Hviledage på Mestersvig Station

Så er vi nået til Mestersvig, den dejlige oase midt i sneørkenen. Vi skulle egentligt have været til Constable Pynt, som ligger et par hundrede kilometer sydligere, men vi er blevet omdirrigeret for at blive vist frem ved et VIP besøg. Det er naturligvis ærgeligt ikke at kunne køre vores planlagte rute, men det er ikke noget vi kan ændre og det giver mere luft i forhold til vores kilometerskema. Men inden jeg kommer for godt i gang med en masse små historier, så lad mig begynde fra en ende af med, hvordan det er gået os indtil videre.
Som I kunne læse havde vi et par vejrfaste inden vi kom afsted fra DNB. Føret Lagde fint ud og den første uge gik med at køre gennem store dale og dybe søer. Det var et fantastisk smukt landskab, med stejle fjeldsider og blankis, hvor man kunne se igennem den 2 meter tykke is som var det glas, det føles lidt mærkeligt når man kører over søens mørke. En dag var jeg så heldig at skyde en snehare under en jagttur i fjeldet, den blev brækket i sneen og spist samme aften, det var en fantastisk følelse af jagt i den traditionelle forstand og den smagte fantastisk. Det var desværre også det eneste vildt vi har spist, der har været forbløffende få jagtmuligheder, så vi har levet af vores tørkost istedet. Det er en såre simpel måde at lave mad på, vi koger en ltr. vand og hælder en kuvert med pulver ud over, efter at have rørt det sammen har man et måltid - mmm. lækkert!
De sidste tre uger har vi været ramt af dårligt føre, med snedybder på op til 50 cm. Det har været udtroligt hårdt, og desværre ser det ikke ud til at blive bedre foreløbigt. En af dagene kørte vi i en halv meter sne og nåede sølle 7 km., det var til trods for at vi kørte i 9 timer. Jeg behøver vist ikke skrive, at det ikke var den bedste dag i min hidtidige slædekarriere. Vi kørte vendelæs, hvilket vil sige at man smider halvdelen af læsset for at hente det senere, dette er noget vi gør hvis hundene ikke kan trække hele læsset på een gang. Efter at have gået foran en time, med høje knæløft, skiftede jeg med Gormsen og kørte hundene tilbage for at hente haldelen af læsset. Da jeg kom derned fik jeg pakket slæden og vendt hundene, men lige pludseligt gik de i sort og ville slet ingenting. Vi har kørt dem hårdt og de har naturligvis været trætte, men det var ikke noget der gik i den pågældende situation, frem de skulle vi! Jeg kunne næsten ikke starte dem, og da det endeligt lykkedes standsede de efter 10 meter. Selv min store tålmodighed måtte til sidste give fortabt, og over den næste halve time fik jeg adskildelige raserianfald af dimensioner. Jeg bandede og råbte og skreg af de forbandede møghunde der ikke magtede noget som helst, og lige så stille begyndte hundene af blive både bange og forvirrede, hvilket eskalerede situationen yderligere... Til sidst standsede jeg op og tænkte lidt over, hvad det egentligt var jeg var i gang med, det kunne jeg ikke lige svare på og jeg satte mig ned på slæden og røg en cigaret. Jeg nåede frem til en erkendelse af at jeg greb situationen helt forkert an og at jeg ikke fik noget som helst ud af det. I dag kan jeg se at det var udtryk for flere frustrationer, det elendige føre og vejr som tærrede på energien. Men jeg lærte utroligt meget i de få timer og nåede frem til adskillelige erkendelser, som jeg kan bruge fremadrettet. I enhver situation er der noget positivt og det skal man fokusere på, i stedet for at brænde sammen over det negative. Det lyder unægteligt som noget fra en bog med titlen: "Kend dig selv" eller lignende, men for mig har det været meget givende.
Vi kommer nok ikke til at køre hele vores planlagte rute og vi kommer højst sansynligt til at gå foran resten af forårsturen, det er selvfølgeligt ærgeligt. Det er ikke noget vi kan ændre så der er ingen grund til at dvæle ved det, til gengæld begynder sælsæsonen nu og med dem, kommer bamserne. I stedet for at køre en masse kilometer, kan vi i stedet koncentrere os om de gode jagtmuligheder.
Det slædehold som kørte hernede i sydområdet sidste år, fodrede deres hunde med sælkød stort set hver dag, men det var ikke kun sæler det vrimlede med, de så over 30 bjørne. Jeg fik fortalt en historie om en hun med to unger som var blevet tiltrukket af færten fra en skudt sæl. Ungerne var ca. et år og meget nysgerrige og tumlede rundt ti meter fra slæden og legede som hvalpe, der ikke helt har styr på motorikken. Moderen holdt sig lidt på afstand og havde problemer med at kalde ungerne til sig, til sidst fik slædeholdet dog også nok og da fik de et par knaldskud. Forleden så vi også et par friske bjørnespor, det var også en hun med to unger, de så meget små ud og de er sikkert kommet ud af hi for nyligt. I de kommende to måneder håber vi på at se en masse bjørne og sæler, jeg vil selvfølgelig tage en masse billeder, som vil blive lagt op på bloggen når vi kommer hjem. Solen er nu så meget fremme, at vi næsten kan tage billeder og film hele døgnet, så der kommer en hel del materiale på nettet.
Inden jeg slutter kan jeg fortælle, at temperaturen ligger på ca. -15 i dagtimerne og -20-25 i nattetimerne. I solen kommer vi helt op på +15 og når der ingen vind er, kan vi gå uden hue og halstørklæde - fantastisk!!!
Jeg håber I alle har det rigtigt godt derhjemme og at I har haft en god påske.

