Ny hund i gården

Som billedet viser har vi fået ny hund i femmergården. Vi har forsøgt at sætte halsbånd på den, men vi har ikke rigtigt nogen som passer...
Da vi i morges gik ud til vappe, stod Poul og teede sig, men det gør han jo altid så vi gik blot videre. Da solen var stået op kunne jeg så se at der stod en moskus inde i gården. Det gippede lidt i mig eftersom der var blod omkring klovene og Snehvide ikke var til at se. Hun havde sprunget sin kæde og lå nu henne ved flokkens bas, Mimer. Kæderne vi bruger til hundene springer ikke uden videre, så hun har virkeligt kæmpet for at komme fri.
Nu skulle vi jo så have hippiekoen ud af gården, men det var ikke særligt nemt. Vi skød 3 riffelskud op i luften, jeg gav den en omgang med hundepisken og vi prøvede at lave udfald mod den. Da det ikke havde nogen effekt hentede Gormsen en signalpistol. Der belv skudt under den, ved siden af den, over den og til sidst på den, men intet virkede. Vi flyttede de nærmeste hunde op i vappe og klippede hegnet væk omkring den, efter to timer valsede den endeligt ud og op på fjeldet.
Mærkeligt dyr...

Et par blæsende døgn

I de sidste par dage har vi haft meget blæsende vejr med sne og høj fygning. Middelvinden lå på omkring 25 m/sek med vindstød af orkanstyrke, (eller som vi måler det 50-70 knob). Det betød i praksis at al udendørs aktivitet stort set blev umuliggjort, både fordi sigten var ekstremt ringe og fordi det var svært at bevæge sig oprejst. Det var ikke nogen success at fodre hundende i det vejr... Efter to dage er det nu lettet lidt og vinden er nede på kulingstyrke, ødelæggelserne var næsten ikke til at bære. Isen på Young Sund er væk og vi kan nu begynde forfra igen. Der skal massive kræfter til for at blæse en iskappe på 15-20 cm. væk og det bevidner, hvad vi også lærte på vintertræningen, heroppe er det ikke os der bestemmer spillereglerne.
LCG (Logistik Center Grønland) har nu officielt opgivet at finde en afløser for Rasmus, som brækkede benet. Det betyder at SH5 og SH3 lægges sammen til efterårspatruljen. Min efterårsrejse bliver derfor kortet ned til 1 måned. I stedet er jeg hjemme på stationen hele december, hvor man alligevel ikke kan se en hånd for sig ude på suppen. Jeg kommer ligeledes til at opleve juledroppet, hvor en C130 Herkules i lav overflyvning smider juledroppet ud med faldskærm. Det skal nok blive meget sjovt at opleve. Hver syvende faldskærm folder sig ikke ud, så man skal ikke ønske sig glas i julegave...
Moskusokserne (hippiekøerne) som går fast og græsser på stationen er ved at blive mere og mere menneskevante. I morges stod de lige foran Sirihus og jeg er tilsyneladende løbet lige forbi dem uden at ænse dem, man skal jo nødig have en kage for at komme for sent til morgenskafningen. Da jeg lidt efter gik ud til Vappehuset, for at se til alle hundende stod de igen tæt på indgangen. Denne gang løb jeg lidt efter dem for at jage dem væk, men de er stort set ligeglade, de ved vidst udmærket hvor spidse deres horn er. Man skal være forsigtig for selv om de ser kluntede ud er de forbløffende adrætte.
I den kommende uge skal jeg to gange ud og tage en overnatning i telt. En med mine egne hunde og en gang med Christian fra SH5. Dette gør man altid for at sikre at man har alle tingene og at de virker. Det nytter ikke at køre hjemmefra med et defekt telt eller uden medicin til hunde eller mænd. Man bliver ikke hentet ud med fly i mørketiden, med mindre det er tvingende nødvendigt. Derfor er vores sygehjælpertasker pakket med ALT vi kan få brug for, og vi har altid morfin (Fentanyl) på os. Vi har også et præparat med der kan holde os vågne i mange timer, uden de bivirkninger som slører vores virklighedssans, så hvis vi mister slæden kan vi holde os gående indtil nærmeste hytte. Da vi kender placeringen på alle hytter og depoter på kysten, er dette derfor ikke noget stort problem. Vores 100 km. march på vintertræningen er god at have i baggagen.
Det var alt for nu. Jeg håber I alle har det godt derhjemme i varmen.

update fra Daneborg

Det er nu blevet vinter på Grønland. Sneen har ligget et par uger og isen har nu endeligt også lagt sig på Young Sund. Vejret viser sig fra sin smukkeste side, og er primært præget af højtryk. Desværre har den hårde kulde ladet vente på sig, så vi er ikke sikre på at isen bliver frigivet til den 1/11, hvor vi egentligt skulle afsted. Men det kan vi ikke gøre noget ved, så tiden bliver i stedet brugt til forberedelser, og en masse træningsture med hundene.

