Ny hund i gården

Som billedet viser har vi fået ny hund i femmergården. Vi har forsøgt at sætte halsbånd på den, men vi har ikke rigtigt nogen som passer...
Da vi i morges gik ud til vappe, stod Poul og teede sig, men det gør han jo altid så vi gik blot videre. Da solen var stået op kunne jeg så se at der stod en moskus inde i gården. Det gippede lidt i mig eftersom der var blod omkring klovene og Snehvide ikke var til at se. Hun havde sprunget sin kæde og lå nu henne ved flokkens bas, Mimer. Kæderne vi bruger til hundene springer ikke uden videre, så hun har virkeligt kæmpet for at komme fri.
Nu skulle vi jo så have hippiekoen ud af gården, men det var ikke særligt nemt. Vi skød 3 riffelskud op i luften, jeg gav den en omgang med hundepisken og vi prøvede at lave udfald mod den. Da det ikke havde nogen effekt hentede Gormsen en signalpistol. Der belv skudt under den, ved siden af den, over den og til sidst på den, men intet virkede. Vi flyttede de nærmeste hunde op i vappe og klippede hegnet væk omkring den, efter to timer valsede den endeligt ud og op på fjeldet.
Mærkeligt dyr...

Et par blæsende døgn

I de sidste par dage har vi haft meget blæsende vejr med sne og høj fygning. Middelvinden lå på omkring 25 m/sek med vindstød af orkanstyrke, (eller som vi måler det 50-70 knob). Det betød i praksis at al udendørs aktivitet stort set blev umuliggjort, både fordi sigten var ekstremt ringe og fordi det var svært at bevæge sig oprejst. Det var ikke nogen success at fodre hundende i det vejr... Efter to dage er det nu lettet lidt og vinden er nede på kulingstyrke, ødelæggelserne var næsten ikke til at bære. Isen på Young Sund er væk og vi kan nu begynde forfra igen. Der skal massive kræfter til for at blæse en iskappe på 15-20 cm. væk og det bevidner, hvad vi også lærte på vintertræningen, heroppe er det ikke os der bestemmer spillereglerne.
LCG (Logistik Center Grønland) har nu officielt opgivet at finde en afløser for Rasmus, som brækkede benet. Det betyder at SH5 og SH3 lægges sammen til efterårspatruljen. Min efterårsrejse bliver derfor kortet ned til 1 måned. I stedet er jeg hjemme på stationen hele december, hvor man alligevel ikke kan se en hånd for sig ude på suppen. Jeg kommer ligeledes til at opleve juledroppet, hvor en C130 Herkules i lav overflyvning smider juledroppet ud med faldskærm. Det skal nok blive meget sjovt at opleve. Hver syvende faldskærm folder sig ikke ud, så man skal ikke ønske sig glas i julegave...
Moskusokserne (hippiekøerne) som går fast og græsser på stationen er ved at blive mere og mere menneskevante. I morges stod de lige foran Sirihus og jeg er tilsyneladende løbet lige forbi dem uden at ænse dem, man skal jo nødig have en kage for at komme for sent til morgenskafningen. Da jeg lidt efter gik ud til Vappehuset, for at se til alle hundende stod de igen tæt på indgangen. Denne gang løb jeg lidt efter dem for at jage dem væk, men de er stort set ligeglade, de ved vidst udmærket hvor spidse deres horn er. Man skal være forsigtig for selv om de ser kluntede ud er de forbløffende adrætte.
I den kommende uge skal jeg to gange ud og tage en overnatning i telt. En med mine egne hunde og en gang med Christian fra SH5. Dette gør man altid for at sikre at man har alle tingene og at de virker. Det nytter ikke at køre hjemmefra med et defekt telt eller uden medicin til hunde eller mænd. Man bliver ikke hentet ud med fly i mørketiden, med mindre det er tvingende nødvendigt. Derfor er vores sygehjælpertasker pakket med ALT vi kan få brug for, og vi har altid morfin (Fentanyl) på os. Vi har også et præparat med der kan holde os vågne i mange timer, uden de bivirkninger som slører vores virklighedssans, så hvis vi mister slæden kan vi holde os gående indtil nærmeste hytte. Da vi kender placeringen på alle hytter og depoter på kysten, er dette derfor ikke noget stort problem. Vores 100 km. march på vintertræningen er god at have i baggagen.
Det var alt for nu. Jeg håber I alle har det godt derhjemme i varmen.

