Tilbage på Daneborg

Så nåede vi atter tilbage på Daneborg, efter en lang tur hjem fra Danmarkshavn.
Vi så solen for første gang den 11/2 og siden har den været stigende i horisonten mod syd. Det er en ganske speciel følelse, første gang man ser den store projektør, efter flere måneder under stjernerne. Nu kan vi nyde den helt indtil november næste år, over de næste par måneder vil den fortsætte med at tiltage, indtil vi har døgnsol en gang i april.
For en uge siden havde vi slagsmål i hundekæden og Mimer, som er spandet bas måtte under kniven. Kikuk havde bidt en trædepude op, en skade som er lang tid om at hele. Jeg gav ham 5 sting og han har siden ligget på slæden om dagen og i hytten eller teltet om aftenen. Det er meget irriterende at have en hund på læsset, de hyler og føler sig generelt meget forudrettede over deres stuation. Mimer har ovenikøbet haft dårlig mave og det har flere gange resulteret i lort på liggeunderlagene og min ydersovepose - møghund!!! Det har dog været hyggeligt at have en hyttehund, det er først når man får en slædehund indenfor at man virkelig ser hvor store de er. Jeg har svært ved at forestille mig at han nogensinde bliver slædehund igen, efter hans tilvænning til det søde liv indenfor, med en masse kæleri og opmærksomhed.
Turen hjem fra Danmarkshavn har været præget af meget forskelligt føre, med alt fra hårdføgent til 1/2 m. blød sne. Den sidste 5-6 dage har vi fulgtes med SH2 (Anders og Flemming), det har været hyggeligt og spændende at se hvordan de andre slædeholds rutiner er. Det har også været fint med et par mand mere, eftersom vi har gået foran siden vi mødte SH2. Det har været et helvedes føre, med sne med op til 1/2 meter, vi er gået to mand foran for at trampe spor og de sidste to mand har gået nede ved hundene. Dagene har ligeledes været lange, nogle af dagene har vi gået over 9 timer og det sætter spor i kroppen. En af dagene gik vi 9.30 timer og nåede kun at køre 35 km., til sammenligning kørte vi i efteråret 60 km. på kun syv timer.
I går gik jeg foran sammen med Anders og bi nåede et godt stykke foran slædene. Jeg døjede lidt med kulden selv om det "kun" var -26C, sådan fortsatte vi lidt tid indtil jeg til sidst måtte have varmen. Mine fingre havde jeg især problemer med at få varmen i, uanset hvad jeg gjorde ville de ikke rigtigt makke ret. Endeligt nåede slæderne op til os og vi kunne få en velfortjent pause efter at have gået foran i et par timer. Jeg fik en jakke på og varmen kom stille og roligt tilbage i kroppen, bortstet fra min venstre hånd. Da jeg lavede et par kuskeslag (det gør vi meget) Kunne jeg mærke at der var noget galt med en af mine fingre, og da den ved et tilfælde ramte slæden lød det som når man banker to stykker træ sammen. Jeg blev naturligvis lidt bekymret og tog handsken af for at se til fingeren, den yderste centimeter var hvid.
Der var ikke andet at gøre end at varme den op igen, og med lidt ængstelse tog jeg mine forholdsregler og kørte videre. Den følgende time holdt jeg fingeren inde i min knyttede hånd og lidt efter lidt kom varmen og farven tilbage. Det var heldigvis ingen dybere forfrysning, men det er lesson learned, men skal altid holde øje med ekstremiteterne når man er ude og især når man tramper spor. I dag er min finger øm og der kommer til at gå et par måneder før jeg får alt følelsen tilbage. Efter et par dag vil det yderste hud begynde at skalde af og så er den så god som ny.
Da vi endeligt ko hjem havde vi kørt i ca. 10 timer, da jeg lagde mig i min seng efter et kæmpe måltid mad og et par dåsecolaer, gik der ikke mange øjeblikke før jeg gik ud som et lys.
Nu har vi ca. 10 dage på stationen, hvor vi skal have styr på alle vores grejer og så kører vi sydover og er hjemm igen til juni.
Jeg har taget lidt billeder og jeg lægger dem op på bloggen i løbet af de næste par dage.