Det er fantastisk at køre hundeslæde, man kan køre hvorhen man vil og bare lade hundene gøre det hårde arbejde, sikke en frihed. Helt afslappet kan man nu ikke være, for selv om hundene trækker skal vi hele tiden råbe kommandoer og opmuntre dem til at trække - der er meget egopleje i slædekørsel.

For I ikke er helt uvidende om hundene kommer her en lille introduktion til spandet:

Gaia er en af stationens ældste tæver, og selv om hun er meget hyggelig er hun ikke den der trækker mest.

Poul er en rigtig god hund, han trækker godt og er ekstremt fuppeglad - som de fleste andre hunde i øvrigt også er.

Vector er helt hvid og dejlig blød i sin tykke vinterpels, han trækker rigtigt fint.

Coco er helt sort og ligger nr. 2 i hierakiet. Han bruger hele frikvarteret på at knurre af alle de andre hunde, han er en fandens karl.

Frikvarteret er en halv time, som hver dag er dedikeret til hundene. Her kan de løbe frit rundt i løbegården og lege med hinanden.

Kikuk er hentet til Daneborg fra Illulisat på Vestkysten, for at undgå indavl. Han er indbegrebet på en Slædehund i grå og hvide nuancer, han er meget smuk. Som oftest står han og Coco og råber ad hinanden, de kaster sig frem i kæden og gør alt hvad de kan, for at få fat på hinanden. Når der så er frikvarter render de rundt og leger med hinanden, uden det mindste problem. Utroligt så kæk man kan være, når man ved den anden ikke kan nå...

Djarnis er vores førerhund. Det er ham vi råber kommandoer til når vi kører, derfor er hans skagle lige lidt længere end de andres. Han har kun en ven i spandet og er bange for alle de andre hunde. Han ligger på sin plads og når de andre kommer for tæt på i frikvarteret, går han helt amok. Han er for tyk og kaster op når vi kører lange ture, så han skal lige i lidt bedre form.

Arvid er en af de stille hunde i spandet, han arbejder godt og er en rigtig god og rar hund.

Mimer er flokkens bas, dvs. at han er øverst i hierakiet og alle andre har meget stor respekt for ham. Han slås aldrig, men formår stadig at opretholde sin autoritet, opskriften på en ægte leder. Han har et dejligt gemyt og vil altid gerne pettes.

Lynge er en stor tyk unghund på et år. Han er meget præget af sin unge alder, både når han trækker og når hundene dækkes af til fodring. Han er efterhånden blevet trukket på maven efter slæden et par gange, og det er et fantastisk syn at se den tykke dreng blive trukket med, helt forvirret. Det er nogle hårdføre hunde...

Når han en dag finder ud af at det er sjovt at trække slæde, skal han nok blive en god hund.

Alesi lider lidt af damp, ellers er han en god hund der trækker rigtigt fint. Han har een rigtig ven som han beskytter gennem tykt og tyndt.

Neger er denne ven og han har brug beskyttelsen, da han ligger lavest i hieraktiet.
Hvert spand har en omega og Neger er vores. Udover dette er han en dejlig hund, han er også for tyk og man vil ofte høre hans navn blive råbt, når vi kører. Godt der er langt til nærmeste nabo...

Snehvide er vores anden førerhund. Hun løber lige bagved Djarnis og hvis der skulle ske ham noget overtager hun. Hun er ligeledes den hund i spandet, som trækker bedst. Det er utroligt hvordan hun arbejder, på alle vores træningsture har jeg kun set slap skagle på hende, en enkelt gang!