Forårsrejsen Del 2

Vi lægger selvfølgelig ud med en vejrfast på Daneborg, udenfor blæser det 30 knob, og i det vejr køres der ingen steder. Det betyder dog at vi bliver et par dage forsinkede og at vi højst sandsynligt kommer til at skære noget af turen fra. Martsbesøget har været præget af travlhed og høj aktivitet, det var ikke mange sldegrejer vi fik lavet under besøget, men nu er vi til gengæld klar til afrejse. Foran os venter det arktiske forår som er præget af store temp.stigninger og nærmest kaotiske tilstande af tilrejsende fugleliv. Gæssene kommer tilbage til kysten, i store og små flokke overflyver de slæderne, så det næsten tager livet af en ivrig jæger - de må desværre ikke skydes i nationalparken. Snespurvene kommer også tilbage, de smukke små fugle vil kunne ses ved hytterne, hvor man kan komme ganske tæt på dem. Til sidst kommer edderfuglene, som nervøst sidder og afventer isens brud på de snebare pletter. Alt dette begynder inden for de næste par måneder og i takt med de stigene temp. kan det kun bliver et skønt forår, fyldt med spændende landskeber og en masse god jagt.

Vi kommer til at køre i områder med god jagt på rype, snehare og sæl. Sidstnævnte er dog endnu umulige at komme på skudhold af, men når temp. stiger og de bliver døsige i solen, kan man for alvor spæde noget kraftfoder til hundenes pemikanplader.

Da martsbesøget ankom, havde de min nye riffel med, og i går havde jeg endeligt tid til at afprøve den. Der er ingen tvivl om at jeg har gjort et godt køb, den skyder helt fantastisk og jeg kan ikke lade være med at sidde med et smøret smil når jeg sidder med den i hånden. Det er en rigtig drengeriffel. Rekylet i den er stort set noneksistent, til dem der har brugt forsvarets M95, ligger den forbløffende tæt på. Aftrækket er ligeledes bygget op på denne måde, med trygpunktsaftræk, det er en af de ting jeg sætter stor pris på, selv om mange jægere ser skævt til det.

Under alle omstændigheder skal vildtet i nationalparken, passe meget på i det kommende 1,5 år...