Hviledage på Danmarkshavn

Så er vi nået til det historiske Danmarkshavn. Det var her Danmarksekspeditionen havde sin base, hvorfra slædeerne kørte ud.
Vi nåede frem i går aftes ved 21-tiden efter en meget lang dag på 53 km som tog ca. 9.30 timer. Planen var at slå teltet op efter 28 km., da føret mildest talt var ringe, 5-15 cm. blød sne med skorpe. Det er er hårdt at gå i da skiene skal løftes op gennem skorpen for hvert skidt man tager, sådan var de første 28 km. Da vi nåede til vores destination så vi signalskud mod nord og det viste sig at det var Danmarkshavnere, som var kørt os i møde. På det tidspunkt havde vi 27 km. ind og da de fortalte at føret blev bedre, besluttede vi os for at køre det sidste stræk. Heldigvis havde vi månen til at lyse for os, hvilket var rart eftersom dette er et knudepunkt for kystens bjørne.
På de sidste 27 km fik jeg en forfrysning på næsen, det gik forbavsende hurtigt og føltes som en forbræning. Det er dog ikke noget at himle op over da den bare er lidt øm, jeg trak rørhalstørklædet op over snudeskaftet og så var det det. Lidt mere irriterende er en af mine fingre dog, hvor jeg mangler følelsen ude på spidsen, det er flossede nerver pga. kulden og det tager lidt tid før de vokser ud igen, men så mærker man det tilgengæld ikke når man brænder sig på primussen.
Turen nordpå har været præget af meget dårligt føre. Hele første uge gik vi foran og bevægede os kun langsomt fremad, et hårdt arbejde og man kunne mærke julefedtet forsvinde dag for dag. Langs Hochstetter blev føret bedre og vi havde et par dage med knaldeføre, Da vi ramte Dovebugt blev det så igen ringe, men nu er vi nået frem og kan fylde depoterne igen.
Mandag eller tirsdag kører vi igen mod Daneborg, solen er næsten over horisonten og kommer til syne i løbet af et par dage, det bliver fantastisk at se den igen!
Hundene klarer det fint, selv om det kolde vejr er hårdt for dem, de har svært ved at holde koncentrationen og vi råber flittigt af dem hele tiden:"Kom hundene, fine hunde ja, kom så for helvede i gang eller I bliver skudt!"
Det er et hundeliv ved Slædepatruljen Sirius.

Forårsrejse

Kystens årstider er bestemt af slæderejserne, og i morgen tager vi afsted på forårsrejsens del 1. Det føles dog ikke meget som forår, da vi de sidste 5 dage har haft snestorm, med en masse vind og sne til følge. Det kan føles meget voldsomt at være ude i et sådant vejr, når sigten er nede på ganske få meter mister man hurtigt orienteringen. For at afhjælpe dette har vi stormreb mellem de fleste bygninger, men desværre kan man ikke altid finde dem. I disse tilfælde må man blot standse op og vente på at kunne skimte de nødlys der tændes under ringe vejr.
Da stormen lagde sig i morges fik vi det første lys at se i 5 dage. Dagene tiltager dagligt med 20 minutter, dvs. at vi har vundet ca. halvanden times lys under det dårlige vejr - og det kan mærkes. Der er ingen tvivl om at solen er på vej op, og om blot 3 uger ser vi den for første gang. Selv om den kun er oppe over horisonten i 2-3 minutter er dette en festdag for alle på kysten.
Vi kommer allerede tilbage til Daneborg den 23/2, da vi får besøg fra Grønlandskommandoen og Logistik Center Grønland. Besøget kommer til at ligne det i oktober så der sker intet nyt, men det bliver nu rart at se nogle andre mennesker.
Efter et par dage på stationen kører SH5 sydover og kommer først hjem omokring den 10/6.

Janua måned er gået hurtigt, vi har haft travlt med optællinger og bestillinger til sommerens skib. I vappe er der ikke sket meget og vi har stort set ikke haft nogen hunde der skulle repareres, så er det jo en smal sag at være vappemand.
Jeg har også haft kokketjans, et arbejde der som sidste gang var hårdt men lærerigt, men jeg må indrømme at der var noget mere overskud denne gang. Der var også mulighed for at eksperimentere i køkkenet, hvor jeg forsøgte mig med både sushi og and á l'orange. Det er nok meget godt at der ikke er nogen der kritiserer kokken (da man jo ellers får strafkager).

Som I kan læse har der ikke været nogle store begivenheder på kysten. Det mest dramatiske der er sket var at vi havde en moskusokse i hundegården. Den fik ødelagt hegnet endnu mere, nu er der snart så mange moskushuller at de kan vandre lige igennem, men det gør de jo alligevel - satans til hippiekøer!
Desværre fik den stanget Poul et par gange, den selvsamme hund som måtte bliver hjemme fra efterårsrejsen pga. skade og ovenikøbet har tabt det meste af pelsen på halen - stakkels hund.
Der skete dog ikke noget men ham og han er heldigvis klar til i morgen, med en kampvægt på 46 kg. er han en af de stærke hunde i spandet.

