Tilbage på Daneborg

Så nåede vi atter tilbage på Daneborg, efter en lang tur hjem fra Danmarkshavn.
Vi så solen for første gang den 11/2 og siden har den været stigende i horisonten mod syd. Det er en ganske speciel følelse, første gang man ser den store projektør, efter flere måneder under stjernerne. Nu kan vi nyde den helt indtil november næste år, over de næste par måneder vil den fortsætte med at tiltage, indtil vi har døgnsol en gang i april.
For en uge siden havde vi slagsmål i hundekæden og Mimer, som er spandet bas måtte under kniven. Kikuk havde bidt en trædepude op, en skade som er lang tid om at hele. Jeg gav ham 5 sting og han har siden ligget på slæden om dagen og i hytten eller teltet om aftenen. Det er meget irriterende at have en hund på læsset, de hyler og føler sig generelt meget forudrettede over deres stuation. Mimer har ovenikøbet haft dårlig mave og det har flere gange resulteret i lort på liggeunderlagene og min ydersovepose - møghund!!! Det har dog været hyggeligt at have en hyttehund, det er først når man får en slædehund indenfor at man virkelig ser hvor store de er. Jeg har svært ved at forestille mig at han nogensinde bliver slædehund igen, efter hans tilvænning til det søde liv indenfor, med en masse kæleri og opmærksomhed.
Turen hjem fra Danmarkshavn har været præget af meget forskelligt føre, med alt fra hårdføgent til 1/2 m. blød sne. Den sidste 5-6 dage har vi fulgtes med SH2 (Anders og Flemming), det har været hyggeligt og spændende at se hvordan de andre slædeholds rutiner er. Det har også været fint med et par mand mere, eftersom vi har gået foran siden vi mødte SH2. Det har været et helvedes føre, med sne med op til 1/2 meter, vi er gået to mand foran for at trampe spor og de sidste to mand har gået nede ved hundene. Dagene har ligeledes været lange, nogle af dagene har vi gået over 9 timer og det sætter spor i kroppen. En af dagene gik vi 9.30 timer og nåede kun at køre 35 km., til sammenligning kørte vi i efteråret 60 km. på kun syv timer.
I går gik jeg foran sammen med Anders og bi nåede et godt stykke foran slædene. Jeg døjede lidt med kulden selv om det "kun" var -26C, sådan fortsatte vi lidt tid indtil jeg til sidst måtte have varmen. Mine fingre havde jeg især problemer med at få varmen i, uanset hvad jeg gjorde ville de ikke rigtigt makke ret. Endeligt nåede slæderne op til os og vi kunne få en velfortjent pause efter at have gået foran i et par timer. Jeg fik en jakke på og varmen kom stille og roligt tilbage i kroppen, bortstet fra min venstre hånd. Da jeg lavede et par kuskeslag (det gør vi meget) Kunne jeg mærke at der var noget galt med en af mine fingre, og da den ved et tilfælde ramte slæden lød det som når man banker to stykker træ sammen. Jeg blev naturligvis lidt bekymret og tog handsken af for at se til fingeren, den yderste centimeter var hvid.
Der var ikke andet at gøre end at varme den op igen, og med lidt ængstelse tog jeg mine forholdsregler og kørte videre. Den følgende time holdt jeg fingeren inde i min knyttede hånd og lidt efter lidt kom varmen og farven tilbage. Det var heldigvis ingen dybere forfrysning, men det er lesson learned, men skal altid holde øje med ekstremiteterne når man er ude og især når man tramper spor. I dag er min finger øm og der kommer til at gå et par måneder før jeg får alt følelsen tilbage. Efter et par dag vil det yderste hud begynde at skalde af og så er den så god som ny.
Da vi endeligt ko hjem havde vi kørt i ca. 10 timer, da jeg lagde mig i min seng efter et kæmpe måltid mad og et par dåsecolaer, gik der ikke mange øjeblikke før jeg gik ud som et lys.
Nu har vi ca. 10 dage på stationen, hvor vi skal have styr på alle vores grejer og så kører vi sydover og er hjemm igen til juni.
Jeg har taget lidt billeder og jeg lægger dem op på bloggen i løbet af de næste par dage.

Hviledage på Danmarkshavn

Så er vi nået til det historiske Danmarkshavn. Det var her Danmarksekspeditionen havde sin base, hvorfra slædeerne kørte ud.
Vi nåede frem i går aftes ved 21-tiden efter en meget lang dag på 53 km som tog ca. 9.30 timer. Planen var at slå teltet op efter 28 km., da føret mildest talt var ringe, 5-15 cm. blød sne med skorpe. Det er er hårdt at gå i da skiene skal løftes op gennem skorpen for hvert skidt man tager, sådan var de første 28 km. Da vi nåede til vores destination så vi signalskud mod nord og det viste sig at det var Danmarkshavnere, som var kørt os i møde. På det tidspunkt havde vi 27 km. ind og da de fortalte at føret blev bedre, besluttede vi os for at køre det sidste stræk. Heldigvis havde vi månen til at lyse for os, hvilket var rart eftersom dette er et knudepunkt for kystens bjørne.
På de sidste 27 km fik jeg en forfrysning på næsen, det gik forbavsende hurtigt og føltes som en forbræning. Det er dog ikke noget at himle op over da den bare er lidt øm, jeg trak rørhalstørklædet op over snudeskaftet og så var det det. Lidt mere irriterende er en af mine fingre dog, hvor jeg mangler følelsen ude på spidsen, det er flossede nerver pga. kulden og det tager lidt tid før de vokser ud igen, men så mærker man det tilgengæld ikke når man brænder sig på primussen.
Turen nordpå har været præget af meget dårligt føre. Hele første uge gik vi foran og bevægede os kun langsomt fremad, et hårdt arbejde og man kunne mærke julefedtet forsvinde dag for dag. Langs Hochstetter blev føret bedre og vi havde et par dage med knaldeføre, Da vi ramte Dovebugt blev det så igen ringe, men nu er vi nået frem og kan fylde depoterne igen.
Mandag eller tirsdag kører vi igen mod Daneborg, solen er næsten over horisonten og kommer til syne i løbet af et par dage, det bliver fantastisk at se den igen!
Hundene klarer det fint, selv om det kolde vejr er hårdt for dem, de har svært ved at holde koncentrationen og vi råber flittigt af dem hele tiden:"Kom hundene, fine hunde ja, kom så for helvede i gang eller I bliver skudt!"
Det er et hundeliv ved Slædepatruljen Sirius.