundeliv.
Den aften oplevede jeg et fantastisk nordlys, som fyldte halvdelen af himlen, det flotteste jeg hidtil har set. Der var en masse bevægelse i det og det fór hen over himlen i skiftende former, fjorden blev badet i et smukt grønt skær.
Vi nåede ned og op over den næste dal, her gik det lidt bedre, men slæden havde desværre fået nogle hug. Det resulterede i at den ene mede lagde sig ned og vi måtte bruge et par timer på at surre den igen.
Næste dag, nåede vi at køre et par km. på nedkørslen fra dalen, før slæden væltede med høj fart på blankisen. Vi blev slynget med høj fart hen ad isen, men heldigvis var der ingen sten og vi slap uden skader. Desværre var meden igen ødelagt, vi brugte 1:30 t. på at surre og kunne endeligt køre videre. Den aften brugte vi endnu 2:30 t. men så var slæden også i orden igen.
Nu sidder vi så her på Mestersvig og har fået et varmt bad og et godt måltid, fantastisk hvordan man kan nyde så simple ting i hverdagen som et toilet eller rindende vand.
Om tre dage kører vi igen nordover mod Daneborg og julen så skal vi have julemad til vi triller.
Jeg skriver lidt mere når vi kommer hjem, indtil videre ønskes I alle en god julemåned.

PS. Hvis der er nogen der har lyst til at sende en mail, bliver den læst op over radioen til stor fornøjelse. Adressen er: sirius@mil.dk I emnefeltet skal der skrives "Frederik"

Visit på Daneborg

Efter en uges tid på patrulje sneg SH35 sig retur til DNB med en ødelagt slæde. Efter at have kørt i noget voldsom baks (isskruninger) flækkede halvdelen af bundbrædderne, på SH3 slæden. Da det er disse der holder slæden sammen og samtidigt bærer læsset måtte vi køre hjem for at reppe - hvis der var røget et til bundbræt havde vi ikke kunnet fortsætte så det var en spændende, omend forsigtig, tur tilbage. Da vi ankom til stationen kunne Gnisterne (det SH som bliver tilbage for at varetage radiokontakt) fortælle at Troles fra SH7 var kørt med slæden ud over en 4m. høj skrænt. Heldigvis er der ikke sket noget alvorligt, men vi fik dirrigeret inspektionsskibet Vædderen mod nord, så han kunne blive hentet ud med helo. Det fik vi så klaret i dag og var så heldige at få lidt grøntsager fra skibet - lækkert. Christian som har kørt med Gormsen og mig, har erstattet Troels så SH5 afventer nu iskort og forventer en tur i sydområdet istedet. Det bliver spændende at se alle de gamle hytter, som gemmer på fascinerende historier om fangstmandsperioden på kysten.
I løbet af den sidste uge stak Gnisternes hunde af med slæden og der gik adskillelige timer før de fandt dem viklet ind mellem hinandens skagler. Omegahunden som er den lavestrangerende hund i spandet, var blevet sønderbidt og måtte sys med 52 sting, desværre overlevede den ikke sine skader. De er selvfølgeligt meget ærgelige over situationen, men det er desværre noget der sker fra tid til anden. Det bevidner også at det ikke er sofahunde vi har med at gøre - det er rovdyr som gør hvad de kan for at bibeholde deres rangorden.
Som I kan høre er der sket en masse i den første uge af året efterårspatrulje, vi håber nu bare at de værste uheld er overstået og at vi kan fortsætte i god ro og orden.
Vi kører igen på onsdag og påregner at være tilbage den 22/12, til julehygge på stationen.
Hvis der er nogen som har lyst til at sende en lille mail, til oplæsning over HFradioen er I meget velkomne, adressen er: sirius@mil.dk i emnefeltet skal der stå Frederik.