Piskesmæld og hundelort
fra
Slædehelten

Endeligt hjemme på Daneborg

Så er alle slædeholdene kommet hjem efter nogle gode efterårspatruljer. Alle yngstefupperne har lært en masse om slædekørsel, og alt der hører sig til denne diciplin. Ikke mindst er skiene begyndt at føles, som om de er en del af kroppen, og jeg væltede færre gange, hen mod slutningen af patruljen. Men jeg har ikke sluppet for at ligge og ømme mig og tænke over, hvad det er man har gang i. På vej mod Mestersvig krydsede vi den første revne, som ikke var mere end 1/2 m, men når man ved at der er 500 m. dybt under vandet, skal man lige overvinde sig selv. Mens jeg gjorde netop det, gav jeg slip på slæden, væltede og slog hovedet hårdt ned i isen, det betød hovedpine i en uge. Der er en masse små hændelser hvor jeg burde have kommet mere til skade, men heldet tilsmiler tilsyneladende den klodsede...

Efter at have kørt på knaldeføre ned til Mestersvig vendte vejret og således også føret, der var mange dage med ringe føre og vejr. Mange dage gik vi på kompaskurs i komplet whiteout, hvilket betyder at der ingen konjukturer er, det føles lidt som at gå ind i et stykke hvidt papir og kan være meget desorienterende. Når føret ovenikøbet er ringe er der ikke meget ved det, men det kan ikke altsammen være lige sjovt og sådanne dage skal bare overstås. Selv dage med ringe føre kan dog også være gode. Vi havde en dag med salttræg sne (dvs. at saltet fra vandet trænger op gennem isen og videre op i sneen, med træski er glidet reduceret til stort set nul), Men denne dag havde vi fuldmåne, stjerner og nordlys hele dagen, månen føltes så skarp at man næsten ikke kunne se lige på den. Det var helt stille og da føret var dårligt skiftedes vi til at gå foran slæden og lave spor til hundene. Den lille pause jag havde deroppe var fantastisk og det var et af de sjældne øjeblikke hvor fortid, nutid og fremtid smeltede sammen til blot at være til. Det er sådanne dage hvor man går og lader op, så man har noget at give af på de mindre gode dage.

Hjemturen var dog primært præget af dage med ringe vejr og føre, på de dage bliver der ikke snakket så meget, så man står bare og styrer hundene og lukker sig inde i sig selv - dejligt.

Hen imod slutningen af rejsen mødte vi andre slædehold og vi kunne derfor køre i spor, det er rart da man slipper for hele tiden at råbe kommandoer. Det er dog ikke alle førerhunde som er lige gode, og til tider kunne det bedre svare sig at køre ud af sporet, for at køre lige ud - det føltes nærmest som om man kørte i en labyrint så meget som de zigzaggede.

Det gode ved at køre i spor er dog også at man slipper for at køre de dårlige steder. SH2 måtte slå teltet op da de var kørt i vand ved et landbræk, de var gået i til knæene. Det slap vi heldigvis for, vi er jo ikke frømænd...

Våde fødder slap jeg dog ikke for. Vi kørte i et område med meget vand under isen og da vi kørte forbi en plet sagde Gormsen:"Frederik stik lige en ski i, for at se hvor dybt der er". Uerfaren som jeg var kørte jeg for langt ud i det og blev suget i. Der stod jeg så med en våd fod og skulede skummelt til min grinene ældstemand, det var dog ikke koldere end at vi kørte videre.

Der er generelt mange ting, man ikke tænker over, når det hele skal gå hurtigt. Under et hundeslagsmål løb jeg op til den voksende klump, med skieen og begyndte at banke løs, men jeg råbte og skreg. Selv om det var effektivt, holdt skien ikke til det og med et højt knæk røg spidsen, vi har dog reserveski med og jeg fik hurtigt løst problemet. Jeg tror trods alt det er de færreste, som har knækket en ski ved at tæve hunde, det skal dog siges at det lyder voldsommere end det er, de er utroligt hårdføre og lider ingen skade ved det.

Generelt har vi været forskånet for hundeskader, det er ikke mange slåskampe vi har haft, og de få der har været er blevet syet i teltet.