update fra Daneborg

Det er nu blevet vinter på Grønland. Sneen har ligget et par uger og isen har nu endeligt også lagt sig på Young Sund. Vejret viser sig fra sin smukkeste side, og er primært præget af højtryk. Desværre har den hårde kulde ladet vente på sig, så vi er ikke sikre på at isen bliver frigivet til den 1/11, hvor vi egentligt skulle afsted. Men det kan vi ikke gøre noget ved, så tiden bliver i stedet brugt til forberedelser, og en masse træningsture med hundene.

Det er fantastisk at køre hundeslæde, man kan køre hvorhen man vil og bare lade hundene gøre det hårde arbejde, sikke en frihed. Helt afslappet kan man nu ikke være, for selv om hundene trækker skal vi hele tiden råbe kommandoer og opmuntre dem til at trække - der er meget egopleje i slædekørsel.

For I ikke er helt uvidende om hundene kommer her en lille introduktion til spandet:

Gaia er en af stationens ældste tæver, og selv om hun er meget hyggelig er hun ikke den der trækker mest.

Poul er en rigtig god hund, han trækker godt og er ekstremt fuppeglad - som de fleste andre hunde i øvrigt også er.

Vector er helt hvid og dejlig blød i sin tykke vinterpels, han trækker rigtigt fint.

Coco er helt sort og ligger nr. 2 i hierakiet. Han bruger hele frikvarteret på at knurre af alle de andre hunde, han er en fandens karl.

Frikvarteret er en halv time, som hver dag er dedikeret til hundene. Her kan de løbe frit rundt i løbegården og lege med hinanden.

Kikuk er hentet til Daneborg fra Illulisat på Vestkysten, for at undgå indavl. Han er indbegrebet på en Slædehund i grå og hvide nuancer, han er meget smuk. Som oftest står han og Coco og råber ad hinanden, de kaster sig frem i kæden og gør alt hvad de kan, for at få fat på hinanden. Når der så er frikvarter render de rundt og leger med hinanden, uden det mindste problem. Utroligt så kæk man kan være, når man ved den anden ikke kan nå...

Djarnis er vores førerhund. Det er ham vi råber kommandoer til når vi kører, derfor er hans skagle lige lidt længere end de andres. Han har kun en ven i spandet og er bange for alle de andre hunde. Han ligger på sin plads og når de andre kommer for tæt på i frikvarteret, går han helt amok. Han er for tyk og kaster op når vi kører lange ture, så han skal lige i lidt bedre form.

Arvid er en af de stille hunde i spandet, han arbejder godt og er en rigtig god og rar hund.

Mimer er flokkens bas, dvs. at han er øverst i hierakiet og alle andre har meget stor respekt for ham. Han slås aldrig, men formår stadig at opretholde sin autoritet, opskriften på en ægte leder. Han har et dejligt gemyt og vil altid gerne pettes.

Lynge er en stor tyk unghund på et år. Han er meget præget af sin unge alder, både når han trækker og når hundene dækkes af til fodring. Han er efterhånden blevet trukket på maven efter slæden et par gange, og det er et fantastisk syn at se den tykke dreng blive trukket med, helt forvirret. Det er nogle hårdføre hunde...

Når han en dag finder ud af at det er sjovt at trække slæde, skal han nok blive en god hund.

