Så er slædeholdene kommet hjem, vi er nu samlet igen for første gang siden oktober. Vi kom hjem tre dage før de øvrige slædehold, da vi har kørt i sydområdet. Den sidste uge var præget af tiltagende afsmeltning og brede revner i havisen. Desuden skulle vi skynde os nordpå. for at recce for en overkørsel, de andre skulle over, det gik heldigvis fint selv om der var lidt våde fødder.
Forud for denne sidste våde uge har der været flere måneders slædekørsel, i de næste par afsnit vil jeg fortælle lidt om ruten og de oplevelser vi har haft undervejs.
I midten af april nåede vi til Mestersvig station, hvor vi havde et par dejlige dage med god mad og afslapning.
Det er fantastisk at komme til en station efter en måneds kørsel. Man bliver hurtigt forvent når man har alle dagligdagens goder omkring sig, men når de bliver taget væk i længere perioder, finder man ud af hvor lækre de faktisk er. Vi kunne således nyde en seng med dyne, i mit tilfælde med prinsessemotiver, et bad, et toilet og alle de andre små ting. Det kan godt være lidt svært at køre af sted igen, men det lykkedes og vi kunne køre det første stykke i gamle spor. Vi nåede uden problemer en gammel fangstmandshytte, som var dagens mål. Opstemt over det gode føre, begyndte jeg at drømme om alle de kilometer vi kunne nå i de kommende måneder.
Jeg har været en ukuelig optimist. I perioder med ringe føre har jeg således været overbevist om at føret nok skulle blive bedre ved næste kap, eller fjord. Denne optimisme er dog, gennem erfaring, blevet til en forsigtig forhåbningsfuldhed. I dette tilfælde skulle jeg igen blive klogere…
Efter et par dage begyndte føret at blive værre og værre, indtil vi til sidst kørte i 50-60 cm. puddersne. Hundene var heldigvis udhvilede og kunne tage deres del af arbejdet, mens vi gik foran. Vi skulle køre en landoverkørsel gennem Polhelmsdal, som er kendt for at være lidt blød. Den levede op til sit navn, og efter to dage med vendelæs var jeg ikke længere optimistisk eller forhåbningsfuld. Vi kom dog omsider op i vandskellet (dalens højeste punkt), her blev vi overrasket af løbende vand og sjap. Vi slog teltet op på en sø, hvor der var ca. 150 m. hen til sjappet, da vi vågnede næste morgen var der kun 20 m. Efter hurtigt at have gjort klar til at køre var det nået hundene og vi lagde ud med våde fødder. Af sted gik det dog, og dette var sidste dag i dalen, det var en fed fornemmelse at nå havisen igen, men håbet om knaldeføre blev dog gjort til skamme. Vi måtte gå i et par timer før føret blev godt igen, men så kunne vi til gengæld stå ved slæden for første gang i en uge - fantastisk! Målet var Ella Ø Station, hvor vi tilbringer en del af sommeren, under depotudlægningerne, her skulle vi have to hviledage. De gik alt for hurtigt, men dagen inden vi skulle af sted igen fik vi en melding fra SH3, som havde været udsat for et lille uheld. Torben var faldet på en skarpsten, han havde fået to sting af hans slædemakker, men døjede med en del smerter. De lå kun et par kilometer fra stationen og Gormsen kørte over med en tom slæde for at hente ham.
Vi havde en hyggelig aften, med det uheldige slædehold, men så skulle vi til gengæld også af sted. Det kom vi dog ikke, jeg lagde mig med en maveforgiftning og var ikke i stand til at køre slæde de næste par dage. Herefter kom lavtrykkene med slud og temp. helt op til +5C, efter at have afleveret 50 cm. tøsne, klarede vejret endeligt op. Vi besluttede os for at vende døgn og komme af sted, da havde vi ligget der i 8 dage. Det er helt almindeligt at vende døgn og det hænger sammen med at det er noget koldere om natten, med bedre føre. Det tager dog et par dage før kroppen har vænnet sig til det, det føles lidt som at feste en uges tid, bare uden tømmermænd.