Tilbage på Daneborg

Så nåede vi atter tilbage på Daneborg, efter en lang tur hjem fra Danmarkshavn.
Vi så solen for første gang den 11/2 og siden har den været stigende i horisonten mod syd. Det er en ganske speciel følelse, første gang man ser den store projektør, efter flere måneder under stjernerne. Nu kan vi nyde den helt indtil november næste år, over de næste par måneder vil den fortsætte med at tiltage, indtil vi har døgnsol en gang i april.
For en uge siden havde vi slagsmål i hundekæden og Mimer, som er spandet bas måtte under kniven. Kikuk havde bidt en trædepude op, en skade som er lang tid om at hele. Jeg gav ham 5 sting og han har siden ligget på slæden om dagen og i hytten eller teltet om aftenen. Det er meget irriterende at have en hund på læsset, de hyler og føler sig generelt meget forudrettede over deres stuation. Mimer har ovenikøbet haft dårlig mave og det har flere gange resulteret i lort på liggeunderlagene og min ydersovepose - møghund!!! Det har dog været hyggeligt at have en hyttehund, det er først når man får en slædehund indenfor at man virkelig ser hvor store de er. Jeg har svært ved at forestille mig at han nogensinde bliver slædehund igen, efter hans tilvænning til det søde liv indenfor, med en masse kæleri og opmærksomhed.
Turen hjem fra Danmarkshavn har været præget af meget forskelligt føre, med alt fra hårdføgent til 1/2 m. blød sne. Den sidste 5-6 dage har vi fulgtes med SH2 (Anders og Flemming), det har været hyggeligt og spændende at se hvordan de andre slædeholds rutiner er. Det har også været fint med et par mand mere, eftersom vi har gået foran siden vi mødte SH2. Det har været et helvedes føre, med sne med op til 1/2 meter, vi er gået to mand foran for at trampe spor og de sidste to mand har gået nede ved hundene. Dagene har ligeledes været lange, nogle af dagene har vi gået over 9 timer og det sætter spor i kroppen. En af dagene gik vi 9.30 timer og nåede kun at køre 35 km., til sammenligning kørte vi i efteråret 60 km. på kun syv timer.
I går gik jeg foran sammen med Anders og bi nåede et godt stykke foran slædene. Jeg døjede lidt med kulden selv om det "kun" var -26C, sådan fortsatte vi lidt tid indtil jeg til sidst måtte have varmen. Mine fingre havde jeg især problemer med at få varmen i, uanset hvad jeg gjorde ville de ikke rigtigt makke ret. Endeligt nåede slæderne op til os og vi kunne få en velfortjent pause efter at have gået foran i et par timer. Jeg fik en jakke på og varmen kom stille og roligt tilbage i kroppen, bortstet fra min venstre hånd. Da jeg lavede et par kuskeslag (det gør vi meget) Kunne jeg mærke at der var noget galt med en af mine fingre, og da den ved et tilfælde ramte slæden lød det som når man banker to stykker træ sammen. Jeg blev naturligvis lidt bekymret og tog handsken af for at se til fingeren, den yderste centimeter var hvid.
Der var ikke andet at gøre end at varme den op igen, og med lidt ængstelse tog jeg mine forholdsregler og kørte videre. Den følgende time holdt jeg fingeren inde i min knyttede hånd og lidt efter lidt kom varmen og farven tilbage. Det var heldigvis ingen dybere forfrysning, men det er lesson learned, men skal altid holde øje med ekstremiteterne når man er ude og især når man tramper spor. I dag er min finger øm og der kommer til at gå et par måneder før jeg får alt følelsen tilbage. Efter et par dag vil det yderste hud begynde at skalde af og så er den så god som ny.
Da vi endeligt ko hjem havde vi kørt i ca. 10 timer, da jeg lagde mig i min seng efter et kæmpe måltid mad og et par dåsecolaer, gik der ikke mange øjeblikke før jeg gik ud som et lys.
Nu har vi ca. 10 dage på stationen, hvor vi skal have styr på alle vores grejer og så kører vi sydover og er hjemm igen til juni.
Jeg har taget lidt billeder og jeg lægger dem op på bloggen i løbet af de næste par dage.

Hviledage på Danmarkshavn

Så er vi nået til det historiske Danmarkshavn. Det var her Danmarksekspeditionen havde sin base, hvorfra slædeerne kørte ud.
Vi nåede frem i går aftes ved 21-tiden efter en meget lang dag på 53 km som tog ca. 9.30 timer. Planen var at slå teltet op efter 28 km., da føret mildest talt var ringe, 5-15 cm. blød sne med skorpe. Det er er hårdt at gå i da skiene skal løftes op gennem skorpen for hvert skidt man tager, sådan var de første 28 km. Da vi nåede til vores destination så vi signalskud mod nord og det viste sig at det var Danmarkshavnere, som var kørt os i møde. På det tidspunkt havde vi 27 km. ind og da de fortalte at føret blev bedre, besluttede vi os for at køre det sidste stræk. Heldigvis havde vi månen til at lyse for os, hvilket var rart eftersom dette er et knudepunkt for kystens bjørne.
På de sidste 27 km fik jeg en forfrysning på næsen, det gik forbavsende hurtigt og føltes som en forbræning. Det er dog ikke noget at himle op over da den bare er lidt øm, jeg trak rørhalstørklædet op over snudeskaftet og så var det det. Lidt mere irriterende er en af mine fingre dog, hvor jeg mangler følelsen ude på spidsen, det er flossede nerver pga. kulden og det tager lidt tid før de vokser ud igen, men så mærker man det tilgengæld ikke når man brænder sig på primussen.
Turen nordpå har været præget af meget dårligt føre. Hele første uge gik vi foran og bevægede os kun langsomt fremad, et hårdt arbejde og man kunne mærke julefedtet forsvinde dag for dag. Langs Hochstetter blev føret bedre og vi havde et par dage med knaldeføre, Da vi ramte Dovebugt blev det så igen ringe, men nu er vi nået frem og kan fylde depoterne igen.
Mandag eller tirsdag kører vi igen mod Daneborg, solen er næsten over horisonten og kommer til syne i løbet af et par dage, det bliver fantastisk at se den igen!
Hundene klarer det fint, selv om det kolde vejr er hårdt for dem, de har svært ved at holde koncentrationen og vi råber flittigt af dem hele tiden:"Kom hundene, fine hunde ja, kom så for helvede i gang eller I bliver skudt!"
Det er et hundeliv ved Slædepatruljen Sirius.