Patrulje

Det er nu endeligt blevet tid til året første patrulje, noget vi har set frem til med længsel.
Slæden er pakket og foran os venter en tur på omkring 600 km. Selvom det er en lang tur betragtes det kun som en træningstur, til forårets lange tur på et par tusind km. De sidste par dage er gået med hygge og et par fridage så vi kan lade op til strabadserne, men helt fri har vi dog ikke haft. Gormsen og jeg var i sidste uge på en prøveovernatning et stykke fra Daneborg, tanken med en sådan tur er at sikre at alt virker og vi ikke har glemt noget, men hundene var ude på ballade. Efter jeg var væltet efter slæden i de høje driver røg hundene på hinanden. Flere hunde fik lidt knubs, men Poul fik et dybt bid i en trædepude på venstre forpote. Vi har syet ham fire gange og givet ham skærm på endnu flere, men han har en raffineret teknik til at smadre dem og slikke såret op. Det lykkedes ham at smadre tre skærme på et døgn, i anfald af panik. Her til morgen er han igen blevet syet og er nu fikseret så han nærmest ikke kan bevæge sig. Det er synd for ham, men det værste er at han ikke kommer med på den kommende patrulje. Det er der dog ikke noget at gøre ved, det vigtigste er også at han er klar til januar og forårspatruljen.
De seneste dage har vi haft et fantastisk vejr. Vindstille og de fineste snefnug jeg nogensinde har set, i lampernes skær ligner det små stykker krystal, som stille finder deres vej til jorden. Lampernes skær er efterhånden vores eneste lyskilde, solen gik ned for sidste gang den 3/11 og det eneste vi ser til den er skæret fra en solnedgang midt på dagen. Nu går der et par måneder før vi igen får den at se.
Næste gang jeg har mulighed for at skrive bliver til december, og så er der igen en masse at berette om.

Ny hund i gården

Som billedet viser har vi fået ny hund i femmergården. Vi har forsøgt at sætte halsbånd på den, men vi har ikke rigtigt nogen som passer...
Da vi i morges gik ud til vappe, stod Poul og teede sig, men det gør han jo altid så vi gik blot videre. Da solen var stået op kunne jeg så se at der stod en moskus inde i gården. Det gippede lidt i mig eftersom der var blod omkring klovene og Snehvide ikke var til at se. Hun havde sprunget sin kæde og lå nu henne ved flokkens bas, Mimer. Kæderne vi bruger til hundene springer ikke uden videre, så hun har virkeligt kæmpet for at komme fri.
Nu skulle vi jo så have hippiekoen ud af gården, men det var ikke særligt nemt. Vi skød 3 riffelskud op i luften, jeg gav den en omgang med hundepisken og vi prøvede at lave udfald mod den. Da det ikke havde nogen effekt hentede Gormsen en signalpistol. Der belv skudt under den, ved siden af den, over den og til sidst på den, men intet virkede. Vi flyttede de nærmeste hunde op i vappe og klippede hegnet væk omkring den, efter to timer valsede den endeligt ud og op på fjeldet.
Mærkeligt dyr...

Et par blæsende døgn

I de sidste par dage har vi haft meget blæsende vejr med sne og høj fygning. Middelvinden lå på omkring 25 m/sek med vindstød af orkanstyrke, (eller som vi måler det 50-70 knob). Det betød i praksis at al udendørs aktivitet stort set blev umuliggjort, både fordi sigten var ekstremt ringe og fordi det var svært at bevæge sig oprejst. Det var ikke nogen success at fodre hundende i det vejr... Efter to dage er det nu lettet lidt og vinden er nede på kulingstyrke, ødelæggelserne var næsten ikke til at bære. Isen på Young Sund er væk og vi kan nu begynde forfra igen. Der skal massive kræfter til for at blæse en iskappe på 15-20 cm. væk og det bevidner, hvad vi også lærte på vintertræningen, heroppe er det ikke os der bestemmer spillereglerne.
LCG (Logistik Center Grønland) har nu officielt opgivet at finde en afløser for Rasmus, som brækkede benet. Det betyder at SH5 og SH3 lægges sammen til efterårspatruljen. Min efterårsrejse bliver derfor kortet ned til 1 måned. I stedet er jeg hjemme på stationen hele december, hvor man alligevel ikke kan se en hånd for sig ude på suppen. Jeg kommer ligeledes til at opleve juledroppet, hvor en C130 Herkules i lav overflyvning smider juledroppet ud med faldskærm. Det skal nok blive meget sjovt at opleve. Hver syvende faldskærm folder sig ikke ud, så man skal ikke ønske sig glas i julegave...
Moskusokserne (hippiekøerne) som går fast og græsser på stationen er ved at blive mere og mere menneskevante. I morges stod de lige foran Sirihus og jeg er tilsyneladende løbet lige forbi dem uden at ænse dem, man skal jo nødig have en kage for at komme for sent til morgenskafningen. Da jeg lidt efter gik ud til Vappehuset, for at se til alle hundende stod de igen tæt på indgangen. Denne gang løb jeg lidt efter dem for at jage dem væk, men de er stort set ligeglade, de ved vidst udmærket hvor spidse deres horn er. Man skal være forsigtig for selv om de ser kluntede ud er de forbløffende adrætte.
I den kommende uge skal jeg to gange ud og tage en overnatning i telt. En med mine egne hunde og en gang med Christian fra SH5. Dette gør man altid for at sikre at man har alle tingene og at de virker. Det nytter ikke at køre hjemmefra med et defekt telt eller uden medicin til hunde eller mænd. Man bliver ikke hentet ud med fly i mørketiden, med mindre det er tvingende nødvendigt. Derfor er vores sygehjælpertasker pakket med ALT vi kan få brug for, og vi har altid morfin (Fentanyl) på os. Vi har også et præparat med der kan holde os vågne i mange timer, uden de bivirkninger som slører vores virklighedssans, så hvis vi mister slæden kan vi holde os gående indtil nærmeste hytte. Da vi kender placeringen på alle hytter og depoter på kysten, er dette derfor ikke noget stort problem. Vores 100 km. march på vintertræningen er god at have i baggagen.
Det var alt for nu. Jeg håber I alle har det godt derhjemme i varmen.