Hvide Henning er vores anden unghund på et år. Ligesom Lynge skal han køre sin første sæson og han er ved at lære faget. Han har et dejligt gemyt, til trods for hans forsigtige natur. Han er meget glad for Mimer, og når der er frikvarter løber han konstant og slikker ham i mundvigen, til Mimers store irritation. Han har nu fundet ud af at han er i sikkerhed i kæden, derfor er han begyndt at skælde meget ud på hans sidemand. Mon ikke han snart får en omgang hvis ikke han passer på.

John John er ny hund i gården og gammel problemhund fra SH4. Vi har dog ikke haft et eneste slagsmål med ham, han er faktisk en rigtig god hund. Han har fået lov til at starte på en frisk og det har han udnyttet. Han er ekstremt fuppeglad og er meget smuk med lange ben, helt perfekt hund.

Grisen er den sidste hund i spandet, navnet kommer af hendes griseøjne. Hun er lige blevet pinket (parret) så hun kommer ikke med på den kommende slæderejse. Hun er en dejlig hund som også er meget fuppeglad.

Jeg er meget tilfreds med spandet. Vi har aldrig slagsmål i gården og de trækker fint på træningsturene. Vi er også begyndt at kende hinanden lidt bedre nu og det kan mærkes tydeligt på lydigheden.

I sidste weekend havde vi oktoberbesøg fra Grønlandskommandoen (GLK) og Logistikcenter Grønland (LCG), udover disse havde vi to dyrelæger oppe for at se til hundene. Vi fik gennemgået fareområder og slæderuter for den næste sæson. Besøget gik godt og de var meget tilfredse med, hvordan det går heroppe. Vores slæderuter blev godkendt og jeg kan se frem til en lang men spændende sæson. Vi kommer igennem områder med meget stor koncentration af moskus og områder med mange bjørne, så der bliver rig mulighed for lidt fed film og gode billeder.

Desværre er mit videocamera blevet smadret af Henning, så inden der kan laves helteoptagelser skal jeg have købt et nyt.

Oktobersøget fik desværre en kedelig afslutning da Rasmus fra mit hold brækkede benet på en træningstur. Han er nu på vej til DK hvor han kan komme sig, så regner vi med at have ham tilbage til foråret igen. Det er simpelthen så ærgeligt, og slet ikke fair når man har lagt så meget arbejde og tid i at komme herop, men det vigtigste er at han kommer igen. Det giver også nogle operative problemer, da vi nu mangler en mand. LCG er i gang med at finde en afløsning, så må man håbe at de når det i tide.

Dagene går ellers med at få stationen klar inden efterårspatruljen, der er meget at se til og jeg har ikke problemer med at falde i søvn om aftenen.

Vi har en lille flok moskus gående og vi har lidt problemet med at få dem væk fra stationen, jeg prøvede forleden at jage dem væk med rendegraveren, men de kom hurtigt igen, om ikke andet var kanon at banke rundt i sneen efter dem.

Alt i alt går det rigtigt godt, jeg sætter meget stor pris på friheden og udsigten. Ligegyldigt hvor man kigger hen er her simpelthen så smukt.

Her er bare fantastisk.

