tirsdag den 10. august 2010

Sidste dag på Daneborg

Efter knap 26 måneder er min tid på Daneborg nu slut. I de kommende 19 dage skal jeg lægge depoter ud og lave ekspeditionskontrol i sydområdet. Herefter bliver vi fløjet til Island, hvor vi bliver et par dage, den 4/9 ankommer jeg forventeligt til Kastrup lufthavn.
Vi ses om 3 uger...

søndag den 11. april 2010

Forårsrejsens sidste halvdel

Forårsrejsen 2010

Så er vi hjemme igen efter to måneder i nationalparken. Jeg vil nedenfor fortælle lidt om turens sidste halvdel, samt lidt om gnistlivet, som har budt på en masse forskellige oplevelser.
Efter Danmarkshavn var hundene og fupperne godt udhvilet, og det var rart at komme af sted efter fire hviledage. Føret var helt perfekt og vi skød en god fart mod syd. Langs Store Koldewey havde vi lidt baks (isskruninger), som dog hurtigt opløstes. Vi begyndte langsomt at kunne mærke en temperaturforskel mellem sol og skygge, og der var små stigninger hver dag. Med det gode føre kunne vi slappe af køre nogle lidt kortere dage. Vi kunne uden problemer følge planlægningen og det var rart at kunne tilbringe længere tid ved depoterne. Da vi nåede ned til Hochstetter Forland og Shannon Sund, var det dog slut med det gode føre. Vi skulle ud til Shannon ø, som er notorisk kendt for sin baks, jeg har i to år forsøgt at undgå den, men nu gik den ikke længere…
Det krævede arbejde at køre de godt 15 km. ud til øen, men det værste var endnu i vente.
Da vi nåede derud blev vejret dårligt og det begyndte at blæse. Desværre kunne vi ikke blive i teltet, da der var varslet kraftig storm, det gjaldt derfor om at fortsætte til nærmeste hytte.
Med småforfrysninger i ansigtet kæmpede vi os igennem blæsten.
Uddrag fra dagbog:

4/3-10 Pansch depot 46 km. 7 t. –25 C.
BAKS, BAKS & BAKS!
Vi kom lidt sent af sted, da det blæste kraftigt i morges. Da vi så endelig kørste nåede vi rundt om det første kap, da det igen blæste op, her mødte vi dagens første baks. Vi kørte imod den historiske Alabama hytte, 3 km., derfra besluttede vi at tage den sidste etape som fodpatrulje. Jeg blev ved hundene mens Anders tog turen, det var ret koldt at stå i en time i 20 knob. Herfra kørte vi mod depotet, med en position indenom nogle øer, da isen kan være rådden herude. Resten af dagen foregik i baks. Det værste var ikke isskruningerne, men de dybe snehuller de forårsagede, nogle steder var de to meter dybe. Vi væltede flere gange og kom i perioder kun langsomt frem, med fodrecce, for at finde de ”bedste” veje. På et tidspunkt gik jeg bagved slæden, da slæbetorvet fik fat i min binding og rev mig omkuld. Jeg blev slæbt et par meter og slog mit venstre knæ mod en isskods. Da jeg mærkede efter troede jeg at knæet var ødelagt, det gjorde ondt ad H. til. Resten af dagen har jeg sparet det så vidt muligt, men det er meget ømt. (Det skulle vise sig at være ømt resten af slæderejsen). Anders måtte gå de sidste km., da han har brækket alle sine ski i baksen.
Shannon ø er beviset på at helvede godt kan fryse til is!

Vi blev ved depotet i 3 dage, da kysten blev ramt af en voldsom snestorm. Vi sneede inde og måtte i løbet af natten krybe ud af vinduet, for at se til hundene. På Danmarkshavn havde de målt vindhastigheder på 90 knob, selv om det ikke var helt så kraftigt hos os, var det ikke desto mindre voldsomt. Man føler sig pludseligt meget lille når man bliver ramt af de arktiske storme.
Efter et par dages kørsel kunne vi endeligt se land igen, og det var med høj sol og stille vejr.
Vi skulle ind og besøge Ardencaplehytten, som jeg var med til at bygge i sommer, heldigvis stod den der endnu. Det er en af de varmeste hytter jeg har besøgt, med termoruder og en helt ny ovn, den var som en sauna! Det var svært at sige farvel til den lækre hytte, men vi skulle ind og bunde Smallefjord, som viste sig at være meget flot. Den 12/3 kørte vi mod fjorden og føret var med os, vi fik således kørt 72 km. på 7 timer, en sjælden høj gennemsnitsfart. Hundene kørte fantastisk og efter to dage var vi tilbage ved hytten, som stadigvæk var lun! Det blev fejret med en hviledag, som blev turens sidste.
Nordlys over hytten

Føret blev nu dårligere og de sidste dage trampede vi spor til hundene. Det blev til nogle lange dage, men på Daneborg stod SH2, som også gerne ville køre lidt slæde. Vi skulle oprindeligt have været hjemme den 25/3, men med det gode føre nåede vi Daneborg den 20/3, efter en spændende slæderejse.
Det var så min sidste lange tur og det var vemodigt at køre de sidste km. ind til Daneborg. Den frihed jeg har oplevet i den store nationalpark har været fantastisk, og den vil jeg savne.