Forårsrejse

Kystens årstider er bestemt af slæderejserne, og i morgen tager vi afsted på forårsrejsens del 1. Det føles dog ikke meget som forår, da vi de sidste 5 dage har haft snestorm, med en masse vind og sne til følge. Det kan føles meget voldsomt at være ude i et sådant vejr, når sigten er nede på ganske få meter mister man hurtigt orienteringen. For at afhjælpe dette har vi stormreb mellem de fleste bygninger, men desværre kan man ikke altid finde dem. I disse tilfælde må man blot standse op og vente på at kunne skimte de nødlys der tændes under ringe vejr.
Da stormen lagde sig i morges fik vi det første lys at se i 5 dage. Dagene tiltager dagligt med 20 minutter, dvs. at vi har vundet ca. halvanden times lys under det dårlige vejr - og det kan mærkes. Der er ingen tvivl om at solen er på vej op, og om blot 3 uger ser vi den for første gang. Selv om den kun er oppe over horisonten i 2-3 minutter er dette en festdag for alle på kysten.
Vi kommer allerede tilbage til Daneborg den 23/2, da vi får besøg fra Grønlandskommandoen og Logistik Center Grønland. Besøget kommer til at ligne det i oktober så der sker intet nyt, men det bliver nu rart at se nogle andre mennesker.
Efter et par dage på stationen kører SH5 sydover og kommer først hjem omokring den 10/6.

Janua måned er gået hurtigt, vi har haft travlt med optællinger og bestillinger til sommerens skib. I vappe er der ikke sket meget og vi har stort set ikke haft nogen hunde der skulle repareres, så er det jo en smal sag at være vappemand.
Jeg har også haft kokketjans, et arbejde der som sidste gang var hårdt men lærerigt, men jeg må indrømme at der var noget mere overskud denne gang. Der var også mulighed for at eksperimentere i køkkenet, hvor jeg forsøgte mig med både sushi og and á l'orange. Det er nok meget godt at der ikke er nogen der kritiserer kokken (da man jo ellers får strafkager).

Som I kan læse har der ikke været nogle store begivenheder på kysten. Det mest dramatiske der er sket var at vi havde en moskusokse i hundegården. Den fik ødelagt hegnet endnu mere, nu er der snart så mange moskushuller at de kan vandre lige igennem, men det gør de jo alligevel - satans til hippiekøer!
Desværre fik den stanget Poul et par gange, den selvsamme hund som måtte bliver hjemme fra efterårsrejsen pga. skade og ovenikøbet har tabt det meste af pelsen på halen - stakkels hund.
Der skete dog ikke noget men ham og han er heldigvis klar til i morgen, med en kampvægt på 46 kg. er han en af de stærke hunde i spandet.

Piskesmæld og hundelort
fra
Slædehelten

Endeligt hjemme på Daneborg

Så er alle slædeholdene kommet hjem efter nogle gode efterårspatruljer. Alle yngstefupperne har lært en masse om slædekørsel, og alt der hører sig til denne diciplin. Ikke mindst er skiene begyndt at føles, som om de er en del af kroppen, og jeg væltede færre gange, hen mod slutningen af patruljen. Men jeg har ikke sluppet for at ligge og ømme mig og tænke over, hvad det er man har gang i. På vej mod Mestersvig krydsede vi den første revne, som ikke var mere end 1/2 m, men når man ved at der er 500 m. dybt under vandet, skal man lige overvinde sig selv. Mens jeg gjorde netop det, gav jeg slip på slæden, væltede og slog hovedet hårdt ned i isen, det betød hovedpine i en uge. Der er en masse små hændelser hvor jeg burde have kommet mere til skade, men heldet tilsmiler tilsyneladende den klodsede...

