søndag den 31. august 2008


Vi blev hentet ud fra Ella ø den 29/8, de sidste depoter er lagt ud og det markerer sommerens afslutning på kysten. Samme dag blev forskerne og håndværkerne ligeledes fløjet hjem, og vi har nu endeligt stationen for os selv. Det har været nogle fantastiske uger på Ella ø, stedet er ubeskriveligt smukt og vi har for det meste været heldige med vejret. På stationen havde vi et par gæster fra nationalparken, en moskusokse som travede rundt mellem bygningerne og en bjørn som også gæstede os et par gange. Oksen var jeg ikke så bekymret for da den var nem at se og omgå, bjørnen var derimod meget nysgerrig og nærgående hvilket gjorde os lidt bekymrede. Mit første møde med den var da jeg kom over en lille bakkekam i udkanten af stationen, lige pludselig ligger den og kigger på mig på 30-40 meters afstand. Jeg må indrømme at det gippede i mig og jeg fik hurtigt trukket pistolen, som vi hele tiden havde på os. Jeg bakkede stile og roligt tilbage og fik fat på de andre så vi kunne skræmme den væk, da vi kom tilbage fik den et par signalskud og væk var den. Selv om jeg blev lidt forskrækket kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor fantastisk et dyr det er og hvor priviligeret man er for at opleve det i dets rette element. Vi havde også et par menneskelige gæster og det er utroligt hvem man møder i så langt fra civilisationen. Chefen for søværnets operative kommando var forbi med inspektionsskibet Vædderen, med sig havde han Troels Kløvedal. De blev til middag og det var sjovt at møde dem begge, specielt Kløvedal. ved en senere lejlighed fik vi en tremasters skonnert ind i bugten, der var en masse forskere som havde med Danmarksekspeditionen at gøre, her mødte vi Ejnar Mikkelsens datter. Han var en kendt polarfarer som ledte Alabama ekspeditionen, en ekspedition som drog ud for at finde Mylius Eriksens, Brønlunds og Hagens lig.
Vi har dog også haft tid til at lægge et pat depoter ud, vi har virkeligt fået sejlet meget og jeg er ikke langt fra at have sejlet mine første 1000 km. heroppe.
På Strindberg depot tog vi en halv fridag, da der er godt fiskevand i området. Vi fiskede et par timer i elven og fik derved lidt lækker ørred til middag. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og jeg kan godt forstå, at der er nogle som betaler mange penge for at fiske i nationalparken. Vi fangede henved 20 fisk hvor jeg fangede halvdelen. Det var nogle fantastiske fights og flere gange lignede det at stangen var ved at give efter.
Det næste stykke tid står på klargøring til den første slædetur, som køres ca. 1/11 - 21/12, jeg er begyndt på min riffeltaske som skal være klar til fernisering den 15/9.
Jeg håber I alle har det godt og I nyden danske sommer

tirsdag den 5. august 2008


John John fra slædehold 4

Så er første indlæg klar på bloggen

Nu har jeg endeligt fået tid til at lave min blog, jeg skal gøre mit bedste for at lægge billeder og tekst ind når jeg har mulighed for det.

Den første tid heroppe har været helt fantastisk. Til at begynde med var vi kun 5 fupper (siriusfolk) på stationen, og selv om der var meget at lave gik jeg rundt i en bobbel af indtryk. Jeg blev hurtigt sat ind i mine opgaver som vappe og der har lige siden været tryk på med alt hvad jobbet indebærer. Hundene gør meget for at vise deres kærlighed på kryds og tværs, derfor har jeg haft en masse hunde oppe i kennelerne så de kunne få fortrydelsessprøjter, små skøger! Nogle gange går det også lidt voldsomt for sig så der er også nogle som har fået et ordentligt lag prygl af de andre fra klassen, så der har også været et par stykker med huller i. Det er desværre sådan at der i nogle af spand er omegahunde, det er sædvanligvis dem der ligger under for flokkens frustrationer så de får ofte et par clips eller sting. Heldigvis havde vi en succesfuld fødsel, Amaroq fig fire hanhunde og en enkelt tæve. De er kæmpe og de begynder allerede at mufle rundt for at udnytte ders nye syn og sanser.

I forrige uge var vi på depotudlægninger i nordområdet. Vi havde Station Nord som base for vores Twinotter (fly), som har fået øgenavnet den flyvende Toyota Hilux. Det er utroligt hvor de kan lande med max payload, meget imponerende.. Vi lagde gennemsnitligt 2-3 depoter ud om dagen og vi har derved fået en masse fantastiske flyvninger. Det var dog ikke ren badeferie for der skulle slides og slæbes for at få alt proviant mm. ud til depoterne fra flyet. Jeg har hurtigt lært at det ikke er for sjov, at det bliver kaldt "Slæbepatruljen Sirius".
Vi var også så heldige at der var solformørkelse mens vi var deroppe og ved Kap Morris Jesup (nordligste landfaste punkt i verden) var den på 100%. Da vi alligevel skulle lægge depot ud der, fik vi timet det, så vi kunne se det der. Vi ankom dagen inden og traditionen tro var vi ude og bade, det var meget koldt! Tilfældigvis er der en varde med en lille en til halsen og det gav noget af varmen tilbage i kroppen. om aftenen grillede vi, drak et par øl og gik ellers i seng så vi kunne være oppe i god tid til showet. Det var en meget speciel oplevelse, det føltes helt magisk at stå på lige detop dette sted og se det fantastiske fænomen. Jeg har taget et billede, som i kan se når jeg snarest får dem alle lagt ind.
Nu er jeg atter tilbage på Daneborg og vi sagde i mandags farvel til vores gamle chef og goddag til den nye som skal lede Logistik Center Grønland. Ved samme lejlighed havde vi vores norske dyrlæge oppe som tilså alle hundene. De gik alle igennem syn bortset fra snemand som desværre blev aflivet pga. en skade. Derved er jeg også sat ind i en masse medicamenter og behandlingsmetoder, så med lidt mere erfaring skal det hele nok gå. Jeg må dog indrømme at det er sin sag med alt den forskellige medicin det være sig piller eller sprøjter, men jeg ordinerer på livet løs.

I morgen sejler vi nordpå med endnu et depot, det bliver en rejse på ca. 15 timer non stop, hver vej. Heldigvis er vi fire så vi kan tørnes lidt til at sove undervejs, jeg håber der bliver tid til at skyde en enkelt sæl eller hare på vejen.

Den 8/8 flyver vi til Ellaø, hvor jeg skal være måneden ud. Formålet er flere depotudlægninger og fodpatruljer, det skulle være et lille paradis så jeg glæder mig meget. Roland fangede en fjeldørred dernede på 5 kg. så jeg skal helt sikkert have fiskestangen med, tænkt at få løn for at fiske...

Jeg håber I alle har det godt i Danmark og jeg ser frem til at modtage et par mails med, hvad der foregår i Jeres liv.

Slædehelten