Alesi lider lidt af damp, ellers er han en god hund der trækker rigtigt fint. Han har een rigtig ven som han beskytter gennem tykt og tyndt.

Neger er denne ven og han har brug beskyttelsen, da han ligger lavest i hieraktiet.
Hvert spand har en omega og Neger er vores. Udover dette er han en dejlig hund, han er også for tyk og man vil ofte høre hans navn blive råbt, når vi kører. Godt der er langt til nærmeste nabo...

Snehvide er vores anden førerhund. Hun løber lige bagved Djarnis og hvis der skulle ske ham noget overtager hun. Hun er ligeledes den hund i spandet, som trækker bedst. Det er utroligt hvordan hun arbejder, på alle vores træningsture har jeg kun set slap skagle på hende, en enkelt gang!

Hvide Henning er vores anden unghund på et år. Ligesom Lynge skal han køre sin første sæson og han er ved at lære faget. Han har et dejligt gemyt, til trods for hans forsigtige natur. Han er meget glad for Mimer, og når der er frikvarter løber han konstant og slikker ham i mundvigen, til Mimers store irritation. Han har nu fundet ud af at han er i sikkerhed i kæden, derfor er han begyndt at skælde meget ud på hans sidemand. Mon ikke han snart får en omgang hvis ikke han passer på.

John John er ny hund i gården og gammel problemhund fra SH4. Vi har dog ikke haft et eneste slagsmål med ham, han er faktisk en rigtig god hund. Han har fået lov til at starte på en frisk og det har han udnyttet. Han er ekstremt fuppeglad og er meget smuk med lange ben, helt perfekt hund.

Grisen er den sidste hund i spandet, navnet kommer af hendes griseøjne. Hun er lige blevet pinket (parret) så hun kommer ikke med på den kommende slæderejse. Hun er en dejlig hund som også er meget fuppeglad.

Jeg er meget tilfreds med spandet. Vi har aldrig slagsmål i gården og de trækker fint på træningsturene. Vi er også begyndt at kende hinanden lidt bedre nu og det kan mærkes tydeligt på lydigheden.

I sidste weekend havde vi oktoberbesøg fra Grønlandskommandoen (GLK) og Logistikcenter Grønland (LCG), udover disse havde vi to dyrelæger oppe for at se til hundene. Vi fik gennemgået fareområder og slæderuter for den næste sæson. Besøget gik godt og de var meget tilfredse med, hvordan det går heroppe. Vores slæderuter blev godkendt og jeg kan se frem til en lang men spændende sæson. Vi kommer igennem områder med meget stor koncentration af moskus og områder med mange bjørne, så der bliver rig mulighed for lidt fed film og gode billeder.

Desværre er mit videocamera blevet smadret af Henning, så inden der kan laves helteoptagelser skal jeg have købt et nyt.

Oktobersøget fik desværre en kedelig afslutning da Rasmus fra mit hold brækkede benet på en træningstur. Han er nu på vej til DK hvor han kan komme sig, så regner vi med at have ham tilbage til foråret igen. Det er simpelthen så ærgeligt, og slet ikke fair når man har lagt så meget arbejde og tid i at komme herop, men det vigtigste er at han kommer igen. Det giver også nogle operative problemer, da vi nu mangler en mand. LCG er i gang med at finde en afløsning, så må man håbe at de når det i tide.

Dagene går ellers med at få stationen klar inden efterårspatruljen, der er meget at se til og jeg har ikke problemer med at falde i søvn om aftenen.

Vi har en lille flok moskus gående og vi har lidt problemet med at få dem væk fra stationen, jeg prøvede forleden at jage dem væk med rendegraveren, men de kom hurtigt igen, om ikke andet var kanon at banke rundt i sneen efter dem.

Alt i alt går det rigtigt godt, jeg sætter meget stor pris på friheden og udsigten. Ligegyldigt hvor man kigger hen er her simpelthen så smukt.

Her er bare fantastisk.