update fra Daneborg

Det er nu blevet vinter på Grønland. Sneen har ligget et par uger og isen har nu endeligt også lagt sig på Young Sund. Vejret viser sig fra sin smukkeste side, og er primært præget af højtryk. Desværre har den hårde kulde ladet vente på sig, så vi er ikke sikre på at isen bliver frigivet til den 1/11, hvor vi egentligt skulle afsted. Men det kan vi ikke gøre noget ved, så tiden bliver i stedet brugt til forberedelser, og en masse træningsture med hundene.

Det er fantastisk at køre hundeslæde, man kan køre hvorhen man vil og bare lade hundene gøre det hårde arbejde, sikke en frihed. Helt afslappet kan man nu ikke være, for selv om hundene trækker skal vi hele tiden råbe kommandoer og opmuntre dem til at trække - der er meget egopleje i slædekørsel.

For I ikke er helt uvidende om hundene kommer her en lille introduktion til spandet:

Gaia er en af stationens ældste tæver, og selv om hun er meget hyggelig er hun ikke den der trækker mest.

Poul er en rigtig god hund, han trækker godt og er ekstremt fuppeglad - som de fleste andre hunde i øvrigt også er.

Vector er helt hvid og dejlig blød i sin tykke vinterpels, han trækker rigtigt fint.

Coco er helt sort og ligger nr. 2 i hierakiet. Han bruger hele frikvarteret på at knurre af alle de andre hunde, han er en fandens karl.

Frikvarteret er en halv time, som hver dag er dedikeret til hundene. Her kan de løbe frit rundt i løbegården og lege med hinanden.

Kikuk er hentet til Daneborg fra Illulisat på Vestkysten, for at undgå indavl. Han er indbegrebet på en Slædehund i grå og hvide nuancer, han er meget smuk. Som oftest står han og Coco og råber ad hinanden, de kaster sig frem i kæden og gør alt hvad de kan, for at få fat på hinanden. Når der så er frikvarter render de rundt og leger med hinanden, uden det mindste problem. Utroligt så kæk man kan være, når man ved den anden ikke kan nå...

Djarnis er vores førerhund. Det er ham vi råber kommandoer til når vi kører, derfor er hans skagle lige lidt længere end de andres. Han har kun en ven i spandet og er bange for alle de andre hunde. Han ligger på sin plads og når de andre kommer for tæt på i frikvarteret, går han helt amok. Han er for tyk og kaster op når vi kører lange ture, så han skal lige i lidt bedre form.

Arvid er en af de stille hunde i spandet, han arbejder godt og er en rigtig god og rar hund.

Mimer er flokkens bas, dvs. at han er øverst i hierakiet og alle andre har meget stor respekt for ham. Han slås aldrig, men formår stadig at opretholde sin autoritet, opskriften på en ægte leder. Han har et dejligt gemyt og vil altid gerne pettes.

Lynge er en stor tyk unghund på et år. Han er meget præget af sin unge alder, både når han trækker og når hundene dækkes af til fodring. Han er efterhånden blevet trukket på maven efter slæden et par gange, og det er et fantastisk syn at se den tykke dreng blive trukket med, helt forvirret. Det er nogle hårdføre hunde...

Når han en dag finder ud af at det er sjovt at trække slæde, skal han nok blive en god hund.

Alesi lider lidt af damp, ellers er han en god hund der trækker rigtigt fint. Han har een rigtig ven som han beskytter gennem tykt og tyndt.