GNISTEN

Nu sidder vi så her på Daneborg, med alt hvad det indebærer. For det er dejligt at være tilbage i ”civilisationen”, brusebade, internet, fjernsyn og ikke mindst rigtig mad. Men, men med de moderne faciliteter følger også problemer. Der er meget som kan gå i stykker og for to ”studenter” er det ikke alt sammen lige nemt. Under forrige uges snestorm røg strømforsyningen, vi fløj ud til vores generator, som ikke ville starte igen. Vi kørte derfor rundt til alle stationens bygninger og slog relæerne over på nødgeneratorerne, som vi havde startet i mellemtiden. I løbet af natten syntes jeg godt nok det blev lidt køligt, men tænkte ikke nærmere over det. Næste morgen fik vi svaret, oliefyret i bygningen havde ikke kørt i et døgn! Det var ikke så heldigt eftersom hele vandforsyningen befinder sig i samme bygning. Vi fik klaret problemet og bygningen blev varm igen, heldigvis frøs vandet ikke. For at komme tilbage på den elektriske normalforsyning, måtte vi skille dele af generatoren ad og tætne nogle pakninger, da den smed en over en liter kølevæske i døgnet. Midt i alt dette røg internetforbindelsen, som også liiige krævede lidt tid. Puha!
Nu kører vi igen på normalforsyningen og stationen kører som den skal. Det er længe siden jeg har lært så meget, på så kort tid…
Den føromtalte snestorm har holdt os inden døre i over en uge, men nu er vejret blevet godt og de sidste par dage er blevet tilbragt i fjeldet, med kamera, riffel og snowboard.

Man kan se på vildtet at foråret er på vej og der kæmpes allerede om hunnernes gunst.



NB.
Jeg har lagt lidt flere billeder over i fotoalbummet.

fredag den 19. februar 2010

Forårsturen 2010

Halvvejsberetning.

Så er Slædehold 5 nået til Danmarkshavn. Vi har kørt i en måned og er nu halvvejs i vores tur. Vi har rundet det nordligste punkt og nu går det sydover, med den nyligt opståede sol i ansigtet. Turen er forløbet godt men vi har haft lidt småproblemer, som desværre har kostet slæde og grej lidt skrammer.

Efter blot een dag nåede vi turens første hytte, en rar og nem begyndelse på nationalparkens strabadser. Som sædvanligt hængte vi vores støvler til tørre ved siden af kulovnen, som tilsyneladende kunne blive meget varm. Da vi morgenen efter skulle afsted var sålerne smeltet af skistøvlerne, vi fik kontakt til gnistholdet på Daneborg som kom med skruemaskiner og skruer. Vi fik skruet støvlerne sammen og kunne køre afsted næste dag, jeg skal indrømme at vi var lidt betænkelige ved situationen, men efter en måned sidder skruerne heldigvis stadigvæk.
Vi fik nu et ordentligt lag sne, hvilket forsinkede os tilstrækkeligt til, at vi måtte afvige fra ruten for at genproviantere. Da vi nåede hytten fik vi en kraftig storm som ændrede føret igen, til et fint hårdføgent underlag. Dette har vi stadigvæk og det betyder at vi kan flytte os ca. 40 km om dagen, og så er der nogetved at køre slæde!

På vej nordover skulle vi køre i kanten af en stor bræ, det var et fantastisk flot og
dramatisk syn, men vi måtte arbejde hårdt for hver km. Det var årets bjergetape og meget af tiden måtte vi smide skiene og løbe på sten og klipper, der var store stigninger og de tog hårdt på hundene. Mimer, vores bas/alfa, var i disse dage meget gavmild med at uddele tæsk til sine undersåtter. I et af disse slagsmål endte jeg mellem hundene, her der var tilsyneladende en enkelt som tog mit lår for en hunds og satte tænderne i. Det resulterede i et hul i bukserne, en stivkrampevaccination og et meget blåt mærke på låret med fire huller fra hjørnetænderne. Heldigvis for hunden slap den meget hurtigt og jeg nåede aldrig at finde ud, hvem synderen var.
Endelig kom vi ned på havisen, hvorfra vi skulle køre i lidt nemmere terræn, troede vi...

På vej op gennem et smalt elvleje røg slæden i et 1.5 m. dybt snehul og landede på en klippe. Det resulterede i en brækket opstander og et enkelt bundbræt. Vi nødsurrede slæden og humpede til det nærmeste depot, for at finde en god løsning på problemet. Det lykkedes heldigvis, men den hårde tur havde tærret på hundenes kræfter, og så blev de syge. Vi endte med at blive ved depotet i 2 dage, hvor vi lavede adskillelige portioner "suppe" til de små kræ. Kuren virkede og de blev allesammen raske, undtagen Arvid. Han havde været syg i længere tid og efter aftale med vores dyrlæge, aflivede jeg ham. Han var en af vores bedste hunde og en god kammerat gennem 2 år, det var derfor trist, men der var desværre ikke mere vi kunne gøre for ham.

Vi forsatte turen nordpå med 12 friske hunde, her havde vi endnu lidt brækørsel, som heldigvis forløb fhv. nemt. Den 14. februar så vi solen for første gang i 3 1/2 måned og gensynet varmede, dagene tiltager med 20 min. hver dag og man mærker tydeligt forandringerne.
Den varmer dog ikke helt nok til at undgå forfrysningerne. Jeg har været uforsigtig og har fået frostskader på næsen, som nu er helt rød og lidt øm. Fingrene er også lidt mærkede, men det er svært at undgå, så nu skal det hele "bare" holdes varmt og tørt.

Vi har i dag reppet slæden og de småting som stille og roligt har hobet sig op, og nu er vi klar til den sidste etape hjem mod Daneborg og det arktiske forår.

Jeg håber I alle har det godt.

Piskesmæld
Frederik