Efter Ella Ø skulle vi ind og bunde endnu en fjord og her begyndte tøbruddet for alvor at sætte ind. Vi passerede flere brede revner og sneen væltede ned fra fjeldene, i store og små laviner. Føret var ikke særligt godt efter det massive snefald, men med de høje temp. om dagen kunne der ikke gå lang tid, før sneen faldt nok sammen til at kunne holde slæden. Til at begynde med kunne skorpen dog ikke holde til hunde eller slæde og det var stort umuligt at bryde den, med skiene. Vi besluttede derfor at smide os og bunde fjorden som en fodpatrulje i det gode vejr. Valget faldt på mig og jeg begav mig hurtigt af sted mens Gormsen slog teltet op. Det blev til en dejlig dag med lune temp. og høj sol, jeg nåede dog ikke helt ind i bunden pga. af åbent vand. 8-9 timer senere nåede jeg tilbage til teltet efter en tur på ca. 35 km., da var jeg også klar til at hoppe i posen.
Lidt efter lidt blev føret bedre og snart kunne skorpen holde både hunde og slæde, nu kunne vi endelig køre slæde. det tidlige tøbrud bekymrede dog Grønlandskommandoen og efter mange telefonsamtaler med Chef Sirius, blev slædeholdene beordret sydover mod Daneborg. Det gjaldt også os, som kørte under de lunere himmelstrøg. Vi kunne dog begynde at køre 40 km om dagen og kom derfor godt fremefter. En nat vågnede vi i teltet ved et værre spektakel fra hundene, af vane råbte vi bare efter dem og vendte os om på siden, men de blev ved, derfor gik Gormsen ud for at give dem en omgang med bremsetovet. Det viste sig dog at være en bjørn der forårsagede balladen, den lå lidt tilbage i sporet og hyggede sig. Da vi kom ud af teltet forsvandt den dog hurtigt og var således ikke indstillet på at få sit billede i slædeposten. Næste morgen kunne vi se at den havde været inde på 100 m. af teltet, en reminder til fupperne om at være lidt mere på mærkerne.
Vi nåede hurtigt nordpå og efter et par uger var vi ”næsten” hjemme, vi manglede kun et par hundrede km. til Daneborg. Disse skulle til gengæld køres hurtigt, da vi som bekendt skulle recce en landoverkørsel for nordholdene. Vi fik kørt ca. 250 km. på 6 dage, vi strøg derudaf, men det var lange dage og de tog hårdt på hundene, men de skal jo ligge stille de kommende måneder, så den fik lidt ekstra. Lige pludselig var det min fødselsdag, det var også dagen vi skulle ramme Zackenberg depot, der indeholdt øl. Dagen lagde ud med at jeg gik gennem isen med min ene fod, fantastisk at starte dagen på… Vi kørte af sted men efter kort tid begyndte der at komme mange revner, hundene var dog blevet gode til selv at springe over, så vi klarede den fint til at starte med. Vi nåede dog et bælte med flere revner, hundene sprang over den første, men standsede ved den næste, det passede tilfældigvis med at slæden kun var kommet halvvejs over den første, før også den standsede. Vi stod på vingen (det bagerste bundbræt er forlænget så man kan stå på det), den forskubbede balance betød at vi gled langsomt tilbage, ned i det kolde vand. Vi kom hurtigt op fra vores synkronsvømning og måtte grine af situationen og de forbavsede hunde. Resten af dagen fortsatte uden problemer og vi nåede hytten, hvor de kolde øl ventede. Efter et par dage i hytten med forskellige fodpatruljer, kørte vi den sidste strækning til Daneborg. En slædesæson er slut og nu begynder sommerens aktiviteter og en hverdag på Daneborg. Vi skal i gang på vores fareområder og der er en masse arbejde at tage fat på, inden forældrebesøg og de nye fuppers ankomst. Det er dog rart at være samlet igen, tale turene igennem og fortælle røvere om alle de ting vi har oplevet.
Og det bliver til røverhistorier, for er der én ting en Siriusmand kan, er det at lægge mindst 50 % til alle historier.