Neger er denne ven og han har brug beskyttelsen, da han ligger lavest i hieraktiet.
Hvert spand har en omega og Neger er vores. Udover dette er han en dejlig hund, han er også for tyk og man vil ofte høre hans navn blive råbt, når vi kører. Godt der er langt til nærmeste nabo...

Snehvide er vores anden førerhund. Hun løber lige bagved Djarnis og hvis der skulle ske ham noget overtager hun. Hun er ligeledes den hund i spandet, som trækker bedst. Det er utroligt hvordan hun arbejder, på alle vores træningsture har jeg kun set slap skagle på hende, en enkelt gang!

Hvide Henning er vores anden unghund på et år. Ligesom Lynge skal han køre sin første sæson og han er ved at lære faget. Han har et dejligt gemyt, til trods for hans forsigtige natur. Han er meget glad for Mimer, og når der er frikvarter løber han konstant og slikker ham i mundvigen, til Mimers store irritation. Han har nu fundet ud af at han er i sikkerhed i kæden, derfor er han begyndt at skælde meget ud på hans sidemand. Mon ikke han snart får en omgang hvis ikke han passer på.

John John er ny hund i gården og gammel problemhund fra SH4. Vi har dog ikke haft et eneste slagsmål med ham, han er faktisk en rigtig god hund. Han har fået lov til at starte på en frisk og det har han udnyttet. Han er ekstremt fuppeglad og er meget smuk med lange ben, helt perfekt hund.

Grisen er den sidste hund i spandet, navnet kommer af hendes griseøjne. Hun er lige blevet pinket (parret) så hun kommer ikke med på den kommende slæderejse. Hun er en dejlig hund som også er meget fuppeglad.

Jeg er meget tilfreds med spandet. Vi har aldrig slagsmål i gården og de trækker fint på træningsturene. Vi er også begyndt at kende hinanden lidt bedre nu og det kan mærkes tydeligt på lydigheden.

I sidste weekend havde vi oktoberbesøg fra Grønlandskommandoen (GLK) og Logistikcenter Grønland (LCG), udover disse havde vi to dyrelæger oppe for at se til hundene. Vi fik gennemgået fareområder og slæderuter for den næste sæson. Besøget gik godt og de var meget tilfredse med, hvordan det går heroppe. Vores slæderuter blev godkendt og jeg kan se frem til en lang men spændende sæson. Vi kommer igennem områder med meget stor koncentration af moskus og områder med mange bjørne, så der bliver rig mulighed for lidt fed film og gode billeder.

Desværre er mit videocamera blevet smadret af Henning, så inden der kan laves helteoptagelser skal jeg have købt et nyt.

Oktobersøget fik desværre en kedelig afslutning da Rasmus fra mit hold brækkede benet på en træningstur. Han er nu på vej til DK hvor han kan komme sig, så regner vi med at have ham tilbage til foråret igen. Det er simpelthen så ærgeligt, og slet ikke fair når man har lagt så meget arbejde og tid i at komme herop, men det vigtigste er at han kommer igen. Det giver også nogle operative problemer, da vi nu mangler en mand. LCG er i gang med at finde en afløsning, så må man håbe at de når det i tide.

Dagene går ellers med at få stationen klar inden efterårspatruljen, der er meget at se til og jeg har ikke problemer med at falde i søvn om aftenen.

Vi har en lille flok moskus gående og vi har lidt problemet med at få dem væk fra stationen, jeg prøvede forleden at jage dem væk med rendegraveren, men de kom hurtigt igen, om ikke andet var kanon at banke rundt i sneen efter dem.

Alt i alt går det rigtigt godt, jeg sætter meget stor pris på friheden og udsigten. Ligegyldigt hvor man kigger hen er her simpelthen så smukt.

Her er bare fantastisk.