Inden jeg slutter af, kommer en lille historie om et bjørneangreb. Da SH4 var ved at slå TP begyndte hundene at gø i den samme retning, fupperne fik hurtigt fat på en lygte og så et par lysene øjne. De tilhørte en bamse som kom i hurtigt løb mod slæden, Roland trak sin riffel mens Asbjørn holdt lygten og sendte et signalskud mod den. Det var den dog ligeglad med og Roland måtte sende en kugle afsted ud i mørket mod bamsen, selv om der ikke var lys til at sigte ramte han den i brystet. Den standsede op og blottede sin side, hvorefter den fik en bladkugle, med endnu et skud lagde den sig. Rystet gik de to fupper hen til den og gav et hovedskud for at sikre sig dens død. Det var en ung bjørn med en smuk pels og det er naturligvis ærgeligt at den måtte lade livet, men omstændighederne var ikke til at tage fejl af. Sidste år måtte Asjbørn skyde en anden bjørn i nødværge, det er ekstremt sjældent at samme mand er ude for dette to gange, ikke desto mindre har jeg nu omdøbt SH2 for Bjørnebrødrene.

Hviledage på Mestersvig Station

Så nåede Slædehold 5 til Mestersvig, som er det sydligste vi kommer på efterårsturen. Indtil videre har vi kørt ca. 700 km. men vi mangler stadigvæk hjemturen. Det har været en god tur sydpå, med knaldeføre og godt vejr (vi har kun haft to vejrfaste med kraftig vind). Vi har oplevet en masse spændende ting og jeg har plukket et par af de mest interessante frem.
Efter en landoverkørsel den 24/11 nåede vi bunden af Moskusoksefjorden, navnet stammer fra en af de store ekspeditioner i begyndelsen af 1900-tallet. Strømforholdene medfører at der ofte er strømskårent is (tynd is), det betyder også at der her er sæler. Da vi kom kørende så vi på afstand en sæl på isen et par hundrede meter fremme, vi råbte eeli eeli til Djarnis vores førerhund, for at dreje ham til højre så vi kunne udnytte vinden. Vi stod og talte om hvor lækkert det ville være med en sælmørbrad til aften, men nu skulle vi først lige skyde den først. Da vi kom lidt nærmere rejste der sig en bjørn fra sælen, så vi kom åbenbart for sent. Det var ordentlig bamse som hyggede sig gevaldigt med sin fangst, jeg må indrømme at det gippede lidt i mig da jeg så den, pga. af de ringe lysforhold er det svært at afstandsbedømme. Vi betragtede den lidt og så hvordan den skød poterne ind under maven og skubbede sig frem med bagbenene, den var godt tilfreds med livet. Vi var påpasselige, da vi ikke vidste hvor agressiv den ville være for at beskytte sit måltid, vi skød derfor et knaldskud efter den for at skræmme den væk. Det var den ret ligeglad med, så vi lod den være for at køre videre, Gormsen fortalte hvordan de til tider forfølger sporet af nysgerrighed, så den næste halve time så jeg mig tit over skulderen. Den lod os dog være og efter et par km. kunne vi i forholdsvis ro ordne hundenes skaglerne. Det er ikke så tit man oplever en bjørn med et kadaver og slet ikke om vinteren, så det var en spændende oplevelse.
Efter nogle dage med godt føre skulle vi have endnu en landoverkørsel gennem Zoologdal, vi kørte i et elvleje på ren is. Det var ikke nemt eftersom det stort set kun bestod af blankis med hældning. Hundene blev mere og mere frustrerede og det endte i et slagsmål - typisk! Vi forsatte og efter et par timer nåede vi vandskellet, dvs. det øverste af dalen (ca.200-300 m.o.h.). Vi fandt et forholdsvist stort sår under Coco's "armhule", vi bedøvede ham i teltet og syede ham, derefter røg han tilbage ud i kæden i den kolde nat - sikke et hundeliv.
Den aften oplevede jeg et fantastisk nordlys, som fyldte halvdelen af himlen, det flotteste jeg hidtil har set. Der var en masse bevægelse i det og det fór hen over himlen i skiftende former, fjorden blev badet i et smukt grønt skær.
Vi nåede ned og op over den næste dal, her gik det lidt bedre, men slæden havde desværre fået nogle hug. Det resulterede i at den ene mede lagde sig ned og vi måtte bruge et par timer på at surre den igen.
Næste dag, nåede vi at køre et par km. på nedkørslen fra dalen, før slæden væltede med høj fart på blankisen. Vi blev slynget med høj fart hen ad isen, men heldigvis var der ingen sten og vi slap uden skader. Desværre var meden igen ødelagt, vi brugte 1:30 t. på at surre og kunne endeligt køre videre. Den aften brugte vi endnu 2:30 t. men så var slæden også i orden igen.
Nu sidder vi så her på Mestersvig og har fået et varmt bad og et godt måltid, fantastisk hvordan man kan nyde så simple ting i hverdagen som et toilet eller rindende vand.
Om tre dage kører vi igen nordover mod Daneborg og julen så skal vi have julemad til vi triller.
Jeg skriver lidt mere når vi kommer hjem, indtil videre ønskes I alle en god julemåned.