Min nye hundegård i solnedgangen

Kokkeuge og endelig slædeholdsenkadrering

Efter et par måneder på kysten har det nu også været min tur at tage kokketørnen. Jeg vil ikke lyve når jeg siger at det var usædvanligt hårdt. 14 timer i køkkenet dagligt, på et stengulv må kunne tage pusten fra selv den mest garvede kogekone. Der var da også forholdsvist meget stress på til tider - Siriusfupper er et krævende folkefærd når det gælder mad, og der var til hvert måltid min. to varme retter. Men jeg kom igennem ugen uden ulykker og en hel del erfaring rigere til næste gang. Aftenerne er gået med produktion af riffeltasken, som skal hænge på siden af slæden, også den er færdig efter mange timer ved symaskinen. Jeg har utrolig stor respekt for folk der syr meget. Der er ingen tvivl om at det er ufatteligt svært og derfor kræver stor diciplin og dygtighed, jeg har ihvertfald siddet hele aftener ved maskinen med meget ringe reultat en såret stolthed.
Men færdig blev den, og egentligt helt fin, uden at være prangende.
Noget mere spændende har den endelige enkadrering til slædeholdene været. Siden vi kom herop har vi ventet med spænding på hvem vi skulle køre med, den spænding blev udløst i torsdags. Jeg skal køre med Chefen i Slædehold 5, det betyder at jeg skal køre sløjfetur, som efter sigende skulle være en af de længste. Det har flere fordele at køre med chefen, den største er nok at han har været heroppe i to år, og at dette derfor er hans 3. sæson som kusk. Der er derfor en masse overskud til at lære fra sig og det vil jeg få meget glæde af, udover dette er han selvfølgelig en rigtigt fin fyr.
Jeg har i dag været ude og køre med mine nye hunde for første gang. Det gik over alt forventning, især da vi havde to nye hunde med. Der var dog en enkelt hændelse som lige kræver at blive beskrevet.
Vi kom kørende ved et elvleje, hvor der var flere store sten, da vi kørte over en af disse fik den fat i bremseanordningen og standsede slæde med et stort ryk. Jeg sad på slæden og tumlede lidt fremover mens Gormsen, min makker, som stod bagpå, slog en koldbøtte over opstanderen og landede lige bagved mig på slæden. Det eneste der skete var at vi blev lidt forskrækede, men jeg vil sent glemme det forbløffede udtryk der var at læse i hans ansigt - "Hvordan f... kunne det lade sig gøre"?
Vejret heroppe er typisk dansk vintervejr med temp. lige over frysepunktet og regn. I næste uge bliver det lidt koldere og vi skulle også få lidt sne, jeg må indrømme at det også begynder at krible lidt for at komme ud og stå lidt på ski.
Jeg håber I alle har det godt derhjemme, og pas nu på Jer selv, ikke flere ulykker!!!
Slædehelten
SH5

Vi blev hentet ud fra Ella ø den 29/8, de sidste depoter er lagt ud og det markerer sommerens afslutning på kysten. Samme dag blev forskerne og håndværkerne ligeledes fløjet hjem, og vi har nu endeligt stationen for os selv. Det har været nogle fantastiske uger på Ella ø, stedet er ubeskriveligt smukt og vi har for det meste været heldige med vejret. På stationen havde vi et par gæster fra nationalparken, en moskusokse som travede rundt mellem bygningerne og en bjørn som også gæstede os et par gange. Oksen var jeg ikke så bekymret for da den var nem at se og omgå, bjørnen var derimod meget nysgerrig og nærgående hvilket gjorde os lidt bekymrede. Mit første møde med den var da jeg kom over en lille bakkekam i udkanten af stationen, lige pludselig ligger den og kigger på mig på 30-40 meters afstand. Jeg må indrømme at det gippede i mig og jeg fik hurtigt trukket pistolen, som vi hele tiden havde på os. Jeg bakkede stile og roligt tilbage og fik fat på de andre så vi kunne skræmme den væk, da vi kom tilbage fik den et par signalskud og væk var den. Selv om jeg blev lidt forskrækket kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor fantastisk et dyr det er og hvor priviligeret man er for at opleve det i dets rette element. Vi havde også et par menneskelige gæster og det er utroligt hvem man møder i så langt fra civilisationen. Chefen for søværnets operative kommando var forbi med inspektionsskibet Vædderen, med sig havde han Troels Kløvedal. De blev til middag og det var sjovt at møde dem begge, specielt Kløvedal. ved en senere lejlighed fik vi en tremasters skonnert ind i bugten, der var en masse forskere som havde med Danmarksekspeditionen at gøre, her mødte vi Ejnar Mikkelsens datter. Han var en kendt polarfarer som ledte Alabama ekspeditionen, en ekspedition som drog ud for at finde Mylius Eriksens, Brønlunds og Hagens lig.
Vi har dog også haft tid til at lægge et pat depoter ud, vi har virkeligt fået sejlet meget og jeg er ikke langt fra at have sejlet mine første 1000 km. heroppe.
På Strindberg depot tog vi en halv fridag, da der er godt fiskevand i området. Vi fiskede et par timer i elven og fik derved lidt lækker ørred til middag. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og jeg kan godt forstå, at der er nogle som betaler mange penge for at fiske i nationalparken. Vi fangede henved 20 fisk hvor jeg fangede halvdelen. Det var nogle fantastiske fights og flere gange lignede det at stangen var ved at give efter.
Det næste stykke tid står på klargøring til den første slædetur, som køres ca. 1/11 - 21/12, jeg er begyndt på min riffeltaske som skal være klar til fernisering den 15/9.
Jeg håber I alle har det godt og I nyden danske sommer

John John fra slædehold 4