Efter at have kørt på knaldeføre ned til Mestersvig vendte vejret og således også føret, der var mange dage med ringe føre og vejr. Mange dage gik vi på kompaskurs i komplet whiteout, hvilket betyder at der ingen konjukturer er, det føles lidt som at gå ind i et stykke hvidt papir og kan være meget desorienterende. Når føret ovenikøbet er ringe er der ikke meget ved det, men det kan ikke altsammen være lige sjovt og sådanne dage skal bare overstås. Selv dage med ringe føre kan dog også være gode. Vi havde en dag med salttræg sne (dvs. at saltet fra vandet trænger op gennem isen og videre op i sneen, med træski er glidet reduceret til stort set nul), Men denne dag havde vi fuldmåne, stjerner og nordlys hele dagen, månen føltes så skarp at man næsten ikke kunne se lige på den. Det var helt stille og da føret var dårligt skiftedes vi til at gå foran slæden og lave spor til hundene. Den lille pause jag havde deroppe var fantastisk og det var et af de sjældne øjeblikke hvor fortid, nutid og fremtid smeltede sammen til blot at være til. Det er sådanne dage hvor man går og lader op, så man har noget at give af på de mindre gode dage.

Hjemturen var dog primært præget af dage med ringe vejr og føre, på de dage bliver der ikke snakket så meget, så man står bare og styrer hundene og lukker sig inde i sig selv - dejligt.

Hen imod slutningen af rejsen mødte vi andre slædehold og vi kunne derfor køre i spor, det er rart da man slipper for hele tiden at råbe kommandoer. Det er dog ikke alle førerhunde som er lige gode, og til tider kunne det bedre svare sig at køre ud af sporet, for at køre lige ud - det føltes nærmest som om man kørte i en labyrint så meget som de zigzaggede.

Det gode ved at køre i spor er dog også at man slipper for at køre de dårlige steder. SH2 måtte slå teltet op da de var kørt i vand ved et landbræk, de var gået i til knæene. Det slap vi heldigvis for, vi er jo ikke frømænd...

Våde fødder slap jeg dog ikke for. Vi kørte i et område med meget vand under isen og da vi kørte forbi en plet sagde Gormsen:"Frederik stik lige en ski i, for at se hvor dybt der er". Uerfaren som jeg var kørte jeg for langt ud i det og blev suget i. Der stod jeg så med en våd fod og skulede skummelt til min grinene ældstemand, det var dog ikke koldere end at vi kørte videre.

Der er generelt mange ting, man ikke tænker over, når det hele skal gå hurtigt. Under et hundeslagsmål løb jeg op til den voksende klump, med skieen og begyndte at banke løs, men jeg råbte og skreg. Selv om det var effektivt, holdt skien ikke til det og med et højt knæk røg spidsen, vi har dog reserveski med og jeg fik hurtigt løst problemet. Jeg tror trods alt det er de færreste, som har knækket en ski ved at tæve hunde, det skal dog siges at det lyder voldsommere end det er, de er utroligt hårdføre og lider ingen skade ved det.

Generelt har vi været forskånet for hundeskader, det er ikke mange slåskampe vi har haft, og de få der har været er blevet syet i teltet.

Inden jeg slutter af, kommer en lille historie om et bjørneangreb. Da SH4 var ved at slå TP begyndte hundene at gø i den samme retning, fupperne fik hurtigt fat på en lygte og så et par lysene øjne. De tilhørte en bamse som kom i hurtigt løb mod slæden, Roland trak sin riffel mens Asbjørn holdt lygten og sendte et signalskud mod den. Det var den dog ligeglad med og Roland måtte sende en kugle afsted ud i mørket mod bamsen, selv om der ikke var lys til at sigte ramte han den i brystet. Den standsede op og blottede sin side, hvorefter den fik en bladkugle, med endnu et skud lagde den sig. Rystet gik de to fupper hen til den og gav et hovedskud for at sikre sig dens død. Det var en ung bjørn med en smuk pels og det er naturligvis ærgeligt at den måtte lade livet, men omstændighederne var ikke til at tage fejl af. Sidste år måtte Asjbørn skyde en anden bjørn i nødværge, det er ekstremt sjældent at samme mand er ude for dette to gange, ikke desto mindre har jeg nu omdøbt SH2 for Bjørnebrødrene.