De følgende indlæg vil indeholde historier fra min dagbog, samt billeder knyttet til disse notater. Der vil ligeledes følge lidt data ang. antal kilometer mm.
Forud for denne sidste våde uge har der været flere måneders slædekørsel, i de næste par afsnit vil jeg fortælle lidt om ruten og de oplevelser vi har haft undervejs.
I midten af april nåede vi til Mestersvig station, hvor vi havde et par dejlige dage med god mad og afslapning.
Det er fantastisk at komme til en station efter en måneds kørsel. Man bliver hurtigt forvent når man har alle dagligdagens goder omkring sig, men når de bliver taget væk i længere perioder, finder man ud af hvor lækre de faktisk er. Vi kunne således nyde en seng med dyne, i mit tilfælde med prinsessemotiver, et bad, et toilet og alle de andre små ting. Det kan godt være lidt svært at køre af sted igen, men det lykkedes og vi kunne køre det første stykke i gamle spor. Vi nåede uden problemer en gammel fangstmandshytte, som var dagens mål. Opstemt over det gode føre, begyndte jeg at drømme om alle de kilometer vi kunne nå i de kommende måneder.
Jeg har været en ukuelig optimist. I perioder med ringe føre har jeg således været overbevist om at føret nok skulle blive bedre ved næste kap, eller fjord. Denne optimisme er dog, gennem erfaring, blevet til en forsigtig forhåbningsfuldhed. I dette tilfælde skulle jeg igen blive klogere…
Efter et par dage begyndte føret at blive værre og værre, indtil vi til sidst kørte i 50-60 cm. puddersne. Hundene var heldigvis udhvilede og kunne tage deres del af arbejdet, mens vi gik foran. Vi skulle køre en landoverkørsel gennem Polhelmsdal, som er kendt for at være lidt blød. Den levede op til sit navn, og efter to dage med vendelæs var jeg ikke længere optimistisk eller forhåbningsfuld. Vi kom dog omsider op i vandskellet (dalens højeste punkt), her blev vi overrasket af løbende vand og sjap. Vi slog teltet op på en sø, hvor der var ca. 150 m. hen til sjappet, da vi vågnede næste morgen var der kun 20 m. Efter hurtigt at have gjort klar til at køre var det nået hundene og vi lagde ud med våde fødder. Af sted gik det dog, og dette var sidste dag i dalen, det var en fed fornemmelse at nå havisen igen, men håbet om knaldeføre blev dog gjort til skamme. Vi måtte gå i et par timer før føret blev godt igen, men så kunne vi til gengæld stå ved slæden for første gang i en uge - fantastisk! Målet var Ella Ø Station, hvor vi tilbringer en del af sommeren, under depotudlægningerne, her skulle vi have to hviledage. De gik alt for hurtigt, men dagen inden vi skulle af sted igen fik vi en melding fra SH3, som havde været udsat for et lille uheld. Torben var faldet på en skarpsten, han havde fået to sting af hans slædemakker, men døjede med en del smerter. De lå kun et par kilometer fra stationen og Gormsen kørte over med en tom slæde for at hente ham.
Vi havde en hyggelig aften, med det uheldige slædehold, men så skulle vi til gengæld også af sted. Det kom vi dog ikke, jeg lagde mig med en maveforgiftning og var ikke i stand til at køre slæde de næste par dage. Herefter kom lavtrykkene med slud og temp. helt op til +5C, efter at have afleveret 50 cm. tøsne, klarede vejret endeligt op. Vi besluttede os for at vende døgn og komme af sted, da havde vi ligget der i 8 dage. Det er helt almindeligt at vende døgn og det hænger sammen med at det er noget koldere om natten, med bedre føre. Det tager dog et par dage før kroppen har vænnet sig til det, det føles lidt som at feste en uges tid, bare uden tømmermænd.