Min nye hundegård i solnedgangen

Kokkeuge og endelig slædeholdsenkadrering

Efter et par måneder på kysten har det nu også været min tur at tage kokketørnen. Jeg vil ikke lyve når jeg siger at det var usædvanligt hårdt. 14 timer i køkkenet dagligt, på et stengulv må kunne tage pusten fra selv den mest garvede kogekone. Der var da også forholdsvist meget stress på til tider - Siriusfupper er et krævende folkefærd når det gælder mad, og der var til hvert måltid min. to varme retter. Men jeg kom igennem ugen uden ulykker og en hel del erfaring rigere til næste gang. Aftenerne er gået med produktion af riffeltasken, som skal hænge på siden af slæden, også den er færdig efter mange timer ved symaskinen. Jeg har utrolig stor respekt for folk der syr meget. Der er ingen tvivl om at det er ufatteligt svært og derfor kræver stor diciplin og dygtighed, jeg har ihvertfald siddet hele aftener ved maskinen med meget ringe reultat en såret stolthed.
Men færdig blev den, og egentligt helt fin, uden at være prangende.
Noget mere spændende har den endelige enkadrering til slædeholdene været. Siden vi kom herop har vi ventet med spænding på hvem vi skulle køre med, den spænding blev udløst i torsdags. Jeg skal køre med Chefen i Slædehold 5, det betyder at jeg skal køre sløjfetur, som efter sigende skulle være en af de længste. Det har flere fordele at køre med chefen, den største er nok at han har været heroppe i to år, og at dette derfor er hans 3. sæson som kusk. Der er derfor en masse overskud til at lære fra sig og det vil jeg få meget glæde af, udover dette er han selvfølgelig en rigtigt fin fyr.
Jeg har i dag været ude og køre med mine nye hunde for første gang. Det gik over alt forventning, især da vi havde to nye hunde med. Der var dog en enkelt hændelse som lige kræver at blive beskrevet.
Vi kom kørende ved et elvleje, hvor der var flere store sten, da vi kørte over en af disse fik den fat i bremseanordningen og standsede slæde med et stort ryk. Jeg sad på slæden og tumlede lidt fremover mens Gormsen, min makker, som stod bagpå, slog en koldbøtte over opstanderen og landede lige bagved mig på slæden. Det eneste der skete var at vi blev lidt forskrækede, men jeg vil sent glemme det forbløffede udtryk der var at læse i hans ansigt - "Hvordan f... kunne det lade sig gøre"?
Vejret heroppe er typisk dansk vintervejr med temp. lige over frysepunktet og regn. I næste uge bliver det lidt koldere og vi skulle også få lidt sne, jeg må indrømme at det også begynder at krible lidt for at komme ud og stå lidt på ski.
Jeg håber I alle har det godt derhjemme, og pas nu på Jer selv, ikke flere ulykker!!!
Slædehelten
SH5

Vi blev hentet ud fra Ella ø den 29/8, de sidste depoter er lagt ud og det markerer sommerens afslutning på kysten. Samme dag blev forskerne og håndværkerne ligeledes fløjet hjem, og vi har nu endeligt stationen for os selv. Det har været nogle fantastiske uger på Ella ø, stedet er ubeskriveligt smukt og vi har for det meste været heldige med vejret. På stationen havde vi et par gæster fra nationalparken, en moskusokse som travede rundt mellem bygningerne og en bjørn som også gæstede os et par gange. Oksen var jeg ikke så bekymret for da den var nem at se og omgå, bjørnen var derimod meget nysgerrig og nærgående hvilket gjorde os lidt bekymrede. Mit første møde med den var da jeg kom over en lille bakkekam i udkanten af stationen, lige pludselig ligger den og kigger på mig på 30-40 meters afstand. Jeg må indrømme at det gippede i mig og jeg fik hurtigt trukket pistolen, som vi hele tiden havde på os. Jeg bakkede stile og roligt tilbage og fik fat på de andre så vi kunne skræmme den væk, da vi kom tilbage fik den et par signalskud og væk var den. Selv om jeg blev lidt forskrækket kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor fantastisk et dyr det er og hvor priviligeret man er for at opleve det i dets rette element. Vi havde også et par menneskelige gæster og det er utroligt hvem man møder i så langt fra civilisationen. Chefen for søværnets operative kommando var forbi med inspektionsskibet Vædderen, med sig havde han Troels Kløvedal. De blev til middag og det var sjovt at møde dem begge, specielt Kløvedal. ved en senere lejlighed fik vi en tremasters skonnert ind i bugten, der var en masse forskere som havde med Danmarksekspeditionen at gøre, her mødte vi Ejnar Mikkelsens datter. Han var en kendt polarfarer som ledte Alabama ekspeditionen, en ekspedition som drog ud for at finde Mylius Eriksens, Brønlunds og Hagens lig.
Vi har dog også haft tid til at lægge et pat depoter ud, vi har virkeligt fået sejlet meget og jeg er ikke langt fra at have sejlet mine første 1000 km. heroppe.
På Strindberg depot tog vi en halv fridag, da der er godt fiskevand i området. Vi fiskede et par timer i elven og fik derved lidt lækker ørred til middag. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og jeg kan godt forstå, at der er nogle som betaler mange penge for at fiske i nationalparken. Vi fangede henved 20 fisk hvor jeg fangede halvdelen. Det var nogle fantastiske fights og flere gange lignede det at stangen var ved at give efter.
Det næste stykke tid står på klargøring til den første slædetur, som køres ca. 1/11 - 21/12, jeg er begyndt på min riffeltaske som skal være klar til fernisering den 15/9.
Jeg håber I alle har det godt og I nyden danske sommer

John John fra slædehold 4

Så er første indlæg klar på bloggen

Nu har jeg endeligt fået tid til at lave min blog, jeg skal gøre mit bedste for at lægge billeder og tekst ind når jeg har mulighed for det.