PS. Hvis der er nogen der har lyst til at sende en mail, bliver den læst op over radioen til stor fornøjelse. Adressen er: sirius@mil.dk I emnefeltet skal der skrives "Frederik"

Visit på Daneborg

Efter en uges tid på patrulje sneg SH35 sig retur til DNB med en ødelagt slæde. Efter at have kørt i noget voldsom baks (isskruninger) flækkede halvdelen af bundbrædderne, på SH3 slæden. Da det er disse der holder slæden sammen og samtidigt bærer læsset måtte vi køre hjem for at reppe - hvis der var røget et til bundbræt havde vi ikke kunnet fortsætte så det var en spændende, omend forsigtig, tur tilbage. Da vi ankom til stationen kunne Gnisterne (det SH som bliver tilbage for at varetage radiokontakt) fortælle at Troles fra SH7 var kørt med slæden ud over en 4m. høj skrænt. Heldigvis er der ikke sket noget alvorligt, men vi fik dirrigeret inspektionsskibet Vædderen mod nord, så han kunne blive hentet ud med helo. Det fik vi så klaret i dag og var så heldige at få lidt grøntsager fra skibet - lækkert. Christian som har kørt med Gormsen og mig, har erstattet Troels så SH5 afventer nu iskort og forventer en tur i sydområdet istedet. Det bliver spændende at se alle de gamle hytter, som gemmer på fascinerende historier om fangstmandsperioden på kysten.
I løbet af den sidste uge stak Gnisternes hunde af med slæden og der gik adskillelige timer før de fandt dem viklet ind mellem hinandens skagler. Omegahunden som er den lavestrangerende hund i spandet, var blevet sønderbidt og måtte sys med 52 sting, desværre overlevede den ikke sine skader. De er selvfølgeligt meget ærgelige over situationen, men det er desværre noget der sker fra tid til anden. Det bevidner også at det ikke er sofahunde vi har med at gøre - det er rovdyr som gør hvad de kan for at bibeholde deres rangorden.
Som I kan høre er der sket en masse i den første uge af året efterårspatrulje, vi håber nu bare at de værste uheld er overstået og at vi kan fortsætte i god ro og orden.
Vi kører igen på onsdag og påregner at være tilbage den 22/12, til julehygge på stationen.
Hvis der er nogen som har lyst til at sende en lille mail, til oplæsning over HFradioen er I meget velkomne, adressen er: sirius@mil.dk i emnefeltet skal der stå Frederik.

Patrulje

Det er nu endeligt blevet tid til året første patrulje, noget vi har set frem til med længsel.
Slæden er pakket og foran os venter en tur på omkring 600 km. Selvom det er en lang tur betragtes det kun som en træningstur, til forårets lange tur på et par tusind km. De sidste par dage er gået med hygge og et par fridage så vi kan lade op til strabadserne, men helt fri har vi dog ikke haft. Gormsen og jeg var i sidste uge på en prøveovernatning et stykke fra Daneborg, tanken med en sådan tur er at sikre at alt virker og vi ikke har glemt noget, men hundene var ude på ballade. Efter jeg var væltet efter slæden i de høje driver røg hundene på hinanden. Flere hunde fik lidt knubs, men Poul fik et dybt bid i en trædepude på venstre forpote. Vi har syet ham fire gange og givet ham skærm på endnu flere, men han har en raffineret teknik til at smadre dem og slikke såret op. Det lykkedes ham at smadre tre skærme på et døgn, i anfald af panik. Her til morgen er han igen blevet syet og er nu fikseret så han nærmest ikke kan bevæge sig. Det er synd for ham, men det værste er at han ikke kommer med på den kommende patrulje. Det er der dog ikke noget at gøre ved, det vigtigste er også at han er klar til januar og forårspatruljen.
De seneste dage har vi haft et fantastisk vejr. Vindstille og de fineste snefnug jeg nogensinde har set, i lampernes skær ligner det små stykker krystal, som stille finder deres vej til jorden. Lampernes skær er efterhånden vores eneste lyskilde, solen gik ned for sidste gang den 3/11 og det eneste vi ser til den er skæret fra en solnedgang midt på dagen. Nu går der et par måneder før vi igen får den at se.
Næste gang jeg har mulighed for at skrive bliver til december, og så er der igen en masse at berette om.