Efter Ella Ø skulle vi ind og bunde endnu en fjord og her begyndte tøbruddet for alvor at sætte ind. Vi passerede flere brede revner og sneen væltede ned fra fjeldene, i store og små laviner. Føret var ikke særligt godt efter det massive snefald, men med de høje temp. om dagen kunne der ikke gå lang tid, før sneen faldt nok sammen til at kunne holde slæden. Til at begynde med kunne skorpen dog ikke holde til hunde eller slæde og det var stort umuligt at bryde den, med skiene. Vi besluttede derfor at smide os og bunde fjorden som en fodpatrulje i det gode vejr. Valget faldt på mig og jeg begav mig hurtigt af sted mens Gormsen slog teltet op. Det blev til en dejlig dag med lune temp. og høj sol, jeg nåede dog ikke helt ind i bunden pga. af åbent vand. 8-9 timer senere nåede jeg tilbage til teltet efter en tur på ca. 35 km., da var jeg også klar til at hoppe i posen.
Lidt efter lidt blev føret bedre og snart kunne skorpen holde både hunde og slæde, nu kunne vi endelig køre slæde. det tidlige tøbrud bekymrede dog Grønlandskommandoen og efter mange telefonsamtaler med Chef Sirius, blev slædeholdene beordret sydover mod Daneborg. Det gjaldt også os, som kørte under de lunere himmelstrøg. Vi kunne dog begynde at køre 40 km om dagen og kom derfor godt fremefter. En nat vågnede vi i teltet ved et værre spektakel fra hundene, af vane råbte vi bare efter dem og vendte os om på siden, men de blev ved, derfor gik Gormsen ud for at give dem en omgang med bremsetovet. Det viste sig dog at være en bjørn der forårsagede balladen, den lå lidt tilbage i sporet og hyggede sig. Da vi kom ud af teltet forsvandt den dog hurtigt og var således ikke indstillet på at få sit billede i slædeposten. Næste morgen kunne vi se at den havde været inde på 100 m. af teltet, en reminder til fupperne om at være lidt mere på mærkerne.
Vi nåede hurtigt nordpå og efter et par uger var vi ”næsten” hjemme, vi manglede kun et par hundrede km. til Daneborg. Disse skulle til gengæld køres hurtigt, da vi som bekendt skulle recce en landoverkørsel for nordholdene. Vi fik kørt ca. 250 km. på 6 dage, vi strøg derudaf, men det var lange dage og de tog hårdt på hundene, men de skal jo ligge stille de kommende måneder, så den fik lidt ekstra. Lige pludselig var det min fødselsdag, det var også dagen vi skulle ramme Zackenberg depot, der indeholdt øl. Dagen lagde ud med at jeg gik gennem isen med min ene fod, fantastisk at starte dagen på… Vi kørte af sted men efter kort tid begyndte der at komme mange revner, hundene var dog blevet gode til selv at springe over, så vi klarede den fint til at starte med. Vi nåede dog et bælte med flere revner, hundene sprang over den første, men standsede ved den næste, det passede tilfældigvis med at slæden kun var kommet halvvejs over den første, før også den standsede. Vi stod på vingen (det bagerste bundbræt er forlænget så man kan stå på det), den forskubbede balance betød at vi gled langsomt tilbage, ned i det kolde vand. Vi kom hurtigt op fra vores synkronsvømning og måtte grine af situationen og de forbavsede hunde. Resten af dagen fortsatte uden problemer og vi nåede hytten, hvor de kolde øl ventede. Efter et par dage i hytten med forskellige fodpatruljer, kørte vi den sidste strækning til Daneborg. En slædesæson er slut og nu begynder sommerens aktiviteter og en hverdag på Daneborg. Vi skal i gang på vores fareområder og der er en masse arbejde at tage fat på, inden forældrebesøg og de nye fuppers ankomst. Det er dog rart at være samlet igen, tale turene igennem og fortælle røvere om alle de ting vi har oplevet.
Og det bliver til røverhistorier, for er der én ting en Siriusmand kan, er det at lægge mindst 50 % til alle historier.
De følgende indlæg vil indeholde historier fra min dagbog, samt billeder knyttet til disse notater. Der vil ligeledes følge lidt data ang. antal kilometer mm.