Den første tid heroppe har været helt fantastisk. Til at begynde med var vi kun 5 fupper (siriusfolk) på stationen, og selv om der var meget at lave gik jeg rundt i en bobbel af indtryk. Jeg blev hurtigt sat ind i mine opgaver som vappe og der har lige siden været tryk på med alt hvad jobbet indebærer. Hundene gør meget for at vise deres kærlighed på kryds og tværs, derfor har jeg haft en masse hunde oppe i kennelerne så de kunne få fortrydelsessprøjter, små skøger! Nogle gange går det også lidt voldsomt for sig så der er også nogle som har fået et ordentligt lag prygl af de andre fra klassen, så der har også været et par stykker med huller i. Det er desværre sådan at der i nogle af spand er omegahunde, det er sædvanligvis dem der ligger under for flokkens frustrationer så de får ofte et par clips eller sting. Heldigvis havde vi en succesfuld fødsel, Amaroq fig fire hanhunde og en enkelt tæve. De er kæmpe og de begynder allerede at mufle rundt for at udnytte ders nye syn og sanser.

I forrige uge var vi på depotudlægninger i nordområdet. Vi havde Station Nord som base for vores Twinotter (fly), som har fået øgenavnet den flyvende Toyota Hilux. Det er utroligt hvor de kan lande med max payload, meget imponerende.. Vi lagde gennemsnitligt 2-3 depoter ud om dagen og vi har derved fået en masse fantastiske flyvninger. Det var dog ikke ren badeferie for der skulle slides og slæbes for at få alt proviant mm. ud til depoterne fra flyet. Jeg har hurtigt lært at det ikke er for sjov, at det bliver kaldt "Slæbepatruljen Sirius".
Vi var også så heldige at der var solformørkelse mens vi var deroppe og ved Kap Morris Jesup (nordligste landfaste punkt i verden) var den på 100%. Da vi alligevel skulle lægge depot ud der, fik vi timet det, så vi kunne se det der. Vi ankom dagen inden og traditionen tro var vi ude og bade, det var meget koldt! Tilfældigvis er der en varde med en lille en til halsen og det gav noget af varmen tilbage i kroppen. om aftenen grillede vi, drak et par øl og gik ellers i seng så vi kunne være oppe i god tid til showet. Det var en meget speciel oplevelse, det føltes helt magisk at stå på lige detop dette sted og se det fantastiske fænomen. Jeg har taget et billede, som i kan se når jeg snarest får dem alle lagt ind.
Nu er jeg atter tilbage på Daneborg og vi sagde i mandags farvel til vores gamle chef og goddag til den nye som skal lede Logistik Center Grønland. Ved samme lejlighed havde vi vores norske dyrlæge oppe som tilså alle hundene. De gik alle igennem syn bortset fra snemand som desværre blev aflivet pga. en skade. Derved er jeg også sat ind i en masse medicamenter og behandlingsmetoder, så med lidt mere erfaring skal det hele nok gå. Jeg må dog indrømme at det er sin sag med alt den forskellige medicin det være sig piller eller sprøjter, men jeg ordinerer på livet løs.

I morgen sejler vi nordpå med endnu et depot, det bliver en rejse på ca. 15 timer non stop, hver vej. Heldigvis er vi fire så vi kan tørnes lidt til at sove undervejs, jeg håber der bliver tid til at skyde en enkelt sæl eller hare på vejen.

Den 8/8 flyver vi til Ellaø, hvor jeg skal være måneden ud. Formålet er flere depotudlægninger og fodpatruljer, det skulle være et lille paradis så jeg glæder mig meget. Roland fangede en fjeldørred dernede på 5 kg. så jeg skal helt sikkert have fiskestangen med, tænkt at få løn for at fiske...

Jeg håber I alle har det godt i Danmark og jeg ser frem til at modtage et par mails med, hvad der foregår i Jeres liv.

Slædehelten