Hviledage på Mestersvig Station

Så nåede Slædehold 5 til Mestersvig, som er det sydligste vi kommer på efterårsturen. Indtil videre har vi kørt ca. 700 km. men vi mangler stadigvæk hjemturen. Det har været en god tur sydpå, med knaldeføre og godt vejr (vi har kun haft to vejrfaste med kraftig vind). Vi har oplevet en masse spændende ting og jeg har plukket et par af de mest interessante frem.
Efter en landoverkørsel den 24/11 nåede vi bunden af Moskusoksefjorden, navnet stammer fra en af de store ekspeditioner i begyndelsen af 1900-tallet. Strømforholdene medfører at der ofte er strømskårent is (tynd is), det betyder også at der her er sæler. Da vi kom kørende så vi på afstand en sæl på isen et par hundrede meter fremme, vi råbte eeli eeli til Djarnis vores førerhund, for at dreje ham til højre så vi kunne udnytte vinden. Vi stod og talte om hvor lækkert det ville være med en sælmørbrad til aften, men nu skulle vi først lige skyde den først. Da vi kom lidt nærmere rejste der sig en bjørn fra sælen, så vi kom åbenbart for sent. Det var ordentlig bamse som hyggede sig gevaldigt med sin fangst, jeg må indrømme at det gippede lidt i mig da jeg så den, pga. af de ringe lysforhold er det svært at afstandsbedømme. Vi betragtede den lidt og så hvordan den skød poterne ind under maven og skubbede sig frem med bagbenene, den var godt tilfreds med livet. Vi var påpasselige, da vi ikke vidste hvor agressiv den ville være for at beskytte sit måltid, vi skød derfor et knaldskud efter den for at skræmme den væk. Det var den ret ligeglad med, så vi lod den være for at køre videre, Gormsen fortalte hvordan de til tider forfølger sporet af nysgerrighed, så den næste halve time så jeg mig tit over skulderen. Den lod os dog være og efter et par km. kunne vi i forholdsvis ro ordne hundenes skaglerne. Det er ikke så tit man oplever en bjørn med et kadaver og slet ikke om vinteren, så det var en spændende oplevelse.
Efter nogle dage med godt føre skulle vi have endnu en landoverkørsel gennem Zoologdal, vi kørte i et elvleje på ren is. Det var ikke nemt eftersom det stort set kun bestod af blankis med hældning. Hundene blev mere og mere frustrerede og det endte i et slagsmål - typisk! Vi forsatte og efter et par timer nåede vi vandskellet, dvs. det øverste af dalen (ca.200-300 m.o.h.). Vi fandt et forholdsvist stort sår under Coco's "armhule", vi bedøvede ham i teltet og syede ham, derefter røg han tilbage ud i kæden i den kolde nat - sikke et hundeliv.
Den aften oplevede jeg et fantastisk nordlys, som fyldte halvdelen af himlen, det flotteste jeg hidtil har set. Der var en masse bevægelse i det og det fór hen over himlen i skiftende former, fjorden blev badet i et smukt grønt skær.
Vi nåede ned og op over den næste dal, her gik det lidt bedre, men slæden havde desværre fået nogle hug. Det resulterede i at den ene mede lagde sig ned og vi måtte bruge et par timer på at surre den igen.
Næste dag, nåede vi at køre et par km. på nedkørslen fra dalen, før slæden væltede med høj fart på blankisen. Vi blev slynget med høj fart hen ad isen, men heldigvis var der ingen sten og vi slap uden skader. Desværre var meden igen ødelagt, vi brugte 1:30 t. på at surre og kunne endeligt køre videre. Den aften brugte vi endnu 2:30 t. men så var slæden også i orden igen.
Nu sidder vi så her på Mestersvig og har fået et varmt bad og et godt måltid, fantastisk hvordan man kan nyde så simple ting i hverdagen som et toilet eller rindende vand.
Om tre dage kører vi igen nordover mod Daneborg og julen så skal vi have julemad til vi triller.
Jeg skriver lidt mere når vi kommer hjem, indtil videre ønskes I alle en god julemåned.

PS. Hvis der er nogen der har lyst til at sende en mail, bliver den læst op over radioen til stor fornøjelse. Adressen er: sirius@mil.dk I emnefeltet skal der skrives "Frederik"